Der skal ikke mange overskrifter til, før konklusionen er klar: Forsvaret har endnu en gang fejlet.

Der er for mange administrative medarbejdere. Uniformerne holder ikke. Indkøbene går for langsomt. Bygningerne er for dårlige. Materiellet kommer for sent. Rigsrevisionen kritiserer. Finansudvalget kritiserer. Medierne kritiserer. Interesseorganisationer kritiserer.

Kritik er en naturlig del af et demokrati – og den skal Forsvaret kunne tåle.

Men måske er tiden kommet til at stille et andet spørgsmål:

Er Forsvaret blevet den institution, som det er blevet lidt for nemt at give skylden?

Vi har i de senere år udviklet en debat, hvor næsten enhver udfordring automatisk bliver til endnu en fortælling om et Forsvar, der ikke fungerer. Men virkeligheden er ofte langt mere kompleks.

Tag eksempelvis debatten om de mange nye “bureaukrater”. CEPOS har rejst spørgsmålet, om Forsvaret ansætter for mange administrative medarbejdere. Det er en relevant diskussion, og selvfølgelig skal skatteborgerne vide, hvordan pengene bruges.

Men betegnelsen “bureaukrater” dækker også over ingeniører, systemspecialister, projektledere, logistikeksperter og tekniske medarbejdere, som skal implementere nye våbensystemer, etablere vedligeholdelsesprogrammer, leve op til NATO-standarder og sikre, at milliardinvesteringerne rent faktisk kan anvendes i praksis.

Det er ikke administration for administrationens skyld.

Det er en forudsætning for, at moderne kampfly, fregatter, luftværn, droner og avancerede sensorsystemer fungerer – også om ti og tyve år.

Det samme ser vi på andre områder.

Når der opstår problemer med uniformer, bliver konklusionen hurtigt, at Forsvaret ikke kan finde ud af at købe tøj. Men nogle af problemerne skyldes leverandører, kvalitetsfejl eller kontraktmæssige forhold. Alligevel ender overskriften ofte med at være, at Forsvaret har fejlet.

Det er ikke kritikken, der er problemet.

Det er manglen på nuancer.

Samtidig bør vi også være ærlige om, hvor ansvaret faktisk ligger.

Når Rigsrevisionen eller Folketingets Finansudvalg retter kritik af Forsvaret, er det ofte både relevant og nødvendigt. Men Forsvaret træffer ikke selv de politiske beslutninger. Mange forsinkelser skyldes politiske aftaler, finansiering, prioriteringer og aktstykker, som først skal behandles og godkendes, før Forsvaret overhovedet har mulighed for at handle.

Det betyder ikke, at Forsvaret aldrig begår fejl. Det gør enhver stor organisation.

Men hvis årsagen til en forsinkelse eller et manglende indkøb primært skyldes politiske processer, bør ansvaret også placeres dér.

Ellers risikerer vi at kritisere den myndighed, som skal udføre opgaven, for forhold den ikke selv har haft mulighed for at ændre.

Det bør også give anledning til selvransagelse på Christiansborg.

Det er naturligvis Folketingets opgave at kontrollere Forsvaret. Men politikerne har også et ansvar for at forklare offentligheden, når udfordringer skyldes politiske beslutninger eller lange beslutningsprocesser – og ikke manglende vilje eller kompetence hos Forsvaret. Ansvar kan ikke alene gå den ene vej.

Forsvaret befinder sig samtidig midt i den største oprustning i generationer. Nye kampfly, nye skibe, nyt luftværn, nye droner og nye teknologier skal implementeres på rekordtid.

• Det bliver ikke fejlfrit.
• Det bliver heller ikke uden kritik.

Men hvis enhver udfordring bliver brugt som bevis på, at hele Forsvaret er dysfunktionelt, risikerer vi at svække tilliden til den organisation, som samtidig forventes at kunne løse nogle af de mest komplekse opgaver i Danmarks historie.

• Forsvaret har ikke brug for særbehandling.
• Forsvaret har heller ikke brug for mindre kritik.

Men Danmark har brug for en bedre debat.

En debat, hvor vi skelner mellem fejl begået af Forsvaret, fejl begået af leverandører og konsekvenserne af politiske beslutninger.

For kritik virker kun, hvis den rammer det rigtige sted.

Ellers bliver den blot endnu en overskrift.