NATO-kontrakterne kommer: Men danske virksomheder skal være klar, før udbuddet lander

To personer arbejder ved computer

NATO-landenes historiske oprustning åbner et milliardmarked for danske virksomheder, der kan levere alt fra elektronik, software og cyberløsninger til reservedele, køretøjer, logistik og vedligeholdelse. Men vejen ind på NATO-markedet begynder ikke, når det interessante udbud bliver offentliggjort. Den begynder langt tidligere med registrering, dokumentation, nationale godkendelser og en målrettet positionering af virksomheden over for de organisationer, der faktisk foretager indkøbene.

Der tales meget om de enorme muligheder, som den europæiske oprustning skaber for dansk forsvarsindustri. Langt mindre opmærksomhed er der omkring det mere praktiske spørgsmål: Hvordan kommer en dansk virksomhed egentlig ind på NATO-markedet?

Det spørgsmål bliver stadig mere relevant. For NATO’s oprustning handler ikke kun om kampfly, missiler, ammunition og pansrede køretøjer. Moderne forsvar kræver en enorm underliggende industriel infrastruktur. Der skal bruges kommunikationsudstyr, elektroniske komponenter, software, cybersikkerhed, sensorer, reservedele, energiløsninger, køretøjer, vedligeholdelse, logistiktjenester, teknisk rådgivning og en lang række andre produkter og kompetencer, som allerede findes i den danske erhvervsstruktur.

Dermed opstår en interessant situation. Danmark har potentielt hundredvis af virksomheder, der teknologisk eller produktionsmæssigt kan levere ind i det voksende forsvarsmarked, men som aldrig tidligere har betragtet NATO som en potentiel kunde.

For disse virksomheder er den første udfordring ikke nødvendigvis at vinde en kontrakt. Den er at blive klar til overhovedet at kunne konkurrere om den.

Det er en væsentlig forskel.

NATO fungerer nemlig ikke som én stor koncern med én indkøbsafdeling, hvor virksomheder blot kan oprette sig som leverandør og derefter vente på ordrerne. Alliancens indkøb foregår gennem forskellige organisationer, agenturer og programmer med forskellige procedurer og forskellige typer af kontrakter.

To af de vigtigste indgange for virksomheder er NSPA, NATO Support and Procurement Agency, og NCIA, NATO Communications and Information Agency.

NSPA arbejder bredt med blandt andet materiel, logistik, vedligeholdelse og understøttelse af militære kapaciteter, mens NCIA har en central rolle inden for kommunikation, informationssystemer, digitale kapaciteter og cyber. Hertil kommer andre NATO-organer og projekter samt nationale myndigheder, der gennemfører NATO-relaterede anskaffelser.

Det betyder, at en virksomhed først og fremmest skal vide, hvilken del af systemet der faktisk køber det, virksomheden producerer.

Registreringen er ikke en formalitet

For mange virksomheder vil mødet med NATO-markedet begynde med en række forkortelser og administrative begreber, der kan virke temmelig langt fra virksomhedens normale salgsarbejde.

Et af dem er NCAGE.

NCAGE betyder NATO Commercial and Government Entity og fungerer grundlæggende som virksomhedens identifikation i NATO’s kodifikationssystem. Et NCAGE-nummer er ikke i sig selv en godkendelse som NATO-leverandør, og det er heller ingen garanti for kontrakter. Men det er en af de grundlæggende byggesten for virksomheder, der ønsker at bevæge sig ind i NATO’s forsvarsindustrielle økosystem.

Derefter afhænger processen af, hvilken del af markedet virksomheden vil ind på.

For virksomheder med relevante produkter og kompetencer i forhold til NSPA er registrering i organisationens Source File central. Her registreres eksisterende og potentielle leverandører sammen med oplysninger om deres kapaciteter. Registreringen indgår i NSPA’s arbejde med at identificere mulige leverandører og vurdere virksomhedernes egnethed.

Hos NCIA er Neo eProcurement blevet den centrale digitale indgang til forretninger med agenturet. Her administrerer virksomheder deres leverandørprofil og får adgang til relevante processer omkring kommende muligheder og konkrete udbud.

På papiret kan det ligne administration.

I praksis er det markedsadgang.

For hvis virksomheden først begynder at undersøge disse forhold, når et attraktivt NATO-udbud dukker op, starter den allerede konkurrencen bag konkurrenterne.

National godkendelse kan blive afgørende

Registreringen er samtidig kun én del af arbejdet.

Ved bestemte NATO-udbud kan virksomheder møde krav om en Declaration of Eligibility, normalt forkortet DoE. Her spiller virksomhedens hjemland en rolle i dokumentationen af, at virksomheden er kvalificeret til at deltage i konkurrencen.

Det illustrerer et særligt vilkår ved NATO-markedet.

Det er internationalt, men nationalstaterne forsvinder ikke ud af processen.

Tværtimod spiller nationale myndigheder en vigtig rolle flere steder i systemet. Virksomheder skal derfor både forstå NATO’s indkøbsorganisationer og den nationale infrastruktur omkring forsvarsindustri, sikkerhed og kvalifikation.

Det betyder også, at salg til NATO sjældent kan reduceres til traditionelt eksportarbejde.

En virksomhed kan have et fremragende produkt og stadig være dårligt positioneret til at vinde NATO-forretning, hvis den organisatoriske forberedelse ikke følger med.

NATO køber mere end våben

Netop derfor bør flere danske virksomheder interessere sig for området.

Det gælder ikke alene den traditionelle danske forsvarsindustri, men også virksomheder, som i dag primært opererer på civile markeder.

En dansk elektronikproducent kan have kompetencer, der efterspørges i militære systemer. En softwarevirksomhed kan levere løsninger, der er relevante for militær digitalisering. En virksomhed med kompetencer inden for cyber, databehandling eller kunstig intelligens kan befinde sig tættere på NATO-markedet, end ledelsen selv er klar over.

Det samme gælder virksomheder inden for droneteknologi, strømforsyning, sensorer, kommunikation, mekaniske komponenter, avanceret produktion, køretøjer, maritime løsninger, logistik og vedligeholdelse.

Det interessante er derfor ikke blot væksten hos de virksomheder, der allerede kalder sig forsvarsvirksomheder.

Det interessante er også, hvor stor en ny dansk forsvarsindustri der kan vokse frem blandt virksomheder, som allerede har teknologien og produktionskompetencerne, men endnu ikke har fået markedet ind i deres strategi.

Her kan NATO blive en vigtig katalysator.

Men det kræver, at virksomhederne lærer at oversætte deres eksisterende kompetencer til militære behov.

NATO køber ikke en virksomheds fortælling om, at den er innovativ. Organisationen køber en konkret kapacitet, en dokumenteret løsning og en leverandør, der kan leve op til kravene.

Det stiller nye krav til virksomhedernes salgsarbejde.

Dokumentationen bliver en konkurrenceparameter

Jo længere en virksomhed bevæger sig ind i forsvarsmarkedet, desto tydeligere bliver det samtidig, at produktet kun er én del af leverancen.

Der kan afhængigt af kontrakten være omfattende krav til økonomisk dokumentation, ejerforhold, kvalitetssikring, tekniske standarder, eksportkontrol, informationssikkerhed, cybersikkerhed og sikkerhedsgodkendelser.

Virksomheden skal derfor kunne dokumentere langt mere end blot produktets egenskaber.

Det ændrer også den interne opgave.

NATO-forretning er ikke noget, salgsdirektøren alene kan placere hos en medarbejder med besked om at holde øje med kommende udbud. Hvis virksomheden seriøst vil ind på markedet, kan arbejdet involvere direktion, økonomifunktion, juridiske rådgivere, sikkerhedsorganisation og virksomhedens tekniske specialister.

Den egentlige NATO-parathed bliver dermed organisatorisk.

Virksomheden skal vide, hvem der ejer processen. Den skal have dokumentationen klar. Den skal kende de relevante indkøbsorganisationer. Og den skal forstå, hvilke krav der kan ramme virksomheden, når den bevæger sig fra almindeligt civilt salg til forsvarsmarkedet.

Først derefter giver det for alvor mening at spørge, hvilke kontrakter virksomheden kan vinde.

Det er ikke nok at overvåge udbud

Der ligger samtidig en strategisk fejl i alene at betragte NATO-markedet som en database over aktuelle udbud.

Det er naturligvis vigtigt at overvåge de konkrete indkøbsmuligheder. Men virksomheder, der alene reagerer på offentliggjorte udbud, risikerer konstant at komme for sent ind i processen.

Den interessante information ligger ofte tidligere.

Hvilke kapaciteter er NATO-landene ved at opbygge? Hvor kommer der mangel på leverandører? Hvilke systemer skal moderniseres? Hvor opstår der behov for vedligeholdelse, reservedele, software eller nye komponenter? Hvilke store hovedleverandører kommer til at få behov for underleverandører?

Det er her, traditionel udbudsovervågning bliver til egentlig markedsintelligens.

En dansk SMV behøver ikke nødvendigvis selv at vinde en stor NATO-kontrakt for at få del i oprustningen. Virksomheden kan i stedet komme ind gennem en større europæisk eller amerikansk forsvarsvirksomheds leverandørkæde.

For mange mindre virksomheder vil det sandsynligvis være den mest realistiske første vej ind.

Derfor bør virksomhederne både følge NATO’s egne indkøb og bevægelserne hos de store systemleverandører og hovedkontraktører, som kommer til at levere en betydelig del af den kommende militære kapacitetsopbygning.

NATO-markedet stopper ikke ved NATO’s egen indkøbsorganisation. Det fortsætter gennem hele den industrielle værdikæde.

Danmark har også en opgave

Hvis Danmark ønsker at opbygge en større national forsvarsindustri, bør diskussionen derfor handle om mere end kapital og produktionsfaciliteter.

Markedsadgang er mindst lige så afgørende.

Der bruges i disse år betydelige politiske kræfter på at få flere danske virksomheder til at interessere sig for forsvarsområdet. Der etableres netværk, innovationsprogrammer og partnerskaber, og virksomheder bliver opfordret til at tænke militære anvendelser ind i deres teknologier.

Det er fornuftigt.

Men næste skridt bør være at gøre vejen fra potentiel forsvarsleverandør til reel forsvarsleverandør mere overskuelig.

For den etablerede forsvarsvirksomhed er begreber som NCAGE, NSPA, NCIA, Neo og DoE en naturlig del af markedet. For direktøren i en dansk industrivirksomhed med 50 eller 100 medarbejdere kan det ligne et administrativt fremmedsprog.

Det er en barriere, som Danmark har en klar interesse i at reducere.

Hvis flere danske virksomheder skal ind i den europæiske og transatlantiske forsvarsindustri, skal de ikke alene have hjælp til innovation og finansiering. De skal også have lettere adgang til den konkrete viden om certificering, registrering, sikkerhed, eksportregler, markedsmuligheder og indkøbsprocesser, der afgør, om de faktisk kan konkurrere.

Ellers risikerer Danmark at have virksomhederne, teknologien og produkterne uden at få dem ordentligt ind på markedet.

Man skal være klar, før muligheden opstår

Det vigtigste råd til danske virksomheder er derfor også ganske enkelt:

Vent ikke på udbuddet.

Hvis virksomheden har et produkt, en teknologi eller en produktionskapacitet, som realistisk kan have militær anvendelse, bør arbejdet med NATO-markedet begynde, før den konkrete kontrakt kan ses i horisonten.

Virksomheden skal finde sin plads i NATO’s indkøbssystem, få styr på den nødvendige registrering, undersøge nationale godkendelseskrav og identificere de konkrete organisationer og programmer, hvor dens produkter er relevante.

Derefter skal markedet overvåges systematisk, relationer skal opbygges, og virksomheden skal beslutte, om den primært vil konkurrere direkte om kontrakter eller positionere sig som underleverandør til større forsvarsvirksomheder.

Det er ikke et hurtigt salgsprojekt.

Det er markedsudvikling.

Og netop derfor vil de virksomheder, der begynder nu, stå anderledes den dag, den rigtige kontrakt dukker op.

Den europæiske oprustning er allerede i gang. NATO-landene kommer til at efterspørge enorme mængder materiel, teknologi og understøttende tjenester i de kommende år. Konkurrencen om at levere dem bliver tilsvarende hård.

Danske virksomheder har teknologien og kompetencerne til at tage en større del af markedet.

Men adgang til NATO’s milliardmarked begynder ikke med at vinde det første udbud.

Den begynder med at være klar til at byde.

Del: