Den norske ammunitionsgigant Nammo står midt i en historisk vækstperiode. Efterspørgslen på ammunition i Europa er eksploderet, og direktør Morten Brandtzæg beskriver situationen uden omsvøb:
– Vi jobber vettet av oss, siger han til TV 2 Norge.
Krigen i Ukraine har på få år vendt op og ned på den europæiske forsvarsindustri. Ammunitionslagrene er tømt, og produktionen halter efter behovet. Nammo har derfor sat gang i en massiv oprustning – både i Norge og gennem et nyt joint venture med en ukrainsk industripartner, der skal gøre Ukraine selvforsynende på ammunition og komponenter.
– I en utholdenhetskrig må man ha en utholdende industri bak seg, understreger Brandtzæg.
7000 ansatte og nye fabrikker
Nammo havde for blot fire år siden 2100 ansatte. I dag beskæftiger virksomheden 4000 – og forventer at runde 7000 medarbejdere inden 2029.
Der bygges nye fabrikker, og flere norske lokaliteter er i spil som potentielle produktionssteder, afhængigt af adgang til strøm, logistik og industriarbejdskraft.
– Vi ønsker at samarbejde med industri som har den kvaliteten og infrastrukturen vi søger, siger Nammo-direktøren.
Europa skal genopbygge
Den norske forsvarsminister Tore O. Sandvik (Ap) kalder udviklingen både nødvendig og uundgåelig:
– Vi har bygget ned forsvarsindustrien i flere tiår. Nå skal vi bygge den opp igjen. Det tar tid.
Norge har meldt ud, at landet vil bruge 5 % af BNP på forsvarsinvesteringer, hvilket gør landet til et af de mest ambitiøse i NATO-målt på industristøtte.
Et europæisk mønster
Nammo er blot ét eksempel på en bredere europæisk bevægelse. Lignende udvidelser ses hos:
- Rheinmetall (Tyskland) – bygger nye ammunitionsfabrikker i Ungarn og Tyskland.
- Nexter (Frankrig) – udvider 155 mm produktionen.
- PGZ (Polen) – skaber nationale ammunitionslagre og nye værksteder.
Fællesnævneren er tydelig: Europa er ved at genskabe sin industrielleforsvarskapacitet – med Ukraine som en aktiv medproducent.
Fra fredstidsproduktion til beredskabsøkonomi
Den nye industrielle dagsorden betyder, at militær produktion igen betragtes som en del af samfundets forsyningssikkerhed, ikke blot som et erhverv.
Lokal produktion, adgang til strøm og kortere forsyningslinjer bliver nøgleordene i et Europa, der ikke længere kan tage freden for givet.