Mens Europas opmærksomhed er rettet mod kampvogne, missiler og ammunition, er en ny forsvarsfront ved at tage form under havets overflade. NATO investerer nu massivt i overvågning af kritisk infrastruktur på havbunden, og udviklingen kan få stor betydning for både Danmarks sikkerhed, energiforsyning og forsvarsindustri.
Den nye forsvarsfront ligger under vand
Når NATO taler om afskrækkelse, tænker de fleste på soldater, fregatter, kampfly og missiler. Men i dag er nogle af alliancens vigtigste strategiske aktiver hverken bevæbnede eller militære.
De ligger på havbunden.
Elkabler, internetforbindelser, gasledninger og energiinfrastruktur udgør rygraden i moderne samfund. Ifølge NATO passerer omkring 95 procent af verdens internationale datatrafik gennem undersøiske kabler, mens enorme mængder energi transporteres gennem havbundsledninger. Samtidig vurderer NATO, at kritisk undervandsinfrastruktur i stigende grad er blevet et mål for sabotage, påvirkningsoperationer og hybrid krigsførelse.
Derfor lancerede NATO i begyndelsen af 2025 operationen Baltic Sentry for at styrke beskyttelsen af kritisk infrastruktur i Østersøområdet. Operationen omfatter blandt andet fregatter, maritime overvågningsfly, nationale sensorer og en voksende flåde af ubemandede systemer.
Men det mest interessante er måske ikke operationen i sig selv.
Det interessante er, hvad den er ved at udvikle sig til.
Fra patruljer til permanente sensornetværk
Traditionelt har overvågning til søs været baseret på skibe, fly og radarer. Problemet er, at havbunden er enorm, og kritiske installationer strækker sig over tusindvis af kilometer.
Ingen flåde kan være overalt på én gang.
Derfor eksperimenterer NATO nu med en ny tilgang. I stedet for hovedsageligt at overvåge havet ovenfra forsøger man at skabe et sammenhængende digitalt situationsbillede ved hjælp af autonome systemer, kunstig intelligens og sensorer placeret tæt på infrastrukturen.
NATO’s Task Force X-Baltic har allerede testet mere end 70 luft-, overflade- og undervandsdroner i Østersøen. Formålet har været at skabe vedvarende overvågning af kritiske områder og identificere mistænkelige aktiviteter langt hurtigere end tidligere.
Ifølge NATO viste forsøgene, at autonome systemer kan levere omfattende overvågning til en brøkdel af omkostningerne ved traditionelle flådeenheder. Samtidig kan kunstig intelligens hjælpe med at identificere afvigende sejlmønstre, uventede stop eller andre aktiviteter, som kan indikere forsøg på sabotage.
Det er i praksis begyndelsen på et digitalt hegn under havets overflade.
Hybridkrigens virkelige mål
Udviklingen afspejler en erkendelse, som er vokset frem siden sprængningen af Nord Stream-rørledningerne i 2022.
Moderne konflikter handler ikke kun om at ødelægge militære mål.
De handler i stigende grad om at skabe usikkerhed i samfundet.
Hvis et land kan forstyrre energiforsyningen, afbryde datakommunikation eller skabe tvivl om forsyningssikkerheden uden åbent at angribe et NATO-medlem, kan det opnå betydelige strategiske effekter uden at udløse en traditionel militær konfrontation.
Netop derfor er undervandsinfrastruktur blevet et centralt fokusområde for NATO. Alliancen har oprettet både et særligt koordineringscenter for kritisk undervandsinfrastruktur samt et netværk, hvor myndigheder, virksomheder og forsvarsorganisationer deler information og erfaringer.
Det er en udvikling, som peger på, at grænsen mellem civil og militær sikkerhed bliver stadig mere flydende.
Danmark har mere på spil end de fleste
For Danmark er udviklingen særlig interessant.
Danmark ligger geografisk midt mellem Nordsøen og Østersøen og kontrollerer adgangsvejene til nogle af Europas vigtigste maritime områder.
Samtidig er Danmark ved at blive en af Europas største producenter af offshore energi.
Store havvindmølleparker, kommende energiøer, internationale elkabler og omfattende datainfrastruktur betyder, at en stadig større del af dansk kritisk infrastruktur kommer til at ligge på havet.
Dermed bliver beskyttelse af havbunden ikke blot en NATO-opgave.
Det bliver en dansk kerneopgave.
Den klassiske opdeling mellem energipolitik, erhvervspolitik og forsvarspolitik giver derfor mindre mening end tidligere. Hvis en modstander kan ramme strømforsyning, kommunikation eller energidistribution uden formelt at angribe Danmark, kan konsekvenserne være betydelige.
Det er derfor næppe tilfældigt, at Danmark er blandt de otte lande, der har tilsluttet sig NATO-samarbejdet om hurtigere anskaffelse af nye teknologier til maritim overvågning og beskyttelse af kritisk infrastruktur.
En overset mulighed for dansk industri
Forsvarsoverblikket har tidligere skrevet meget om våbenproduktion, skibsbyggeri og ammunition.
Men beskyttelse af undervandsinfrastruktur er ved at udvikle sig til sit eget marked.
Og her kan danske virksomheder potentielt få en stærk position.
Danmark råder allerede over betydelige kompetencer inden for offshore energi, maritime sensorer, digital overvågning, avanceret software, droneteknologi og havmiljøovervågning.
Mange af de teknologier, som NATO efterspørger, findes allerede i civil anvendelse.
Den interessante udvikling er derfor ikke nødvendigvis opfindelsen af helt nye systemer, men snarere militær anvendelse af eksisterende teknologier.
Når NATO efterspørger autonome fartøjer, sensornetværk, dataplatforme og AI-baseret analyse, opstår der et nyt krydsfelt mellem forsvarssektoren, energisektoren og den maritime industri.
Det kan vise sig at blive et af de hurtigst voksende områder inden for europæisk forsvarsinnovation de kommende år.
Fremtidens søkrig handler også om data
Vi har i årtier vurderet sømilitær styrke ud fra antallet af skibe, missiler og ubåde.
Det kommer vi fortsat til.
Men Baltic Sentry antyder, at fremtidens maritime sikkerhed i stigende grad også kommer til at handle om data.
Den aktør, der først opdager den mistænkelige aktivitet, det afvigende skibsmønster eller det potentielle angreb på kritisk infrastruktur, vil få en afgørende fordel.
Derfor investerer NATO ikke blot i flere patruljer.
Alliancen investerer i et helt nyt digitalt overvågningslag under havoverfladen.
Spørgsmålet er ikke længere, om kritisk undervandsinfrastruktur er blevet en del af forsvarspolitikken.
Spørgsmålet er snarere, om Danmark er ved at forberede sig hurtigt nok på den virkelighed, hvor næste sikkerhedspolitiske krise måske ikke begynder med et missilangreb, men med et kabel, der pludselig holder op med at virke.








