Storbritannien skal stå i spidsen for en ny koalition af 12 NATO-lande, der over de kommende ti år vil investere mere end 50 milliarder dollar – svarende til omkring 327 milliarder kroner – i udvikling og anskaffelse af langtrækkende præcisionsvåben.

Initiativet har fået navnet Deep Precision Strike og markerer et afgørende skifte i Europas militære strategi.

For første gang samler en større gruppe europæiske lande sig om at opbygge en kapacitet, der hidtil i betydeligt omfang har været leveret eller understøttet af USA: Evnen til med stor præcision at ramme kommandocentre, luftforsvar, logistiske knudepunkter, missilramper og andre højt prioriterede mål langt bag en modstanders frontlinje.

Det britisk-ledede initiativ blev lanceret i forbindelse med NATO-topmødet i Ankara den 8. juli 2026. Våbnene skal kunne ramme mål på mindst 300 kilometers afstand, mens nogle af de planlagte systemer ventes at få en rækkevidde på mere end 2.000 kilometer.

Et europæisk svar på USA’s reducerede engagement

Initiativet bliver præsenteret som en styrkelse af NATO, men kan ikke adskilles fra den voksende europæiske usikkerhed om USA’s fremtidige militære rolle på kontinentet.

Det fremgår direkte af den fælles politiske begrundelse, at Europa skal overtage en større del af ansvaret for alliancens konventionelle afskrækkelse.

De nye våben skal udvikles uden amerikansk deltagelse. Dermed får initiativet også karakter af en europæisk forsikringspolice mod en situation, hvor USA enten ikke kan eller ikke vil levere de kapaciteter, som de europæiske allierede har været afhængige af.

Det gælder ikke mindst langtrækkende missiler, efterretninger, måludpegning, avancerede sensorer og den samlede kommando- og kontrolstruktur omkring dybe angreb.

USA er fortsat NATO’s stærkeste militære magt. Men amerikanske våbenlagre er under pres, produktionstiderne er lange, og Washington prioriterer i stigende grad ressourcer til Asien, Mellemøsten og amerikansk territorialforsvar.

Europa kan derfor ikke længere basere sin planlægning på, at amerikanske våben automatisk vil være til rådighed i en europæisk konflikt.

Fra luftforsvar til konventionel afskrækkelse

Europa har i de senere år investeret massivt i luft- og missilforsvar. Men luftforsvar alene er ikke tilstrækkeligt.

Hvis en modstander kan affyre missiler og droner fra baser, depoter og mobile affyringsramper langt bag fronten, vil det være både dyrt og militært utilstrækkeligt udelukkende at forsøge at skyde de indkommende våben ned.

Deep Precision Strike handler derfor om også at kunne ramme selve udgangspunktet for angrebene.

Det kan være:

• missilramper og ammunitionslagre
• kommandocentre og kommunikationsknudepunkter
• militære flybaser
• jernbaner, broer og logistiske forbindelser
• radarer og integrerede luftforsvarssystemer
• flådebaser og højt prioriterede maritime mål

Evnen til at gennemføre sådanne angreb kan tvinge en modstander til at flytte værdifulde systemer længere væk, sprede lagre og anvende flere ressourcer på beskyttelse.

Dermed bliver langtrækkende præcisionsvåben ikke kun et offensivt redskab. De bliver en central del af den konventionelle afskrækkelse.

Ukraine har demonstreret effekten

Erfaringerne fra Ukraine spiller en afgørende rolle for den nye europæiske satsning.

Ukrainske angreb mod russiske kommandoposter, ammunitionslagre, raffinaderier, flybaser og logistiske forbindelser har vist, at forholdsvis få præcisionsvåben kan få en effekt, der er langt større end våbnenes antal.

Ifølge den britiske regering har Ukraines anvendelse af langtrækkende systemer haft en markant betydning for Ruslands muligheder for at opretholde offensive operationer.

Det afgørende er ikke alene sprængkraften.

Det er kombinationen af rækkevidde, præcision, efterretninger, måludpegning og evnen til at angribe på det tidspunkt, hvor målet er mest sårbart.

Derfor skal Deep Precision Strike heller ikke forstås som ét enkelt nyt missil. Det er snarere etableringen af en samlet europæisk familie af våben, sensorer, affyringsplatforme og digitale systemer.

Danmark er med ved bordet

Danmark er blandt de lande, der allerede har tilsluttet sig NATO’s multinationale projekt for jordbaserede præcisionsangreb.

Ved NATO’s forsvarsindustriforum i Ankara lancerede Danmark sammen med Frankrig, Italien, Norge, Tyrkiet og Storbritannien et såkaldt High Visibility Project for Ground-Based Precision Strike Capabilities.

Projektet skal undersøge mulighederne for fælles udvikling af nye missiler og affyringssystemer.

Den bredere britisk-ledede koalition består ifølge den offentliggjorte fælleserklæring af Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Tyskland, Nederlandene, Norge, Rumænien, Spanien, Sverige, Tyrkiet og Storbritannien.

Det betyder, at Danmark ikke blot står over for at skulle købe en fremtidig kapacitet.

Danmark er placeret i den gruppe af lande, der kan få indflydelse på krav, arkitektur, standarder, anskaffelser og industriel arbejdsdeling.

Det er en position, der kan blive meget værdifuld.

Kampen om standarderne begynder nu

Når 12 lande skal investere mere end 327 milliarder kroner, vil de første beslutninger få stor betydning for, hvilke virksomheder og teknologier der bliver en del af de fremtidige forsyningskæder.

Det handler blandt andet om:

• styrings-, navigations- og kommunikationssystemer
• sensorer og målsøgningssystemer
• software til missionsplanlægning
• sikre datalinks
• elektronisk krigsførelse
• motorer og fremdrift
• sprænghoveder og energetiske materialer
• affyringsplatforme
• satellitdata og måludpegning
• integration mellem land-, sø- og luftbaserede systemer

Det britiske program bygger allerede videre på en række eksisterende samarbejder.

Storbritannien og Tyskland arbejder under Trinity House-aftalen på våben med en rækkevidde på over 2.000 kilometer. Programmet skal undersøge både stealth-baserede krydsermissiler og hypersoniske våben og ventes først at levere operative systemer i 2030’erne.

Samtidig samarbejder Storbritannien, Frankrig og Italien om Stratus-programmet, der skal udvikle efterfølgere til Storm Shadow-krydsermissilet. Her arbejdes der både med en stealth-variant og en højhastighedsvariant, der blandt andet skal kunne bekæmpe skibe og undertrykke fjendtlige luftforsvarssystemer.

Det er gennem sådanne programmer, Europas kommende standarder bliver fastlagt.

Når først arkitekturen, datalinkene og grænsefladerne er valgt, kan det blive vanskeligt for nye leverandører at komme ind senere.

En mulighed for dansk forsvarsindustri

Danmark har ikke en stor national missilindustri. Men det betyder ikke, at danske virksomheder er uden muligheder.

Moderne langtrækkende våbensystemer består af langt mere end selve missilet.

Danske virksomheder har kompetencer inden for blandt andet avanceret elektronik, sensorer, radar, kommunikation, cybersikkerhed, software, satellitdata, kompositmaterialer, maritime systemer, droner og integration af komplekse forsvarssystemer.

Derudover kan danske virksomheder spille en rolle inden for produktionsteknologi, test, vedligeholdelse, logistik og sikring af forsyningskæder.

NATO understreger selv, at fælles udvikling og fælles indkøb skal reducere omkostningerne, accelerere produktionen og sikre større interoperabilitet mellem landene.

Men industriel deltagelse kommer ikke automatisk.

Det kræver, at Danmark fra begyndelsen gør national værdiskabelse og adgang for danske virksomheder til en del af den politiske og militære strategi.

Ellers risikerer Danmark alene at blive kunde i et marked, hvor andre lande allerede har fordelt udviklingsopgaver, arbejdspladser og eksportmuligheder mellem sig.

Storbritannien positionerer sig som Europas militære leder

Initiativet fortæller også noget om Storbritanniens rolle efter Brexit.

Mens EU udvikler nye finansieringsinstrumenter og forsvarsindustrielle programmer, forsøger Storbritannien at placere sig som den operative og teknologiske leder i den europæiske del af NATO.

London kan bygge videre på tætte relationer til både USA, Tyskland, Frankrig, Italien, Norden og de østeuropæiske lande.

Samtidig råder Storbritannien over en betydelig missilindustri og virksomheder med adgang til nogle af Europas mest avancerede teknologier.

Ved at stå i spidsen for Deep Precision Strike kan Storbritannien være med til at definere både de militære krav og den industrielle struktur omkring en af NATO’s vigtigste fremtidige kapaciteter.

Et nyt europæisk våbenkapløb

Investeringen på over 327 milliarder kroner skal ses som begyndelsen snarere end afslutningen.

Langtrækkende præcisionsvåben er dyre at udvikle, og endnu dyrere at producere i de mængder, der kræves for at opbygge troværdige lagre.

Samtidig er affyringssystemerne kun én del af regnestykket.

Der skal også investeres i satellitter, droner, radarer, kunstig intelligens, sikker kommunikation og systemer, der hurtigt kan identificere og prioritere mål.

Det betyder, at det samlede marked omkring Deep Precision Strike sandsynligvis bliver betydeligt større end de første 50 milliarder dollar.

Det afgørende spørgsmål bliver derfor ikke alene, om Europa kan udvikle våbnene.

Det bliver, om Europa kan producere dem hurtigt, i tilstrækkelige mængder og med forsyningskæder, der kan fungere under en langvarig konflikt.

Forsvarsoverblikkets vurdering

Den britisk-ledede koalition markerer et afgørende skridt i Europas bevægelse mod større militær selvstændighed.

Det er ikke et opgør med NATO eller USA.

Det er en erkendelse af, at NATO kun kan bevare sin troværdighed, hvis de europæiske lande selv er i stand til at levere en større del af alliancens militære slagkraft.

For Danmark er budskabet klart.

Vi er med i koalitionen og ved bordet, hvor de fremtidige krav bliver formuleret. Men det vindue står ikke åbent for evigt.

Hvis danske virksomheder skal have en plads i de kommende programmer, skal den industrielle indsats begynde nu – længe før de første missiler bliver bestilt.

Deep Precision Strike handler derfor ikke kun om, hvor langt Europa skal kunne ramme.

Det handler også om, hvem der skal udvikle, producere og kontrollere de våbensystemer, som Europas fremtidige sikkerhed skal bygge på.