Da NATO’s øverstkommanderende den 12. oktober præsenterede sin nye Theory of Victory, var budskabet klart: En modstanders evne til at føre krig skal nedbrydes ved ikke alene at bekæmpe de militære styrker, men også de systemer, der holder dem operative. Det sætter logistik, ammunition, vedligeholdelse og forsyningssikkerhed i centrum. Men hvordan står Danmark egentlig rustet? Forsvarets egne oplysninger viser, at der er iværksat omfattende forbedringer, mens tidligere revisionskritik og store kommende materielleverancer understreger, hvor vanskelig opgaven bliver.

NATO’s nye strategi rammer direkte ned i en dansk udfordring

En kampvogn uden brændstof kan ikke manøvrere. Et artillerisystem uden ammunition kan ikke bekæmpe fjenden, og et kampfly uden reservedele og vedligeholdelse kan ikke gennemføre sine missioner. Det er en militær sandhed, som har været kendt i generationer, men som nu får fornyet aktualitet efter NATO’s øverstkommanderende i Europa, general Alexus G. Grynkewich, den 12. oktober 2026 præsenterede sin Theory of Victory.

Med begreberne Block, Blunt and Break beskriver NATO, hvordan alliancen først skal standse et angreb, derefter bremse modstanderens fremdrift og om nødvendigt nedbryde de militære systemer, der gør det muligt at fortsætte krigen. Det sidste omfatter ikke blot de angribende styrker, men også deres kommandoapparat, logistik og evne til at modtage nye forsyninger.

Det er netop denne sidste del, der gør præsentationen interessant i en dansk sammenhæng. For hvis NATO ønsker at kunne lamme en modstanders militære operationer ved at afskære forsyninger og ødelægge understøttende systemer, må alliancen samtidig sikre, at dens egne styrker kan modstå tilsvarende angreb.

Dermed bliver logistik ikke blot et spørgsmål om, hvor effektivt Forsvaret kan transportere ammunition, brændstof og materiel i fredstid. Det bliver et spørgsmål om, hvorvidt Forsvaret kan opretholde sin kampkraft under en længerevarende konflikt, hvor depoter, transportforbindelser, energiforsyning og kommunikationssystemer kan være truet.

Og her viser en gennemgang af danske myndigheders egne oplysninger, at der både er erkendte udfordringer og betydelige forandringer i gang.

Forsvaret har netop oprettet en ny logistisk kommando

Et af de tydeligste tegn på, at logistikken har fået en mere central placering i dansk forsvarsplanlægning, er oprettelsen af Operativ Støttekommando den 1. januar 2026.

Den nye værnsfælles kommando har til opgave at koordinere den logistiske støtte til Forsvarets enheder og samle ansvaret for blandt andet transport, forsyninger, reparation, vedligeholdelse og militære sundhedsydelser. Organisationen omfatter ifølge Forsvarets egne oplysninger cirka 2.600 medarbejdere og har fire underliggende myndigheder, herunder Forsvarets Forsyningstjeneste, Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste og Joint Movement and Transportation Organization.

Forsvaret beskriver selv formålet som at sikre, at soldaterne har det nødvendige materiel til rådighed på det rigtige tidspunkt og sted.

Oprettelsen er væsentlig, fordi den viser, at logistikken organisatorisk bliver behandlet som en samlet operativ funktion og ikke blot som en række adskilte støtteopgaver. Men en ny kommandostruktur er ikke i sig selv dokumentation for, at den nødvendige robusthed allerede er etableret.

Den afgørende prøve bliver, om organisationen kan understøtte større militære operationer over længere tid, håndtere omfattende materieltab og sikre fortsatte forsyninger under forhold, hvor infrastrukturen ikke nødvendigvis fungerer som planlagt.

Det er en væsentlig forskel. At kunne levere effektiv logistik i fredstid er ikke det samme som at kunne opretholde forsyninger under krig.

FMI erkender selv, at den næste store udfordring bliver driften

Et andet interessant indblik i situationen kommer fra Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, FMI.

I februar 2026 beskrev FMI et markant skifte i arbejdet med den danske oprustning. Efter en periode med fokus på anskaffelser skal organisationen nu i stigende grad koncentrere sig om at modtage, klargøre, integrere og udlevere de store mængder materiel, som er på vej til Forsvaret.

Ifølge FMI drejer det sig blandt andet om mere end 5.000 nye køretøjer og containere over de følgende to til tre år samt over 50.000 hånd- og enhedsvåben. FMI understregede samtidig betydningen af at undgå flaskehalse i modtagelsen og implementeringen af materiellet.

Det er en bemærkelsesværdig melding, fordi den viser, at den danske oprustning nu bevæger sig ind i en fase, hvor selve anskaffelsen kun er begyndelsen.

Tusindvis af nye køretøjer skal ikke blot leveres. De skal registreres, klargøres, vedligeholdes, forsynes med reservedele og indgå i operative enheder. Våben skal ledsages af ammunition, uddannelse, vedligeholdelse og den nødvendige logistiske infrastruktur.

Det stiller store krav til både personel, faciliteter, digitale systemer og forsyningskæder.

FMI’s egne oplysninger dokumenterer ikke, at organisationen mangler kapacitet til at løse opgaven. Men de dokumenterer, at omfanget af de kommende leverancer er usædvanligt stort, og at myndigheden selv er opmærksom på risikoen for flaskehalse.

Set i lyset af NATO’s nye militære tilgang bliver spørgsmålet derfor ikke alene, hvor hurtigt Danmark kan anskaffe nyt materiel, men hvor hurtigt materiellet kan omsættes til vedvarende operativ kampkraft.

Ammunition er blevet et spørgsmål om national forsyningssikkerhed

Et af de områder, hvor Danmark allerede har taget konkrete skridt, er ammunitionsforsyningen. I februar 2025 besluttede forsvarsforligskredsen at vælge Nammo til at etablere national ammunitionsproduktion i Danmark. Samtidig blev det besluttet at fremskynde opbygningen af Forsvarets beholdninger af morter- og artilleriammunition. I juni samme år blev der indgået en aftale om statsligt medejerskab i Nammo Denmark A/S som led i genetableringen af produktionen i Elling.

Beslutningen er interessant, fordi den markerer en erkendelse af, at forsyningssikkerhed ikke alene kan baseres på muligheden for at købe ammunition på det internationale marked, når behovet opstår. Under en større konflikt vil mange NATO-lande efterspørge de samme produkter samtidig, og produktionskapaciteten kan blive en væsentlig begrænsning.

Men etableringen af national produktion er ikke uden udfordringer. I februar 2026 oplyste Forsvarsministeriet, at der var konstateret merudgifter på omkring 480 millioner kroner til bygningerne i Elling, blandt andet som følge af ændrede krav til sikkerhed, bygningsareal og infrastruktur. Merudgifterne skulle håndteres inden for de allerede afsatte reserver.

Endnu mere interessant er FMI’s egen mål- og resultatplan for 2026. Her fremgår det, at styrelsen skal opstille konkrete målsætninger for produktionskapacitet og forsyningssikkerhed på udvalgte områder. Samtidig er produktionsstart på ammunitionsfabrikken i Elling planlagt til 2027.

Det fortæller noget væsentligt om, hvor Danmark befinder sig i processen. Den nationale produktionskapacitet er under opbygning, og arbejdet med at fastlægge konkrete mål for forsyningssikkerheden indgår fortsat i FMI’s opgaver.

Det er positivt, at arbejdet er sat i gang, men det betyder også, at man ikke kan sidestille beslutningen om at etablere en ammunitionsfabrik med, at Danmark allerede har opnået den ønskede forsyningssikkerhed. En fabrik, der endnu ikke er sat i produktion, kan ikke dække et aktuelt operativt behov.

Derudover er national produktion ikke nødvendigvis det samme som national selvforsyning. Produktion af ammunition kan fortsat være afhængig af importerede råvarer, komponenter, specialkemikalier og underleverandører. Den samlede forsyningskæde skal derfor vurderes, ikke alene fabrikkens geografiske placering.

Rigsrevisionen har dokumenteret alvorlige problemer med Forsvarets fundament

Den måske mest håndgribelige dokumentation for udfordringerne i det danske forsvars understøttende funktioner findes i Rigsrevisionens undersøgelser.

I juni 2025 offentliggjorde Rigsrevisionen en beretning om Forsvarsministeriets vedligeholdelse af bygninger. Konklusionen var kritisk. Ministeriet havde ikke tilstrækkeligt overblik over bygningernes tilstand, vedligeholdelsesplanlægningen var mangelfuld, og en betydelig del af de afsatte vedligeholdelsesmidler var ikke blevet anvendt.

Forsvarsministeriet havde på daværende tidspunkt opgjort vedligeholdelsesefterslæbet på bygninger til omkring 15 milliarder kroner. Undersøgelsen viste desuden, at cirka 80 procent af ministeriets lokationer ikke havde fået gennemført bygningssyn rettidigt i den undersøgte periode.

I forsvarsministerens efterfølgende redegørelse fra september 2025 blev det samlede vedligeholdelsesefterslæb på ministeriets etablissementer opgjort til op mod 26,9 milliarder kroner, hvoraf omkring 16 milliarder kroner vedrørte bygninger. Tallene er ikke direkte sammenlignelige, fordi den større opgørelse også omfatter andre dele af etablissementerne.

Det er vigtigt at understrege, at dårligt vedligeholdte bygninger ikke i sig selv dokumenterer manglende militær forsyningssikkerhed. Men bygninger, værksteder, depoter, tekniske installationer og anden infrastruktur udgør en del af det fundament, som Forsvarets daglige drift og operative aktiviteter afhænger af.

Og når Forsvarsministeriet ikke har et tilstrækkeligt overblik over tilstanden på store dele af sin bygningsmasse, rejser det et relevant spørgsmål om, hvor hurtigt og effektivt den nødvendige logistiske infrastruktur kan udbygges.

Kritikken stopper ikke her. I juni 2024 konkluderede Rigsrevisionen, at Forsvarsministeriets større materielanskaffelser i den undersøgte periode i gennemsnit var fire et halvt år forsinkede. Af 20 undersøgte anskaffelser var 19 forsinkede, og flere havde ikke det planlagte indhold. Rigsrevisionen pegede desuden på mangler i opfølgningen på de samlede anskaffelsesudgifter, herunder udgifter ud over selve materiellet.

Undersøgelsen vedrørte anskaffelser fra 2018 til 2023 og dokumenterer derfor ikke, at de samme problemer nødvendigvis fortsætter i alle nye anskaffelser. Men den viser, hvorfor det er nødvendigt at følge implementeringen af den igangværende oprustning tæt.

For et våbensystem er ikke en operativ kapacitet, blot fordi kontrakten er underskrevet. Det kræver også, at uddannelse, ammunition, reservedele, faciliteter og vedligeholdelse er på plads.

Og i februar 2026 kom endnu en beretning fra Rigsrevisionen. Denne gang om Forsvarsministeriets styring af facility management, hvor konklusionen var, at styringen ikke havde været tilfredsstillende siden hjemtagningen af opgaverne i 2022. Udgifterne var steget betydeligt, uden at ministeriet havde tilstrækkeligt overblik over årsagerne eller sammenhængen med kvaliteten.

Tilsammen tegner undersøgelserne et billede af et forsvarsområde, hvor der er dokumenteret betydelige udfordringer med styring, vedligeholdelse og implementering. Det er ikke det samme som en samlet vurdering af Forsvarets operative logistik, men det er forhold, der har betydning for mulighederne for at opbygge en robust og vedvarende forsvarsevne.

NATO har allerede gjort logistik til et selvstændigt indsatsområde

Det er værd at bemærke, at logistikkens betydning ikke først blev erkendt med Grynkewichs tale den 12. oktober.

NATO har allerede etableret en særlig Logistics Action Plan, som skal forbedre alliancens evne til at modtage, flytte, forsyne og understøtte militære styrker.

I NATO’s årsrapport for 2025 beskrives blandt andet behovet for bedre transport- og logistikkapacitet, sikker brændstofforsyning og tættere samarbejde med industrien. Alliancen fremhæver desuden otte områder for umiddelbar handling, herunder multinational vedligeholdelse, logistik under fjendtlig påvirkning, militære transportkorridorer, flytning af ammunition, digitalisering af toldprocedurer og jernbanetransport.

Det understreger, at logistikkens betydning allerede er omsat til konkrete arbejdsområder i NATO. Theory of Victory giver imidlertid disse indsatser en endnu tydeligere militær begrundelse: Forsyningssystemerne er ikke blot nødvendige for at støtte styrkerne, men afgørende for, om de kan fortsætte kampen.

For Danmark har dette også en særlig geografisk dimension. Vores havne, lufthavne, vejnet, jernbaner og energiinfrastruktur kan få betydning for allierede styrkers bevægelse og understøttelse i Nordeuropa og Østersøområdet.

Allerede i den anden delaftale under forsvarsforliget 2024-2033 indgik derfor undersøgelser af blandt andet transportkapacitet, ammunitionslagre og støtte til deployering af styrker, herunder værtsnationsstøtte til allierede enheder.

Det viser, at behovene er identificeret politisk. Men den offentligt tilgængelige dokumentation giver ikke et fuldstændigt billede af, hvor stor den samlede operative kapacitet er i dag, eller hvor længe Danmark kan understøtte større militære operationer under krigsforhold.

Det er en vigtig begrænsning, når man skal vurdere Danmarks faktiske robusthed.

Perspektiv: Danmark opruster – men kan vi holde Forsvaret kørende?

Gennemgangen af de offentlige dokumenter giver ikke grundlag for at fastslå, at Danmark i dag har en fuldt robust militær logistik og forsyningssikkerhed. Omvendt giver dokumenterne heller ikke grundlag for at konkludere, at Forsvaret ikke vil kunne opretholde sine operationer under en konflikt. En sådan vurdering ville kræve adgang til oplysninger om blandt andet faktiske beholdninger, forsyningsplaner, reservekapacitet, operative beredskaber og resultater fra militære øvelser, som ikke er fuldt offentligt tilgængelige.

Men der er nogle væsentlige forhold, som kan dokumenteres. Forsvaret har oprettet en ny operativ støttekommando, FMI står over for en omfattende opgave med at implementere tusindvis af nye materielenheder, national ammunitionsproduktion er under etablering, og NATO har gjort logistisk robusthed til et centralt indsatsområde. Samtidig har Rigsrevisionen dokumenteret betydelige problemer med materielanskaffelser, bygningsvedligeholdelse og styringen af Forsvarets understøttende funktioner.

Det interessante er derfor ikke, om Danmark har opdaget betydningen af logistik. Det har vi. Spørgsmålet er, om vi kan nå at omsætte erkendelsen til en tilstrækkelig operativ kapacitet.

Her er der grund til at stille nogle kritiske spørgsmål. Når vi investerer milliarder i nye våbensystemer, følger der så samtidig tilstrækkelige investeringer i depoter, værksteder, transportkapacitet, reservedele og ammunition? Er den danske forsvarsindustri indrettet til at levere under en længerevarende krise? Og har vi den nødvendige sammenhæng mellem militære behov og den civile infrastruktur, som Forsvaret er afhængigt af?

For det er netop denne sammenhæng, NATO’s nye militære tilgang aktualiserer.

En moderne militær styrke består ikke alene af kampvogne, kampfly, skibe og soldater. Den består også af de forsyningskæder, produktionsfaciliteter, transportløsninger og vedligeholdelsessystemer, der gør det muligt at holde styrkerne operative.

Det stiller også nye krav til samarbejdet med dansk erhvervsliv. Virksomheder inden for transport, lager, byggeri, energi, digitalisering og industriel produktion kan få en langt mere central rolle i fremtidens forsvar. Ikke nødvendigvis som leverandører af våben, men som leverandører af den robusthed, der gør våbnene anvendelige.

NATO’s øverstkommanderende har med Theory of Victory gjort det klart, at en modstanders evne til at føre krig skal kunne nedbrydes ved at ramme de systemer, der understøtter den militære indsats. Det er samtidig en påmindelse om, hvor vigtigt det er at beskytte og styrke vores egne.

Danmark har taget en række konkrete skridt, men en stor del af den nødvendige opbygning er fortsat under gennemførelse. Derfor bør den politiske debat ikke alene handle om, hvor meget nyt materiel Forsvaret anskaffer, men også om, hvor hurtigt og hvor længe det kan holdes operativt.

For det er ikke nødvendigvis den, der har flest våben, som kan kæmpe længst. Det er den, der kan blive ved med at forsyne, vedligeholde og anvende dem.

Og netop dér ligger måske den største danske udfordring i NATO’s nye militære virkelighed.