20 millioner droner: Europa står over for en industriel krig, vi endnu ikke er klar til

Droneflåde over ruinerne ved solnedgang

Rusland forventes at anvende op mod 20 millioner droner mod Ukraine i 2027. Samtidig vil droner udgøre hele 62 procent af Ukraines våbenbehov målt i økonomisk værdi. EU forbereder milliardinvesteringer i produktion og anskaffelser, men udviklingen rejser et langt større spørgsmål: Er Danmark og Europa ved at opbygge et forsvar til den krig, der allerede føres – eller til den krig, vi troede, vi skulle kæmpe?

20 millioner droner. På ét år.

Det er et tal, der næsten er vanskeligt at begribe.

Ifølge Ukraines egne vurderinger vil Rusland kunne anvende omkring 10 millioner droner i løbet af 2026. I 2027 kan antallet stige til 20 millioner.

Det oplyste EU’s forsvarskommissær, Andrius Kubilius, under en pressebriefing i Bruxelles den 18. november.

Omsat til daglige gennemsnit svarer 20 millioner droner til næsten 55.000 droner i døgnet.

Det er vigtigt at understrege, at der er tale om en ukrainsk prognose og ikke et dokumenteret russisk produktionstal. Men selv hvis prognosen viser sig at være for høj, illustrerer den, hvor voldsomt krigens karakter er under forandring.

For hvor europæiske forsvarsplanlæggere traditionelt har koncentreret sig om kampvogne, artilleri, kampfly og krigsskibe, har Ukrainekrigen udviklet sig til også at være en industriel konkurrence om masseproduktion af relativt billige, ubemandede våbensystemer.

Og den konkurrence er Europa nødt til at tage alvorligt.

Droner ændrer hele forsvarsøkonomien

Under pressebriefingen præsenterede Kubilius endnu et opsigtsvækkende tal.

I begyndelsen af 2026 udgjorde droner 31 procent af Ukraines våbenbehov målt i økonomisk værdi. I 2027 forventes andelen at nå 62 procent.

Det betyder ikke, at 62 procent af alle indkøbte våben bliver droner. Det betyder, at droner efter den fremlagte prognose vil optage en markant større andel af værdien af Ukraines samlede våbenbehov.

Udviklingen illustrerer et fundamentalt skifte i moderne krigsførelse.

Droner er ikke længere blot et supplement til de traditionelle våbensystemer. De er blevet en central del af slagmarkens operative struktur.

De anvendes til rekognoscering, måludpegning, elektronisk krigsførelse, angreb på pansrede køretøjer, bekæmpelse af andre droner og langtrækkende angreb mod militære installationer og kritisk infrastruktur.

Samtidig bliver udviklingscyklusserne kortere.

En drone, der fungerer effektivt på slagmarken i dag, kan være væsentligt mindre effektiv få måneder senere, fordi modstanderen har udviklet nye elektroniske modforanstaltninger.

Derfor handler fremtidens militære styrke ikke alene om, hvor mange våbensystemer et land råder over.

Det handler i stigende grad om, hvor hurtigt landet kan udvikle, producere, tilpasse og erstatte dem.

EU gør klar med milliardinvesteringer

Den europæiske reaktion er allerede under forberedelse.

EU har etableret en låneramme på 90 milliarder euro til Ukraine i 2026 og 2027. Heraf er 60 milliarder euro øremærket militære behov og støtte til Ukraines forsvarsindustri.

Ifølge Kubilius forventes 28,3 milliarder euro udbetalt i 2026, mens de resterende 31,7 milliarder euro skal anvendes i 2027.

EU-Kommissionen arbejder allerede på en første anskaffelsesplan for 2027 til en værdi af 14,4 milliarder euro, svarende til omkring 107 milliarder danske kroner, til droner og ammunition.

Samtidig fremlagde Kommissionen den 18. november et forslag om yderligere 45 milliarder euro i finansiel støtte til Ukraine i 2027.

Af disse foreslås op til 25 milliarder euro anvendt til militær støtte og 20 milliarder euro til den ukrainske stats økonomi.

Forslaget kræver fortsat politisk og lovgivningsmæssig behandling.

Men retningen er tydelig.

EU bevæger sig mod en mere systematisk finansiering af Ukraines militære behov, hvor produktionskapacitet, forsyningssikkerhed og hurtige leverancer bliver centrale parametre.

Kubilius understregede samtidig, at Europa skal kunne levere de nødvendige våben i 2027 – ikke først i 2028 eller 2029.

Det er måske en af de vigtigste pointer i hele udmeldingen.

For penge skaber ikke automatisk militær kapacitet.

Det gør produktion.

Den industrielle kapacitet bliver afgørende

Europas forsvarsindustri er i vid udstrækning bygget op omkring relativt lange udviklingsforløb, komplekse anskaffelsesprocesser og produktion af avancerede systemer i begrænsede serier.

Men en dronekrig i millionklassen kræver noget andet.

Den kræver industrielle produktionslinjer, adgang til elektronik og komponenter, standardiserede løsninger, fleksible leverandørkæder og mulighed for løbende teknologiske opdateringer.

Det kræver også en langt tættere forbindelse mellem soldaterne på slagmarken, udviklingsmiljøerne og virksomhederne, der producerer materiellet.

Ukraine har under krigen udviklet en model, hvor erfaringer fra fronten relativt hurtigt kan omsættes til ændringer i eksisterende produkter eller udvikling af nye løsninger.

Den erfaring er i sig selv blevet en strategisk ressource.

For Europa handler det derfor ikke kun om at købe ukrainske droner.

Det handler også om at lære af den måde, Ukraine udvikler og producerer militær teknologi på.

Og det er netop her, Danmark har en særlig mulighed.

Danmark har allerede åbnet døren

Den 7. juli 2026 indgik Danmark og Ukraine en aftale om et tættere sikkerheds- og forsvarssamarbejde.

Aftalen lægger blandt andet op til fælles produktion, teknologioverførsel, forskning, udvikling og samarbejde mellem danske og ukrainske forsvarsvirksomheder.

Der er særlig fokus på droner, luftforsvar, kunstig intelligens og elektronisk krigsførelse.

Danmark har desuden i aftalen prioriteret op til 100 millioner euro i 2026 til anskaffelser af droner og antidronekapaciteter fra ukrainsk forsvarsindustri, tilpasset danske forsvarsprioriteter.

På papiret er der dermed skabt et grundlag for et meget tæt samarbejde.

Men det afgørende spørgsmål bliver, hvordan ambitionerne omsættes til konkrete anskaffelser og produktionsaftaler.

For hvis Europa bevæger sig mod en situation, hvor millioner af droner skal produceres årligt, kan danske virksomheder potentielt spille en betydelig rolle.

Ikke nødvendigvis alene som producenter af komplette droner, men som leverandører af sensorer, kommunikationssystemer, software, elektroniske komponenter, autonome teknologier, produktionsudstyr og systemintegration.

Det gælder også virksomheder, der traditionelt ikke har betragtet sig selv som en del af forsvarsindustrien.

Men mulighederne afhænger af, om Danmark formår at skabe de nødvendige rammer for samarbejdet.

Risikerer Danmark at stå uden for produktionen?

Her opstår et væsentligt forsvarspolitisk dilemma.

Danmark er blandt de lande, der har ydet betydelig støtte til Ukraine. Vi har også været med til at udvikle den såkaldte danske model, hvor internationale midler anvendes til anskaffelser gennem den ukrainske forsvarsindustri.

Men finansiering af militær produktion og deltagelse i selve produktionen er to forskellige ting.

Hvis danske virksomheder skal blive en del af de kommende europæiske forsyningskæder, kræver det mere end politiske hensigtserklæringer.

Det kræver konkrete aftaler, klare anskaffelsesprocesser, adgang til relevante samarbejdspartnere og mulighed for at investere i produktionskapacitet med en rimelig forventning om efterspørgsel.

Ellers risikerer Danmark at bidrage økonomisk til en omfattende europæisk oprustning, mens en væsentlig del af den industrielle værdiskabelse placeres i andre lande.

Det betyder ikke, at alle danske forsvarsinvesteringer skal anvendes nationalt.

Men det betyder, at forsvarsindustriel kapacitet bør betragtes som en strategisk del af Danmarks samlede sikkerhed.

For den dag Danmark selv får behov for store mængder droner, ammunition eller elektroniske modforanstaltninger, vil det være afgørende, om vi har adgang til produktionen.

Forsvarets anskaffelsesmodel bliver udfordret

Udviklingen stiller også nye krav til Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse og den måde, Danmark anskaffer militært materiel på.

Traditionelle anskaffelsesforløb er ofte designet til systemer med relativt lange levetider.

Men hvis teknologien ændrer sig med få måneders mellemrum, bliver det vanskeligt at fastholde en model, hvor kravspecifikationer, evalueringer og kontraktforhandlinger strækker sig over flere år.

Det betyder ikke, at sikkerhed, dokumentation og kvalitetssikring skal tilsidesættes.

Tværtimod.

Men det betyder, at anskaffelsesprocesserne må kunne håndtere hurtigere teknologisk udvikling, løbende opgraderinger og større fleksibilitet i leverancerne.

Samtidig skal Forsvaret kunne uddanne soldater og udvikle doktriner i samme tempo.

Det nytter ikke at anskaffe moderne droner, hvis uddannelsesmiljøerne, kommunikationssystemerne og den operative organisation ikke kan følge med.

Fremtidens forsvar skal kunne masseproducere kampkraft

Historien om de 20 millioner droner er derfor langt mere end en historie om Ukraine.

Den er et varsel om, hvordan Europas fremtidige forsvar skal organiseres.

Kampvogne, fregatter, kampfly og avancerede missilsystemer vil fortsat have afgørende militær betydning.

Men de skal i stigende grad fungere sammen med store mængder ubemandede systemer, som løbende udvikles og udskiftes.

Det ændrer forholdet mellem teknologi, industri og militær strategi.

Og det udfordrer den traditionelle opfattelse af, at militær overlegenhed primært skabes gennem stadig mere avancerede og kostbare platforme.

For hvis Rusland faktisk når op på at anvende 20 millioner droner om året, bliver spørgsmålet ikke alene, hvem der har de mest avancerede våbensystemer.

Det bliver også, hvem der kan producere tilstrækkeligt mange, tilstrækkeligt hurtigt og til en pris, der kan opretholdes gennem en langvarig konflikt.

Det er den industrielle virkelighed, Danmark og Europa skal forberede sig på.

Og derfor bør debatten om de kommende danske forsvarsinvesteringer ikke alene handle om, hvilke systemer vi skal købe.

Den bør i mindst lige så høj grad handle om, hvilken industriel kapacitet vi selv skal kunne råde over.

For fremtidens forsvar bliver ikke kun afgjort på slagmarken.

Det bliver også afgjort på fabriksgulvet.

Og den konkurrence er allerede begyndt.

Del: