Det hollandske forsvarsmarked vokser kraftigt. Landet vil bruge 28,9 milliarder euro på forsvar i 2027, styrke sin egen og Europas forsvarsindustri og forberede sig på en sikkerhedspolitisk virkelighed, hvor Rusland, Kina, cyberangreb og sabotage ikke længere betragtes som fjerne trusler. For danske virksomheder åbner det interessante muligheder – ikke mindst under vandet.

Nederlandene er på vej gennem en forsvarspolitisk forandring, som danske virksomheder bør holde meget nøje øje med.

Det hollandske forsvarsbudget er vokset markant de seneste år. I 2025 brugte landet omkring 26 milliarder euro på forsvar. I regeringens budget for 2027 er beløbet steget til 28,9 milliarder euro, svarende til mere end 215 milliarder danske kroner. Omkring 14,1 milliarder euro er afsat til materiel, innovation og militær infrastruktur.

Det er derfor et marked, som både vokser og ændrer karakter.

Holland har besluttet at bevæge sig mod NATO-målet om at bruge 3,5 procent af BNP på egentligt forsvar frem mod 2035. Samtidig ønsker regeringen større europæisk ansvar for egen sikkerhed, mindre strategisk afhængighed af tredjelande og langt stærkere kobling mellem forsvaret og industrien.

Det skaber muligheder for Danmark.

Men det kræver, at danske virksomheder forstår, hvor Holland bevæger sig – ikke blot hvad hollænderne købte i går.

Sikkerhedspolitikken er rykket

Den hollandske regerings egen beskrivelse af trusselsbilledet er bemærkelsesværdigt kontant.

Ruslands fortsatte aggression, et mere selvhævdende Kina, konflikter i Mellemøsten, cyberangreb, spionage og desinformation nævnes som centrale udfordringer. Forsvaret skal ifølge den hollandske regering igen kunne deltage i en større NATO-konflikt og samtidig være i stand til at holde kampen kørende over længere tid.

Samtidig er der kommet en langt stærkere industripolitisk dimension ind i forsvarspolitikken.

Nederlandene har omkring 900 forsvarsvirksomheder, og branchens omsætning voksede fra cirka 4,7 milliarder euro i 2021 til 9,3 milliarder euro i 2024. Staten investerer mere end én milliard euro i at opskalere innovation og produktion.

Den nye hollandske regering vil samtidig arbejde for, at omkring 40 procent af forsvarsindkøb og -produktion gennemføres sammen med europæiske partnere, mens målet er, at 50 procent af indkøbene foretages hos hollandske eller øvrige europæiske virksomheder.

Det sidste er særligt interessant for Danmark.

For nok prioriterer Holland sin egen industri. Men man siger samtidig meget direkte, at man ønsker europæiske partnerskaber, fælles produktion og åbne europæiske forsvarsmarkeder.

Det betyder, at mulighederne for danske virksomheder er reelle.

Forsvarsoverblikket peger især på tre områder.

1. Undervandsdomænet kan blive en dansk styrkeposition

Den måske største mulighed ligger under havoverfladen.

Nederlandene er en betydelig maritim nation og gennemfører i disse år store investeringer i blandt andet nye Orka-klasse ubåde, minekrigsførelse, autonome systemer og beskyttelse af kritisk undersøisk infrastruktur.

Samtidig bliver Nordsøens havbund stadig vigtigere sikkerhedspolitisk.

Internetkabler, energikabler, gasledninger, offshoreinstallationer og kommende energiøer og forbindelser udgør kritisk infrastruktur, som både Danmark og Nederlandene er afhængige af.

Det hollandske forsvar skriver direkte, at man forbereder sig på sabotage, spionage og forstyrrelser mod infrastrukturen på havbunden, og at mistænkelig aktivitet på Nordsøen derfor skal kunne opdages og følges.

Her findes en oplagt dansk position.

Danmark har gennem årtier opbygget betydelige kompetencer inden for offshore, subsea-teknologi, sensorer, kommunikation, undervandsnavigation, autonome systemer og maritim overvågning.

Muligheden er derfor større end traditionelle sonarer.

Den omfatter blandt andet hydrofoner, passive sensorer, magnetometre, fiberoptisk sensing, subsea connectors, batterier og energiforsyning, undervandskommunikation, autonome undervandsfartøjer, AI-baseret sensorfusion og systemer til overvågning af kritisk infrastruktur.

Hollænderne tester allerede operationer, hvor droner i luften, ubemandede fartøjer på overfladen og UUV’er under vandet arbejder sammen omkring ét fælles command-and-control-system.

Det er præcis den udvikling, danske virksomheder bør koble sig på.

Det danske tilbud bør derfor ikke alene være anti-submarine warfare.

Det bør være:

Underwater Domain Awareness og Critical Seabed Infrastructure Protection.

Her har Danmark noget at komme med.

2. Droner, autonome systemer og Counter-UAS

Det andet område er droner og antidronesystemer.

Ukrainekrigen har med ekstrem hast ændret opfattelsen af, hvilken rolle billige autonome systemer kan spille på slagmarken. Holland reagerer på den udvikling.

Ubemandede systemer er udpeget som et strategisk teknologiområde, og Nederlandene investerer både i UAV’er, USV’er og UUV’er.

Men mindst lige så interessant er Counter-UAS.

I marts udskrev hollandsk forsvar en 30 millioner euro stor challenge, hvor industrien skal udvikle løsninger til at opdage og bekæmpe hurtige taktiske droner. Hollænderne ønsker europæiske løsninger og foretrækker, hvor det er muligt, hollandske virksomheder.

Samtidig udstyrer flåden eksisterende skibe med nye kinetiske Counter-UAS-systemer.

Her ligger der muligheder for danske virksomheder inden for blandt andet radar, RF-detection, passive sensorer, elektronisk krigsførelse, interceptorer, AI-baseret klassifikation og systemintegration.

Danmark og Nederlandene deltager desuden begge i det internationale UAS & C-UAS Marketplace Initiative, som skal gøre det lettere og hurtigere at anskaffe drone- og antidronesystemer.

Det kan blive en vigtig adgangsvej.

3. Maritime sensorer, systemer og komponenter

Det tredje danske mulighederum ligger i det bredere maritime domæne.

Man skal dog forstå konkurrencesituationen.

Holland har selv en stærk maritim forsvarsindustri med virksomheder og kompetencer inden for blandt andet skibsbygning, radar, sensorer og systemintegration.

Danske virksomheder skal derfor næppe møde op med budskabet om, at de kan bygge hollændernes næste krigsskib.

Til gengæld kan de levere ind i platformene.

Det gælder sensorer, elektrooptik, kommunikationssystemer, navigation, sonar, software, cybersikkerhed, power management, batteriteknologi, autonome launch-and-recovery-systemer og forskellige undervandskomponenter.

Nederlandene demonstrerede i sommeren 2026 ganske tydeligt, hvordan de ønsker at arbejde fremover: mere multinationalt, mere industrielt og med mere fælles udvikling og produktion sammen med allierede. Blandt andet indgik Holland nye aftaler om fælles anskaffelser, ammunition, maritime platforme og industrielle partnerskaber.

Danmark skal ikke blot eksportere – Danmark skal ind i værdikæden

Den måske vigtigste pointe er derfor, at danske virksomheder bør ændre måden, de betragter Holland på.

Det handler ikke kun om:

Hvordan sælger vi et dansk produkt til det hollandske forsvar?

Det handler i mindst lige så høj grad om:

Hvordan bliver danske virksomheder en del af hollandske og europæiske forsvarsværdikæder?

Nederlandene bevæger sig væk fra en klassisk køber-sælger-model og mod længerevarende strategiske partnerskaber mellem myndigheder, forsvar, videninstitutioner og industri. Selv den hollandske forsvarspolitik understreger, at pris ikke længere nødvendigvis er det eneste afgørende parameter. Leveringssikkerhed, hastighed og europæisk oprindelse vægtes stadig højere.

Det passer godt til Danmark.

Vi er ikke Europas største forsvarsindustri.

Men Danmark har en række meget specialiserede teknologivirksomheder.

Og netop derfor kan Holland blive interessant.

Særligt hvis vi ikke forsøger at være størst – men koncentrerer os om de områder, hvor vi faktisk kan være bedst.

Her står undervandsdomænet, autonome systemer og maritime teknologier efter Forsvarsoverblikkets vurdering helt centralt.

For kampen om fremtidens europæiske forsvarsindustri kommer ikke kun til at foregå på fabriksgulvet.

En væsentlig del af den kommer til at foregå under overfladen i Nordsøen.