Danmark har brug for små, innovative virksomheder, der kan udvikle fremtidens militære teknologier. Men i stedet for at give dem en direkte vej til Forsvaret risikerer vi at begrave dem i støtteordninger, GTS-institutter, EU-programmer, juridiske fortolkninger og velmenende rådgivere. Det er på tide at spørge, hvem innovationssystemet egentlig er sat i verden for at hjælpe.

Der er opstået en ny industri omkring den danske forsvarsindustri.

En industri af rådgivere, innovationsmiljøer, støtteprogrammer, projektorganisationer, konsulenter og institutioner, der alle gerne vil hjælpe danske virksomheder ind på forsvarsmarkedet.

Det lyder umiddelbart positivt.

Problemet er bare, at vi risikerer at bruge flere kræfter på at organisere hjælpen end på at få teknologierne ud at virke.

Og det er efterhånden blevet svært at se, hvem der egentlig hjælper hvem.

For mens der bliver etableret programmer, afholdt konferencer og udarbejdet strategier, sidder små danske virksomheder med konkrete teknologier, som potentielt kan gøre en reel forskel for Forsvaret.

De udvikler sensorer, droner, undervandsteknologi, kommunikationssystemer, software og løsninger, som måske kan ændre den måde, vi løser militære opgaver på.

Men de møder en mur.

Ikke nødvendigvis af manglende vilje. Men af systemer, der er udviklet til en anden virkelighed end den, vi står i.

Forsvarsinnovation er blevet moderne – måske lidt for moderne

For få år siden var forsvarsindustrien et nicheområde, som relativt få virksomheder, organisationer og rådgivere beskæftigede sig med.

I dag vil alle være med.

Forsvar er blevet et vækstmarked, og innovation er blevet et modeord.

Det har skabt en imponerende aktivitet. Men aktivitet er ikke det samme som resultater.

Defence Tech Denmark blev lanceret med en samlet ramme på 200 millioner kroner fra Industriens Fond, Innovationsfonden og EIFO. Programmet skal over tre år hjælpe 72 virksomheder.

Innovationsfonden har samtidig afsat mindst 585 millioner kroner til op til fire strategiske forsknings- og innovationscentre inden for forsvarsteknologi og sikkerhed.

Derudover har vi GTS-systemet, erhvervsklynger, nationale innovationsprogrammer og en voksende række europæiske muligheder gennem blandt andet EDF, EUDIS og EDIP.

Hver for sig kan initiativerne have deres berettigelse.

Men hvem har egentlig ansvaret for, at det hele hænger sammen?

Og vigtigere endnu: Hvem har ansvaret for, at den lille virksomhed med en konkret løsning faktisk ender med en kunde, en kontrakt og et produkt, der bliver anvendt?

For det er ikke tilstrækkeligt at kunne dokumentere, hvor mange virksomheder der har været på kursus, deltaget i en workshop eller fået rådgivning.

Succeskriteriet må være, hvor mange teknologier vi får fra værkstedet og ud til soldaterne.

Alt andet er i bedste fald et middel. I værste fald er det blot en ny form for offentlig finansieret beskæftigelse.

Vi mangler ikke nødvendigvis flere eksperter – vi mangler den rigtige erfaring

Lad os være helt ærlige.

Det er ikke nødvendigvis dem, der er bedst til at administrere innovationsprogrammer, som er bedst til at skabe en forsvarsvirksomhed.

Og det er ikke nødvendigvis dem, der har skrevet flest rapporter om forsvarsindustrien, som bedst ved, hvordan man får et produkt solgt til Forsvaret, NATO eller en udenlandsk forsvarsmyndighed.

Det kræver konkret erfaring.

Erfaring med militære behov. Med anskaffelser. Med udvikling og test. Med industrielle partnerskaber. Med eksportkontrol, NATO-standarder, sikkerhedskrav og ikke mindst med at omsætte teknologier til egentlige militære kapaciteter.

Den erfaring kan findes i virksomheder, hos tidligere og nuværende militære fagfolk, i etablerede industrimiljøer og hos rådgivere, der faktisk har gennemført den slags processer.

Den findes også på GTS-institutterne og i forskningsmiljøerne. Men den opstår ikke automatisk, fordi en organisation får en bevilling til at arbejde med forsvarsinnovation.

Vi skal holde op med at forveksle evnen til at søge penge med evnen til at skabe resultater.

GTS-institutterne har en vigtig rolle, når der skal testes, dokumenteres, udvikles og certificeres teknologi. Den rolle skal vi ikke underminere.

Men et GTS-institut er ikke nødvendigvis den rette til at føre en virksomhed gennem et komplekst militært marked.

Et universitet er ikke nødvendigvis ekspert i militære anskaffelser.

Og en konsulent bliver ikke forsvarsindustriekspert, bare fordi vedkommende har lært at stave til NATO og EDF.

Vi skal bruge de rette kompetencer til de rette opgaver.

Og vi skal turde stille krav til dem, der får offentlige eller fondsfinansierede midler til at rådgive virksomhederne.

Hvad har de faktisk leveret? Hvilke virksomheder har de hjulpet frem til konkrete kontrakter? Hvilken operativ og industriel erfaring kan de dokumentere?

Det burde være naturlige spørgsmål.

EU-regler må ikke blive en undskyldning for handlingslammelse

Samtidig skal vi have gjort op med den berøringsangst, der alt for ofte opstår, når ny teknologi møder offentlige myndigheder.

Særligt hos FMI bliver spørgsmålet om regler og juridiske begrænsninger helt centralt.

Og naturligvis skal Forsvaret overholde lovgivningen.

Men det er værd at huske, at EU’s udbudsregler ikke udelukkende er en samling forbud. De indeholder også forskellige muligheder for at gennemføre anskaffelser, herunder direkte forhandling og særlige undtagelser, når betingelserne er opfyldt.

Det fremgår også af FMIs egen vejledning.

Alligevel kan der opstå en kultur, hvor det opleves mere sikkert at sige nej end at finde ud af, hvordan man lovligt kan sige ja.

Det er en farlig kultur i en tid, hvor teknologiernes udvikling måles i måneder, mens traditionelle anskaffelsesprocesser kan tage år.

Vi har naturligvis brug for dygtige jurister.

Men vi har brug for jurister, der hjælper med at finde de lovlige muligheder, ikke alene dem, der kan forklare, hvorfor noget er vanskeligt.

Og vi har brug for ledelser, der tør træffe beslutninger og tage ansvaret for dem.

Det samme gælder EU-systemet.

Når europæiske virksomheder skal bruge enorme ressourcer på konsortiedannelse, ansøgninger, dokumentation og støtteadministration, før de overhovedet kan komme i gang, er der noget fundamentalt galt med prioriteringen.

EU-Kommissionen har faktisk selv erkendt problemet. I sit forslag til AGILE-programmet fra marts 2026 peger Kommissionen på de strukturelle udfordringer ved de eksisterende instrumenter og behovet for hurtigere, mere direkte støtte til mindre innovative virksomheder.

Det er en vigtig erkendelse.

Men løsningen må ikke automatisk være endnu et program oven på alle de andre.

De små virksomheder har ikke tid til vores systemer

En stor forsvarsvirksomhed har typisk folk, der kan arbejde med EU-ansøgninger, juridiske spørgsmål, dokumentation og myndighedskontakt.

Det har en mindre teknologivirksomhed sjældent.

Her er det måske direktøren selv, der både udvikler teknologien, finder investorer, forhandler med kunder og forsøger at forstå, hvordan man kommer i kontakt med Forsvaret.

Når vedkommende bliver sendt fra én rådgiver til en anden, fra ét program til et tredje og fra én myndighed til den næste, er det ikke bare besværligt.

Det er dyrt.

Det koster udviklingstid. Det koster kapital. Og i sidste ende risikerer det at koste Danmark de virksomheder, vi har allermest brug for.

For når en innovativ virksomhed ikke kan få adgang til det danske forsvar, søger den naturligvis andre markeder.

Eller andre investorer.

Og så kan vi ende med at se dansk teknologi udviklet, finansieret og kommercialiseret i udlandet, mens vi herhjemme stadig diskuterer, hvilket innovationsprogram den burde være en del af.

Det er absurd.

Saml indsatsen – og giv ansvaret til dem, der kan og vil

Vi bør derfor stille et enkelt politisk krav.

Danmark skal have én sammenhængende og operationelt forankret vej for små og mellemstore virksomheder ind i forsvarsmarkedet.

Ikke nødvendigvis endnu en myndighed. Ikke endnu en organisation med direktør, bestyrelse og sekretariat.

Tværtimod.

Vi skal samle og koordinere de eksisterende kompetencer, så virksomhederne møder et system, der tager ansvar for at hjælpe dem videre.

Et system, hvor den enkelte virksomhed hurtigt kan få svar på, om dens teknologi har militær relevans, hvilke krav den skal opfylde, hvem der kan hjælpe med test og udvikling, og hvordan den kommer videre mod en reel kommerciel mulighed.

Vi skal have erfarne folk omkring virksomhederne.

Mennesker, der kender Forsvaret indefra. Mennesker, der har bygget industrielle virksomheder. Mennesker, der har leveret materiel, arbejdet med anskaffelser og skabt internationale forretninger.

Og frem for alt mennesker, der oprigtigt vil have virksomhederne til at lykkes.

Støtte skal ikke fordeles efter, hvem der har været bedst til at placere sig i et innovationsøkosystem.

Den skal gives, hvor kompetencen findes, hvor engagementet er til stede, og hvor der kan dokumenteres resultater.

Det kræver også, at der bliver ryddet op i den fragmentering, som er vokset frem, efter at forsvar blev et attraktivt arbejdsområde for stadig flere organisationer.

Det er ikke en kritik af, at flere vil bidrage.

Det er en kritik af, at vi tilsyneladende accepterer, at alle kan etablere deres egen lille indgang til forsvarsmarkedet, uden at nogen nødvendigvis har ansvaret for den samlede vej frem til anvendelse.

Vi skal ikke måle succes på antallet af innovationsmiljøer.

Vi skal måle den på antallet af virksomheder, der udvikler, producerer og leverer teknologi, som styrker vores forsvar.

Forsvaret har brug for innovation – ikke flere mellemled

Krigen i Ukraine har vist, hvor hurtigt militær teknologi kan udvikles, når operative behov, producenter og brugere arbejder direkte sammen.

Det betyder ikke, at Danmark skal opgive dokumentation, kvalitetssikring eller ansvarlig forvaltning.

Det betyder, at vi skal lære at gøre tingene hurtigere og mere sammenhængende.

De små virksomheder er ikke løsningen på alle Forsvarets udfordringer. Vi får fortsat brug for de store forsvarsproducenter og de tunge industrielle kapaciteter.

Men de mindre virksomheder kan levere noget, som de store systemer ikke altid kan: hastighed, nytænkning, specialisering og viljen til at udfordre det etablerede.

Den værdi skal vi passe på.

Derfor er det også på tide, at politikerne interesserer sig lige så meget for effekten af vores støtte- og innovationssystem, som de interesserer sig for størrelsen af de bevillinger, der bliver afsat.

Vi skal turde lukke eller samle initiativer, der ikke skaber konkrete resultater. Vi skal stille krav til rådgivernes erfaring. Vi skal skabe direkte adgang til operative brugere, og vi skal sikre, at lovgivningen bliver håndteret med både faglighed og løsningsvilje.

For det er ikke virksomhederne, der skal eksistere for innovationssystemets skyld.

Det er innovationssystemet, der skal eksistere for virksomhedernes og Forsvarets skyld.

Danmark har ikke brug for endnu flere mennesker, der lever af at tale om forsvarsinnovation.

Vi har brug for flere virksomheder, der lever af at skabe den.

Og hvis vi virkelig mener, at de små innovative virksomheder skal spille en større rolle i fremtidens forsvar, så må vi begynde at fjerne de barrierer, vi selv har været med til at opbygge.

Ellers risikerer vi at få Europas bedst organiserede støtteapparat til en forsvarsindustri, der aldrig fik lov at udvikle sig.