Ubemandede overfladefartøjer og undervandsdroner bliver stadig vigtigere i moderne søkrig. Men en ny strategisk analyse fra NATO Defense College advarer mod at forveksle teknologisk innovation med reel militær kapacitet. For Danmark, der står over for betydelige investeringer i Søværnet og overvågningen af Østersøen, Nordsøen og Nordatlanten, rejser analysen et centralt spørgsmål: Køber vi den teknologi, der ser mest lovende ud, eller den kapacitet, som Forsvaret faktisk har brug for?

Robotterne kommer – men er de løsningen?

Verdens førende flåder investerer i stigende grad i ubemandede fartøjer. Både på havoverfladen og under vandet udvikles systemer, der skal kunne gennemføre overvågning, rekognoscering og andre militære opgaver uden besætninger om bord.

Teknologien rummer betydelige muligheder. Ubemandede systemer kan indsættes i farlige områder, reducere risikoen for tab af menneskeliv og i visse situationer levere kapacitet til en lavere pris end traditionelle krigsskibe.

Men udviklingen rummer også en risiko.

I analysen The North Atlantic Robotics Organization?, offentliggjort den 22. september 2026, peger David Blagden fra University of Exeter og NATO Defense College på, at ubemandede fartøjer ikke nødvendigvis leverer den operative effekt, som deres fortalere forventer.

Hans hovedpointe er, at ubemandede fartøjer har begrænsninger, som ikke forsvinder, blot fordi teknologien udvikler sig. De har blandt andet mindre afskrækkende effekt, ringere evne til at tilpasse sig uforudsete situationer og skaber nye logistiske og kommunikationsmæssige udfordringer.

Afskrækkelse kræver mere end sensorer

Et af analysens væsentligste argumenter handler om afskrækkelse.

Et traditionelt krigsskib repræsenterer ikke alene våben, sensorer og militær teknologi. Det er også et synligt udtryk for politisk vilje, militær tilstedeværelse og evnen til at handle.

Et ubemandet fartøj kan indsamle efterretninger og overvåge et havområde, men det har ikke nødvendigvis samme politiske og militære signalværdi som en fregat med besætning.

Det er en vigtig forskel.

Særligt i Nordatlanten, hvor NATO skal demonstrere tilstedeværelse, beskytte kritisk infrastruktur og kunne reagere på potentielle trusler, kan bemandede og ubemandede platforme derfor ikke uden videre sidestilles.

Det handler ikke kun om, hvor meget teknologi man kan placere i vandet. Det handler om, hvilken militær effekt tilstedeværelsen skaber.

Kommunikation og logistik bliver en del af sårbarheden

Ubemandede fartøjer beskrives ofte som billigere og enklere alternativer til traditionelle skibe.

Men ubemandet betyder ikke vedligeholdelsesfrit.

Fartøjerne skal fortsat forsynes med energi, vedligeholdes, repareres og understøttes af en organisation, der kan planlægge og gennemføre operationerne.

Samtidig opstår et særligt problem omkring kommunikation.

Et ubemandet system, der er afhængigt af forbindelsen til en operatør eller et kommandosystem, kan blive sårbart over for elektronisk krigsførelse, forstyrrelser og tab af forbindelse.

Jo længere væk systemet opererer, desto større kan udfordringerne blive.

Det gælder ikke mindst undervandsdomænet, hvor kommunikation i forvejen er vanskelig, og hvor autonomi derfor får særlig betydning.

NATO-analysen understreger, at netop kommunikationsforbindelser og logistisk understøttelse kan blive afgørende begrænsninger ved en omfattende satsning på ubemandede flådesystemer.

Danmark skal passe på med at købe teknologi frem for kapacitet

For Danmark er problemstillingen særdeles aktuel.

Søværnet står over for omfattende modernisering, samtidig med at behovet for overvågning af kritisk undervandsinfrastruktur, havområder og strategiske forbindelser vokser.

Her kan ubemandede undervandssystemer få stor betydning.

De kan blandt andet anvendes til at kortlægge havbunden, inspicere undersøiske kabler og rørledninger, identificere mistænkelige aktiviteter og supplere den traditionelle maritime overvågning.

Men det afgørende spørgsmål er, hvordan systemerne indgår i den samlede militære kapacitet.

Et undervandsfartøj, der kan gennemføre en mission autonomt, er ikke nødvendigvis en erstatning for et bemandet krigsskib. Omvendt kan det levere en specialiseret kapacitet, som det ville være både dyrt og uhensigtsmæssigt at anvende et større skib til.

Den danske diskussion bør derfor ikke handle om bemandet eller ubemandet, men om den rigtige kombination.

Det gælder også i forhold til NATO’s forsvarsplanlægningsproces, NDPP, hvor medlemslandenes bidrag skal omsættes til konkrete militære kapaciteter.

Her er det afgørende, at anskaffelserne tager udgangspunkt i de operative behov og ikke alene i de teknologiske muligheder.

En mulighed for dansk forsvarsindustri

Analysen er samtidig interessant for danske virksomheder, der arbejder med maritime sensorer, undervandsteknologi, autonom navigation, kommunikation og databehandling.

Danmark har et erhvervsmæssigt udgangspunkt for at bidrage til udviklingen af fremtidens maritime kapaciteter.

Men markedet vil ikke nødvendigvis blive vundet af virksomheder, der kan levere den mest avancerede enkeltstående drone.

Det kan i lige så høj grad blive vundet af virksomheder, der kan levere de teknologier, som gør ubemandede systemer operationelt anvendelige.

Det gælder eksempelvis sikre kommunikationsløsninger, undervandssensorer, autonom beslutningsstøtte, energiforsyning og integration med eksisterende kommando- og kontrolsystemer.

Særligt integrationen bliver væsentlig.

Hvis ubemandede fartøjer skal bidrage til NATO’s samlede kampkraft, skal de kunne fungere sammen med bemandede skibe, fly, efterretningssystemer og andre allierede kapaciteter.

Her ligger en potentiel dansk styrkeposition.

Milliardinvesteringer kræver politiske prioriteringer

NATO Defense Colleges analyse rejser også et bredere forsvarspolitisk spørgsmål.

Når medlemslandene investerer betydelige beløb i nye militære kapaciteter, skal der foretages valg mellem forskellige teknologier og operative løsninger.

Penge anvendt på ét system kan ikke samtidig anvendes på et andet.

Hvis ubemandede fartøjer viser sig at kræve mere understøttelse, vedligeholdelse eller bemandet kapacitet end forudsat, kan den forventede økonomiske gevinst hurtigt blive reduceret.

Det betyder ikke, at investeringerne er forkerte.

Men det betyder, at beslutningstagerne skal kunne dokumentere, hvilken operativ effekt investeringerne forventes at levere, og hvilke alternativer der fravælges.

Det er netop den risiko for fejlprioriteringer, Blagden fremhæver i sin analyse.

Perspektiv: Fremtidens flåde bliver hverken bemandet eller ubemandet

Udviklingen af autonome maritime systemer er ikke til at stoppe. Teknologien vil uden tvivl få en stadig større rolle i fremtidens søkrig.

Men NATO Defense Colleges analyse er en påmindelse om, at teknologisk udvikling ikke automatisk er ensbetydende med større militær effekt.

For Danmark bør ambitionen være at opbygge et Søværn, hvor bemandede platforme, autonome systemer og avancerede sensorer understøtter hinanden.

Det kræver, at både politikere, Forsvaret og forsvarsindustrien tager udgangspunkt i de opgaver, der skal løses.

For i sidste ende er det ikke antallet af droner, skibe eller sensorer, der afgør Danmarks militære styrke. Det er evnen til at omsætte dem til reel operativ kampkraft.

Og netop her ligger analysens vigtigste budskab: Fremtidens flåde skal ikke nødvendigvis have færre søfolk og flere robotter. Den skal have den sammensætning, der bedst løser de militære opgaver.