Europa-Kommissionen sætter nu yderligere fokus på samarbejdet mellem myndigheder og private virksomheder i krisesituationer. En ny europæisk taskforce skal bidrage til at styrke samfundets modstandsdygtighed. Men udviklingen rejser et afgørende spørgsmål for Danmark: Har vi de nødvendige aftaler, strukturer og kapaciteter til at aktivere erhvervslivet, når en alvorlig krise rammer?

Beredskab er ikke længere kun en myndighedsopgave

Krig i Europa, cyberangreb, sabotage mod kritisk infrastruktur og et mere komplekst trusselsbillede har ændret forudsætningerne for det europæiske beredskab.

Hvor kriseberedskab tidligere primært blev betragtet som en opgave for myndigheder, redningsberedskaber og militære organisationer, er der nu en voksende erkendelse af, at private virksomheder spiller en afgørende rolle i samfundets evne til at håndtere alvorlige kriser.

Det gælder virksomheder inden for transport, logistik, energi, fødevarer, kommunikation, sundhed og teknisk infrastruktur.

På European Civil Protection Forum i Bruxelles den 3.-4. november 2026 er netop samarbejdet mellem offentlige og private aktører kommet i fokus.

Europa-Kommissionen arbejder med en Public-Private Preparedness Task Force, der skal styrke samarbejdet om samfundskritiske funktioner, forsyningskæder og krisehåndtering.

Initiativet udspringer af EU’s Preparedness Union Strategy fra marts 2025 og er dermed en del af en bredere europæisk ambition om at gøre beredskab til et fælles samfundsansvar.

Virksomhederne er klar – men hvem giver dem opgaven?

Et af de centrale budskaber fra konferencen kom fra danske Maja Kirketerp Broløs, der deltog i en paneldebat om offentlig-private beredskabssamarbejder.

Med erfaringer fra Virksomhedsberedskabet fremhævede hun, at virksomhederne allerede er villige til at bidrage.

Men virksomhederne skal vide, hvad deres opgave er, hvem de skal samarbejde med, og hvilke rammer der gælder.

Det er en væsentlig pointe.

For en ting er at have adgang til virksomheder, der råder over lastbiler, generatorer, entreprenørmaskiner, lagerfaciliteter, kommunikationsudstyr og specialiserede medarbejdere.

Noget andet er at kunne aktivere disse ressourcer hurtigt og koordineret under en national krise.

Hvis ansvarsfordelingen først skal afklares, når strømmen forsvinder, kommunikationsnetværkene bryder sammen, eller kritisk infrastruktur bliver angrebet, risikerer værdifuld tid at gå tabt.

Danmark har sat penge af – men organiseringen bliver afgørende

Den danske regering lancerede i februar 2026 ambitionen om et nationalt totalberedskab.

I juli blev der besluttet investeringer på 1,2 milliarder kroner til styrkelse af beredskabet i 2026 inden for blandt andet energi, vand, telekommunikation, sundhed og transport.

Derudover blev der afsat 130 millioner kroner til etableringen af et fælles døgnbemandet situationscenter.

Investeringerne er væsentlige, men penge alene skaber ikke et velfungerende totalberedskab.

Et effektivt beredskab forudsætter, at kommuner, regioner, statslige myndigheder, Forsvaret og private virksomheder kan arbejde sammen på tværs af organisatoriske grænser.

Det kræver fælles planlægning, klare kommandoveje og regelmæssige øvelser.

Det kræver også politisk stillingtagen til, hvordan virksomheder skal kompenseres, når de stiller materiel, medarbejdere eller produktionskapacitet til rådighed.

For hvem betaler, hvis en virksomhed skal opretholde ekstra lagerkapacitet eller investere i materiel, der måske først bliver nødvendigt under en national krise?

Og hvem har fortrinsret til virksomhedens ressourcer, hvis både Forsvaret, en kommune og en kritisk infrastrukturoperatør efterspørger dem samtidig?

Det er spørgsmål, der bør afklares, før krisen opstår.

EU bevæger sig mod et mere forpligtende samarbejde

Europa-Kommissionens nye taskforce skal blandt andet arbejde med kontinuiteten i samfundskritiske funktioner, sårbarheder i forsyningskæder og bedre koordinering mellem myndigheder og virksomheder.

Kommissionens strategi lægger desuden op til udvikling af offentlig-private nødprocedurer.

Det er ikke i sig selv ensbetydende med nye juridiske forpligtelser for alle virksomheder. Men det viser en tydelig politisk bevægelse mod at gøre erhvervslivet til en mere integreret del af Europas kriseberedskab.

Samtidig rejser det spørgsmålet om, hvordan nationale beredskabsmodeller skal spille sammen på tværs af EU.

En alvorlig krise vil sjældent respektere landegrænser.

Transportkorridorer, energiforsyning, telekommunikation og forsyningskæder er allerede tæt forbundet.

Derfor bliver evnen til at koordinere både offentlige og private ressourcer på europæisk niveau stadig vigtigere.

Totalberedskabet skal også kunne fungere under krig

For Danmark handler udviklingen ikke alene om naturkatastrofer eller større ulykker.

Totalberedskabet skal også kunne understøtte samfundet under hybride angreb, omfattende sabotage og i yderste konsekvens krig.

Det betyder, at de civile kapaciteter skal kunne fungere samtidig med, at Forsvaret har et betydeligt behov for transport, logistik, kommunikation og andre ressourcer.

Her opstår en af de mest centrale udfordringer.

De samme virksomheder og ressourcer kan være nødvendige for både den militære opgaveløsning og opretholdelsen af civile samfundsfunktioner.

Derfor bliver prioritering, koordination og fælles planlægning helt afgørende.

Et nationalt totalberedskab kan ikke alene måles på antallet af beredskabsplaner eller størrelsen af de økonomiske bevillinger.

Det skal måles på, om samfundet faktisk kan fungere, når det bliver sat under pres.

Fra gode intentioner til konkret beredskab

Det europæiske initiativ understreger, at erhvervslivet ikke længere blot kan betragtes som en ekstern leverandør til beredskabet.

Virksomhederne er en del af selve beredskabskapaciteten.

Men det kræver, at myndighederne er villige til at give dem en tydelig rolle, inddrage dem i planlægningen og skabe økonomiske og juridiske rammer for deres deltagelse.

Danmark har taget de første politiske og økonomiske skridt mod et styrket totalberedskab.

Den næste opgave bliver at omsætte ambitionerne til operationel virkelighed.

For det afgørende spørgsmål er ikke, om danske virksomheder vil hjælpe, når krisen rammer. Det er, om myndighederne på forhånd har sikret, at de ved, hvem de skal ringe til, hvad virksomhederne skal levere, og hvem der har ansvaret.

Det er forskellen på at have et beredskab på papiret og et beredskab, der virker.