Danmark kan ikke længere tage sin sikkerhed for givet. I en verden præget af Trump, Putin og Xi Jinping bliver national sikkerhed ikke længere kun et spørgsmål om kampfly, fregatter og soldater. Det bliver et spørgsmål om hele samfundets modstandskraft.
For forsvars- og beredskabssektoren er det måske den vigtigste politiske kursændring i mange år.
Fra fredsdividende til permanent beredskab
I mere end 30 år har Danmark kunnet basere sin sikkerhed på tre antagelser:
- USA garanterer Europas sikkerhed.
- Global handel sikrer stabilitet.
- Krig er noget, der foregår langt væk.
Alle tre antagelser er i dag udfordret.
Rusland fører fortsat krig i Europa. Kina udfordrer den eksisterende verdensorden. Og usikkerheden omkring USA’s fremtidige rolle i NATO og Europa betyder, at europæerne i stigende grad må kunne stå mere på egne ben.
Det forklarer, hvorfor regeringsgrundlaget i høj grad fokuserer på europæisk samarbejde, strategisk autonomi og styrket modstandskraft.
Beredskabet bliver en sikkerhedspolitisk frontlinje
Den største konsekvens kan vise sig at ligge uden for Forsvaret.
For når regeringen taler om sikkerhed, handler det ikke kun om militære kapaciteter. Det handler også om:
- energiforsyning,
- cyberforsvar,
- kritisk infrastruktur,
- forsyningssikkerhed,
- kommunalt beredskab,
- sundhedsberedskab,
- digital robusthed.
Det er præcis den udvikling, NATO de seneste år har drevet gennem arbejdet med civil resilience og de nye modstandskrav til medlemslandene.
Fremtidens angreb vil sjældent begynde med kampvogne ved grænsen. De vil begynde med cyberangreb, sabotage mod forsyninger, påvirkningskampagner, GPS-forstyrrelser eller angreb mod kritisk infrastruktur.
Derfor bliver kommuner, forsyningsselskaber, havne, energisektoren og private virksomheder en del af Danmarks første forsvarslinje.
Europa bliver Danmarks sikkerhedspolitiske forsikring
En af de mest markante konsekvenser af den nye kurs er, at EU får en langt større rolle i dansk sikkerhedspolitik.
Hvor NATO fortsat er den militære grundpille, bliver EU i stigende grad platformen for:
- forsvarsindustri,
- forsyningskæder,
- teknologiudvikling,
- cybersikkerhed,
- kritiske råstoffer,
- energiuafhængighed.
Det er ikke tilfældigt.
Når Europa investerer milliarder i forsvarsproduktion, satellitter, AI, droner og kritisk teknologi, handler det om at reducere afhængigheden af både Kina og USA.
For Danmark åbner det samtidig store muligheder for virksomheder inden for:
- forsvarsteknologi,
- maritime løsninger,
- undervandsinfrastruktur,
- droner og anti-drone systemer,
- cybersikkerhed,
- energisystemer.
Forsvaret får penge – men udfordringen bliver hastighed
Danmark er allerede i gang med den største militære oprustning siden Den Kolde Krig.
Men udfordringen er ikke længere primært økonomi.
Udfordringen er tempo.
Kan industrien levere?
Kan myndighederne godkende projekter hurtigt nok?
Kan vi uddanne nok mennesker?
Kan vi etablere lagre, logistik og forsyningskæder, før næste krise rammer?
Krigen i Ukraine har vist, at kampkraft i høj grad handler om produktionskapacitet og forsyningssikkerhed. Det er en erkendelse, som nu for alvor ser ud til at være rykket ind i dansk regeringspolitik.
Den vigtigste konsekvens: Hele Danmark bliver en del af sikkerhedspolitikken
Det mest interessante ved firkløverregeringens analyse er derfor ikke de ekstra milliarder til Forsvaret.
Det er erkendelsen af, at sikkerhed ikke længere er et sektorområde.
Sikkerhed er blevet et samfundsprojekt.
Forsvaret kan ikke beskytte Danmark alene.
Kommunerne kan ikke skabe modstandskraft alene.
Virksomhederne kan ikke sikre forsyningskæderne alene.
Den nye geopolitiske virkelighed betyder, at forsvar, beredskab, erhvervsliv, teknologi, energi og kommuner i stigende grad skal tænkes som ét samlet nationalt system.
Hvis den kurs fastholdes, kan firkløverregeringens vigtigste arv vise sig ikke at blive flere kampfly eller flere soldater.
Det kan blive skiftet fra et fredstidssamfund til et robust samfund – hvor hele Danmark er en del af landets samlede forsvar.