NATO-topmødet i Ankara bliver næppe husket for de store overskrifter eller lange slutkommunikéer.

Det bliver husket for noget langt vigtigere.

Om alliancen lykkes med at omsætte politiske ambitioner til reel militær styrke, industriel kapacitet og robuste samfund.

For første gang siden Den Kolde Krig står NATO over for en situation, hvor afskrækkelse ikke alene handler om antallet af soldater, kampfly eller kampvogne. Den handler om, hvor hurtigt medlemslandene kan producere nyt materiel, beskytte kritisk infrastruktur, udvikle ny teknologi og sikre, at samfundene kan fungere – også under et massivt pres.

Ser man bag de officielle dagsordener, tegner der sig fire temaer, som kommer til at definere NATO de næste mange år.

1. Fra forsvarsbudgetter til operative kapaciteter

I mange år har diskussionen handlet om, hvorvidt medlemslandene brugte 2 procent af BNP på forsvar.

Den diskussion er i dag afløst af et langt mere relevant spørgsmål.

Kan pengene omsættes til kapaciteter?

Den nye ambition om investeringer svarende til op mod 5 procent af BNP – hvor både klassiske forsvarsudgifter og investeringer i samfundets robusthed indgår – er kun begyndelsen.

Det afgørende bliver, om investeringerne skaber flere operative enheder, mere ammunition, flere skibe, flere droner, bedre luftforsvar og et højere beredskab.

Fremtidens styrkemål bliver derfor ikke alene målt i kroner.

De bliver målt i leveringskraft.

Kan NATO levere den kapacitet, som situationen kræver?

2. Forsvarsindustrien er blevet en del af afskrækkelsen

Krigen i Ukraine har ændret synet på forsvarsindustrien.

Industrien er ikke længere blot leverandør.

Den er blevet en del af selve forsvarsevnen.

Evnen til hurtigt at udvikle, producere og levere ammunition, missiler, droner, sensorer, software og reservedele er blevet lige så vigtig som de militære enheder, der anvender dem.

Derfor handler NATO’s udvikling ikke alene om større forsvarsbudgetter.

Den handler om at opbygge en stærkere industriel base med robuste forsyningskæder, flere produktionsfaciliteter og tættere samarbejde mellem medlemslandene.

For Danmark åbner det en historisk mulighed.

Danske virksomheder besidder stærke kompetencer inden for blandt andet maritime systemer, autonome løsninger, software, sensorteknologi, energi, cyber og avanceret produktion.

Hvis Danmark formår at tænke strategisk, kan danske virksomheder blive en langt vigtigere del af NATO’s samlede kapacitetsopbygning.

3. Ukraine er blevet NATO’s vigtigste laboratorium

Ukraine er ikke længere blot en partner.

Landet er blevet en integreret del af Europas sikkerhed.

Samtidig er Ukraine blevet verdens mest avancerede laboratorium for moderne krigsførelse.

Udviklingen inden for droner, kunstig intelligens, elektronisk krigsførelse, dataanalyse og beslutningsstøtte sker i et tempo, som ingen øvelsesaktivitet kan matche.

Erfaringerne fra fronten påvirker allerede udviklingen af NATO’s doktriner, materiel og operative tænkning.

Derfor handler støtten til Ukraine ikke alene om solidaritet.

Den handler om at udvikle alliancens egne kapaciteter og sikre Europas fremtidige sikkerhed.

4. Det totale beredskab bliver en del af NATO’s afskrækkelse

Den måske største forandring er, at NATO ikke længere alene ser på militæret.

Hele samfundet er blevet en del af forsvarsevnen.

Krigen i Ukraine har vist, at angreb mod energiforsyning, telekommunikation, havne, hospitaler, transportsystemer, satellitter og digitale netværk kan være lige så ødelæggende som traditionelle militære angreb.

Derfor bliver robusthed en strategisk kapacitet.

Et land er ikke stærkere end dets evne til at holde samfundet i gang under en krise.

Det betyder, at energiselskaber, kommuner, regioner, havne, teleoperatører, transportvirksomheder og industrien i stigende grad bliver en del af det samlede forsvar.

Forsvaret kan ikke løfte opgaven alene.

Det moderne forsvar omfatter hele samfundet.

Det totale beredskab bliver dermed en central del af NATO’s samlede afskrækkelse.

NDPP bliver den røde tråd

Bag alle disse udviklinger ligger et begreb, som de færreste uden for forsvarsverdenen kender.

NATO Defence Planning Process (NDPP).

NDPP bliver de kommende år den mekanisme, der omsætter politiske ambitioner til konkrete krav om kapaciteter.

• Det er her, NATO identificerer de mangler, alliancen har.
• Det er her, kravene til medlemslandene bliver formuleret.

Og det er her, investeringerne i militære kapaciteter, industriel produktion, logistik, cyberforsvar, kritisk infrastruktur og samfundets robusthed bliver koblet sammen.

• NDPP bliver derfor langt mere end et planlægningsværktøj.
• Det bliver styringsmotoren bag NATO’s transformation.

For danske virksomheder betyder det, at fremtidens muligheder i stigende grad vil blive skabt af de kapabiliteter, NATO efterspørger – ikke alene af nationale indkøbsplaner.

For politikere betyder det, at forsvarspolitik ikke længere kan adskilles fra erhvervspolitik, energipolitik, digitalisering og beredskab.

Og for kommuner og regioner betyder det, at robusthed og totalberedskab bliver en langt mere integreret del af den nationale sikkerhed.

Forsvarsoverblikkets vurdering

NATO-topmødet markerer begyndelsen på en ny fase i alliancens udvikling.

• Hvor tidligere topmøder handlede om budgetter, handler de kommende år om leverance.
• Hvor tidligere strategier handlede om militære styrker, handler fremtidens strategi om kapaciteter.

Og hvor forsvar tidligere var en opgave for militæret, bliver det nu en opgave for hele samfundet.

De fire centrale dagsordener – militære kapaciteter, forsvarsindustri, Ukraine og det totale beredskab – hænger uløseligt sammen.

• Den røde tråd er NATO Defence Planning Process.

Det er her, fremtidens prioriteringer bliver fastlagt.

Det er her, investeringerne bliver styret.

Og det er her, medlemslandene skal dokumentere, at de kan levere de kapaciteter, alliancen har brug for.

Fremtidens sikkerhed afgøres derfor ikke alene på slagmarken.

Den afgøres også i produktionshallerne, på havnene, i datacentrene, hos energiselskaberne, i kommunernes beredskaber og hos de virksomheder, der udvikler den teknologi, NATO skal leve af de næste årtier.

Det er den virkelighed, NATO-topmødet peger frem imod.