FE forventer, at Rusland allerede i de kommende måneder vil eskalere hybridkrigen mod NATO og Vesten. Risikoen for begrænsede militære angreb mod et NATO-land er fortsat lav, men stigende. Det gør FE’s nye vurdering til langt mere end en militær historie. Hvis den trussel, der kan ramme Danmark først, er sabotage, cyberangreb og angreb på kritiske funktioner, bliver spørgsmålet ikke alene, om Forsvaret er klar. Det bliver, om Danmark er klar. Og derfor savnede vi ministeren for samfundssikkerhed og beredskab.

Forsvarets Efterretningstjeneste har skærpet vurderingen af truslen fra Rusland.

Tre konklusioner er centrale.

• Rusland forventes i de kommende måneder yderligere at eskalere sin hybridkrig mod NATO og Vesten.

• Risikoen for begrænsede russiske militære angreb mod et NATO-land vurderes fortsat som lav, men stigende.
• Og selv om FE fortsat vurderer en egentlig russisk invasion af et NATO-land som usandsynlig, kan den ikke længere udelukkes.

Det er alvorligt.

Men det er samtidig værd at hæfte sig ved rækkefølgen.

For den trussel, som FE forventer kan blive større allerede inden for de kommende måneder, er ikke nødvendigvis russiske soldater, kampvogne eller missiler.

Det er hybridkrigen.

Og dermed melder spørgsmålet sig:

Hvor var ministeren for samfundssikkerhed og beredskab i fortællingen om den nye sikkerhedspolitiske virkelighed?

Krigen kan ramme Danmark uden soldater

Det er netop hybridkrigens natur.

En modstander behøver ikke krydse en landegrænse for at skade Danmark.

• Et cyberangreb kan ramme kritiske systemer.
• Sabotage kan standse produktion.
• Transport kan forstyrres.
• Energi- og teleinfrastruktur kan rammes.
• Virksomheder kan udsættes for spionage, sabotage eller cyberangreb.
• Desinformation og påvirkningsoperationer kan forsøge at skabe usikkerhed og mistillid.

Og flere af disse virkemidler kan anvendes samtidig.

Det betyder, at grænsen mellem fred og krig bliver vanskeligere at definere.

Danmark kan i princippet være udsat for fjendtlige handlinger, samtidig med at langt størstedelen af befolkningen oplever, at landet befinder sig i fred.

Det er præcis den gråzone, som det danske totalberedskab skal kunne håndtere.

Vi har oprustet militært – nu kommer den anden halvdel

Danmark bruger historisk store beløb på Forsvaret.

Der købes luftforsvar, ammunition, køretøjer og andre militære kapaciteter. Søværnet skal styrkes, Arktis fylder mere, og dansk forsvarsindustri skal producere mere.

Det er nødvendigt.

Men FE’s nye vurdering illustrerer, hvorfor militær oprustning kun er den ene del af ligningen. For hvad hjælper det at have moderne våbensystemer, hvis kritiske dele af samfundet kan sættes ud af funktion?

• Kan Forsvaret operere, hvis energiforsyningen bliver ustabil?
• Kan militært materiel flyttes, hvis centrale transportknudepunkter rammes?
• Kan virksomhederne levere ammunition og materiel, hvis produktionen udsættes for sabotage?
• Kan myndigheder kommunikere, hvis digitale systemer angribes?

Og kan kommuner, hospitaler, vandforsyninger og andre kritiske funktioner fortsætte, mens Danmark befinder sig under pres?

Det er ikke spørgsmål ved siden af forsvarspolitikken.

Det er blevet en del af forsvarspolitikken.

Derfor har Danmark fået et beredskabsministerium

Oprettelsen af Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab var i sig selv en erkendelse af, at dansk sikkerhed ikke længere alene kan organiseres omkring Forsvaret og politiet.

Lisbeth Bech-Nielsen har siden juni været minister for området og sidder samtidig i regeringens Sikkerhedsudvalg.

Det giver mening.

For moderne sikkerhedspolitik handler ikke alene om evnen til at møde en militær modstander.

Den handler også om samfundets evne til at absorbere et angreb, fortsætte sine vigtigste funktioner og hurtigt genetablere det, der bliver ramt.

Det er resiliens.

Og FE’s vurdering gør resiliens til et af de vigtigste danske sikkerhedspolitiske spørgsmål.

Modstanderen er ligeglad med ressortgrænser

Den danske stat er opdelt i ministerier, styrelser og ressortområder.

Det er Rusland ikke forpligtet til at tage hensyn til.

Et cyberangreb mod et energiselskab kan på samme tid være et spørgsmål om energi, beredskab, national sikkerhed og forsvar.

Sabotage mod en forsvarsvirksomhed kan være kriminalitet, men samtidig være et forsøg på at reducere Danmarks eller Ukraines militære kapacitet.

Et angreb på en havn kan ramme almindelig handel og samtidig reducere NATO’s mulighed for at flytte militære styrker og materiel.

Et angreb på telekommunikation kan ramme borgere, virksomheder, myndigheder og Forsvaret på samme tid.

Derfor bliver en af de store danske udfordringer at sikre, at vores egen organisering ikke bliver en sårbarhed.

Hybridkrigen kræver, at forsvar, politi, beredskab, kommuner, kritisk infrastruktur og private virksomheder kan arbejde sammen.

Virksomhederne bliver en del af totalforsvaret

Det gælder ikke mindst virksomhederne.

Store dele af den infrastruktur, som Danmark er afhængig af, drives eller leveres af private aktører.

Det samme gælder forsvarsindustrien.

En virksomhed, der producerer ammunition, sensorer, software, kommunikationsudstyr eller kritiske komponenter, er ikke alene en privat virksomhed, når sikkerhedssituationen skærpes.

Den bliver en del af Danmarks samlede evne til at modstå pres. Derfor bør totalberedskabet også række helt ud i erhvervslivet. Virksomheder skal kende deres kritiske funktioner.

• De skal forstå deres forsyningskæder.
• De skal have planer for cyberangreb, sabotage og længerevarende driftsforstyrrelser.
• Og de skal vide, hvem de skal kontakte, og hvad de skal gøre, hvis noget faktisk sker.

Sikkerhedspolitikken stopper ikke længere ved hegnet omkring en kaserne.

Tre spørgsmål Danmark bør stille nu

FE’s vurdering bør derfor føre til tre meget konkrete politiske spørgsmål.

For det første: Er det civile beredskab fulgt med den militære oprustning?

Danmark bruger enorme beløb på militære kapaciteter. Den civile robusthed skal udvikles med samme alvor.

For det andet: Ved virksomheder og kritiske samfundsfunktioner konkret, hvad der forventes af dem under en hybrid krise?

Totalberedskab fungerer kun, hvis ansvar, kommunikation og procedurer er kendt, før krisen opstår.

For det tredje: Øver vi det samlet?

Det er ikke tilstrækkeligt, at Forsvaret øver militære operationer, kommunerne øver beredskab og virksomhederne tester deres IT-systemer hver for sig.

Hybridkrig rammer på tværs.

Derfor skal Danmark også øve på tværs.

Vi savnede beredskabsministeren

Pointen er ikke, at ministeren for samfundssikkerhed og beredskab nødvendigvis skulle stå ved siden af FE, når efterretningstjenesten offentliggør en trusselsvurdering.

Pointen er politisk.

Når FE fortæller, at Rusland forventes at eskalere hybridkrigen mod NATO og Vesten allerede i de kommende måneder, bør den danske reaktion ikke alene handle om militær kapacitet.

Den bør også handle om samfundets modstandskraft. For FE’s vurdering fortæller os noget afgørende:

Den første alvorlige konfrontation med Rusland behøver ikke ligne den krig, vi traditionelt forestiller os.

Der kommer måske ingen kampvogne over grænsen.

• I stedet kan strømmen forsvinde.
• Et IT-system kan gå ned.
• En havn kan blive forstyrret.
• En forsvarsvirksomhed kan blive ramt.
• Et telesystem kan svigte.

Eller flere ting kan ske samtidig.

Derfor er spørgsmålet efter FE’s nye vurdering ikke kun:

Kan Forsvaret forsvare Danmark?

Det er:

Kan Danmark fortsætte med at fungere, mens nogen forsøger at svække os?

Det er kernen i totalberedskabet.

Og derfor savnede vi beredskabsministeren.