Vil Søværnet have en helt anden flåde end den, politikerne er ved at købe?

Dansk Frigat med Netværksdroner

Danmark står foran nogle af de største maritime forsvarsinvesteringer i nyere tid. Men mens politikerne diskuterer nye fregatter, udvikler den maritime krigsførelse sig med autonome fartøjer, ubemandede undervandssystemer og nye operative koncepter. Det rejser et afgørende spørgsmål: Er Danmark ved at investere i fremtidens flåde – eller i en videreudvikling af fortidens?

Danmark skal have nye fregatter. Det har længe været en central del af den politiske diskussion om genopbygningen af Søværnets kampkraft. Internationale værfter og forsvarsvirksomheder står klar med forskellige løsninger, og der er betydelige sikkerhedspolitiske, industrielle og økonomiske interesser forbundet med beslutningen.

Men måske er spørgsmålet om, hvem der skal bygge de nye fregatter, ikke det vigtigste spørgsmål, politikerne bør stille.

Måske bør de begynde et helt andet sted: Hvilken flåde har Søværnet egentlig brug for?

For mens de politiske forhandlinger kredser om store overfladekampskibe, er den maritime krigsførelse under hastig forandring. Ubemandede fartøjer kan overvåge store havområder, autonome undervandssystemer kan undersøge kritisk infrastruktur, og mindre enheder kan løse opgaver, som tidligere krævede langt større bemandede skibe.

Det betyder ikke nødvendigvis, at fregatterne er på vej ud. Men det kan betyde, at deres rolle skal tænkes helt anderledes.

Søværnet er allerede i gang med at undersøge en ny virkelighed

I juli 2026 beskrev Forsvaret et igangværende projekt, der skal undersøge, hvordan maritime ubemandede systemer kan indgå i Søværnets fremtidige opgaveløsning.

Projektet omfatter fire operative brugsscenarier, der spænder fra farvandsovervågning og militær tilstedeværelse til anvendelse af maritime droner som våbenplatforme eller våben i sig selv.

Det er ikke længere alene et spørgsmål om teknologiske eksperimenter. Det er et arbejde, der potentielt kan få betydning for hele Søværnets fremtidige operative indretning.

Projekt Autonome Enheder skal i 2027 levere anbefalinger om indførelsen af autonome kapaciteter. Arbejdet omfatter ikke kun fartøjerne, men også sensorer, uddannelse, kommunikation, infrastruktur og det doktrinære grundlag.

Dermed berører projektet et langt større spørgsmål end anskaffelsen af maritime droner: Hvordan skal fremtidens danske flåde organiseres?

Hvis en betydelig del af overvågningsopgaverne kan løses af ubemandede systemer, ændrer det behovet for traditionelle patruljefartøjer. Hvis autonome enheder kan indgå i minerydning, undervandsovervågning og offensive operationer, kan det påvirke sammensætningen af Søværnets samlede kampkraft.

Og hvis større krigsskibe i stigende grad skal fungere som kommandoplatforme for ubemandede enheder, kan det få direkte betydning for, hvilke fregatter Danmark bør anskaffe.

Fregatterne er stadig nødvendige – men til hvad?

Der er gode militære argumenter for, at Danmark har behov for moderne luftforsvarsfregatter.

De skal kunne beskytte allierede flådestyrker, nedkæmpe fly og missiler og bidrage til NATO’s samlede luft- og missilforsvar. De skal kunne operere i Nordatlanten, Østersøen og internationale operationer, hvor rækkevidde, udholdenhed og avancerede våbensystemer er afgørende.

Den type opgaver kan mindre ubemandede fartøjer ikke uden videre overtage.

Men det er heller ikke nødvendigvis det, der er pointen.

Spørgsmålet er snarere, om Danmark skal investere i en flåde, hvor fregatterne fortsat udgør næsten hele den tunge maritime kampkraft, eller i en flåde, hvor større og mindre bemandede enheder arbejder tæt sammen med et langt større antal autonome systemer.

Det er to forskellige måder at tænke flådeopbygning på.

I den traditionelle model samles betydelig kampkraft på få, store platforme. I en mere distribueret model fordeles sensorer, overvågning og dele af den operative effekt på flere enheder.

Begge modeller har styrker og svagheder.

Store fregatter kan medbringe avancerede våben, radarer og kommandosystemer, men de er dyre, komplekse og kræver betydelige besætninger. Ubemandede systemer kan i nogle tilfælde være billigere og lettere at erstatte, men de er samtidig afhængige af sikre forbindelser, robust teknologi og evnen til at operere under elektronisk krigsførelse.

Derfor er det næppe et spørgsmål om enten fregatter eller droner.

Det er et spørgsmål om den rigtige kombination.

Er politikerne ved at træffe beslutningerne i den forkerte rækkefølge?

Her opstår det måske vigtigste politiske dilemma.

Danmark er i gang med at afklare anskaffelsen af nye fregatter, samtidig med at Søværnets arbejde med autonome maritime systemer først forventes at resultere i konkrete anbefalinger i 2027.

Det rejser spørgsmålet, om den samlede fremtidige flådestruktur er tilstrækkeligt afklaret, før der træffes beslutninger om de største og dyreste platforme.

For hvad sker der, hvis de kommende års teknologiske og operative erfaringer viser, at Søværnet har behov for en anden fordeling mellem store krigsskibe, mindre kampfartøjer og ubemandede systemer?

Kan fregatterne tilpasses?

Har de tilstrækkelig plads, strømforsyning, datakapacitet og fleksibilitet til at fungere som moderskibe for autonome enheder?

Og risikerer Danmark at binde en væsentlig del af sine maritime investeringer i platforme, der ikke i tilstrækkelig grad er designet til den operative virkelighed, de skal fungere i?

Det er ikke argumenter for at udskyde nødvendige anskaffelser på ubestemt tid.

Tværtimod er der et betydeligt pres for hurtigt at styrke Søværnets kampkraft.

Men netop fordi beslutningerne skal træffes hurtigt, bliver det afgørende, at de træffes på grundlag af en sammenhængende militær plan.

Erfaringerne fra Ukraine bør få konsekvenser

Krigen i Ukraine har vist, at mindre ubemandede maritime systemer kan udfordre langt større og dyrere krigsskibe.

Ukraine har demonstreret, hvordan maritime droner kan anvendes offensivt og tvinge en modstander til at ændre sin operative adfærd.

Men erfaringerne kan ikke overføres direkte til danske forhold.

Danmark har andre geografiske opgaver, andre allianceforpligtelser og et behov for at kunne operere langt fra egne kyster.

Alligevel bør erfaringerne føre til grundlæggende overvejelser.

Skal Danmark i fremtiden kunne indsætte mange mindre ubemandede enheder i de danske stræder og Østersøen?

Kan autonome systemer skabe en mere vedvarende overvågning af kritisk undersøisk infrastruktur i Nordsøen og Nordatlanten?

Og kan større krigsskibe i højere grad fungere som mobile kommandocentraler, der styrer enheder både på, over og under havoverfladen?

Det vil ikke alene ændre behovet for materiel. Det vil også ændre behovet for personel, uddannelse, logistik og militær planlægning.

Et spørgsmål om NATO – ikke kun Danmark

Der er samtidig en vigtig international dimension.

Danmark skal ikke udvikle sin fremtidige flåde isoleret fra NATO’s samlede behov.

Alliancen har brug for luftforsvar, antiubådskrigsførelse, beskyttelse af søtransport og kontrol med strategisk vigtige havområder.

Hvis Danmark vælger at prioritere flere mindre og ubemandede enheder, skal det derfor ske med forståelse for, hvilke kapaciteter landet forventes at stille til rådighed for NATO.

Det kan være, at Danmark netop har behov for både moderne luftforsvarsfregatter og en betydelig autonom flåde.

Men det kan også være, at arbejdsdelingen mellem allierede giver mulighed for at specialisere dele af Søværnets kapaciteter.

Her bliver spørgsmålet, om NATO’s behov, Søværnets operative vurderinger og de politiske anskaffelsesplaner trækker i samme retning.

Det bør være muligt at forklare offentligheden, hvordan de forskellige hensyn hænger sammen, uden at kompromittere klassificerede operative oplysninger.

Dansk forsvarsindustri kan få en helt anden rolle

Diskussionen om nye fregatter har i høj grad handlet om værfter, skibsbygning, arbejdspladser og internationale industripartnerskaber.

Det er væsentlige spørgsmål.

Men hvis fremtidens flåde i stigende grad bliver en kombination af bemandede og ubemandede platforme, kan det åbne for et langt bredere dansk industrielt engagement.

Danmark har virksomheder med kompetencer inden for undervandsteknologi, sensorer, kommunikation, maritime systemer, software og systemintegration.

Det er kompetencer, der kan blive centrale i en flåde, hvor værdien ikke alene ligger i skibenes størrelse og bevæbning, men også i deres evne til at indsamle, dele og anvende information.

Dermed kan diskussionen om dansk industrideltagelse flytte sig fra spørgsmålet om, hvor skibene skal bygges, til spørgsmålet om, hvilke dele af fremtidens maritime kampkraft Danmark selv skal kunne udvikle, producere, vedligeholde og videreudvikle.

Det kan skabe muligheder for både etablerede forsvarsvirksomheder og mindre teknologivirksomheder.

Men det kræver, at industrien får indsigt i de operative behov, og at anskaffelserne tilrettelægges, så nye teknologier kan integreres løbende.

Ellers risikerer Danmark at købe store platforme internationalt og samtidig overse mulighederne for at opbygge nationale kompetencer omkring de systemer, der skal gøre platformene operative i fremtiden.

Den vigtigste beslutning handler måske slet ikke om fregatter

Danmark har behov for et stærkere Søværn. Det er der næppe megen uenighed om.

Men styrke kan ikke alene måles i antallet af fregatter, størrelsen på skibene eller værdien af de kontrakter, der bliver underskrevet.

Den skal måles i, hvilke opgaver Søværnet faktisk kan løse – i fred, krise og krig.

Derfor bør den politiske diskussion ikke begrænses til, om Danmark skal købe fregatter fra Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Sydkorea eller andre leverandører.

Den bør begynde med en klar forståelse af, hvilken samlet flåde Danmark har behov for i 2035, 2040 og længere frem.

Hvor mange store kampenheder er nødvendige? Hvor mange mindre fartøjer? Hvilke opgaver kan løses autonomt? Og hvordan skal de forskellige kapaciteter arbejde sammen?

Det er ikke spørgsmål, der nødvendigvis har enkle svar.

Men det er spørgsmål, der bør besvares, før Danmark binder sig til maritime investeringer, som vil præge Søværnet i årtier.

For det ville være en alvorlig strategisk fejltagelse, hvis Danmark lykkes med at købe nogle af verdens mest moderne fregatter, men samtidig overser, at fremtidens maritime krigsførelse kræver en helt anden måde at sammensætte flåden på.

Det afgørende spørgsmål er derfor ikke alene, hvilke fregatter politikerne vil købe. Det er, om de er ved at købe den flåde, Søværnet faktisk får brug for.

Del: