Forsvarsoverblikket | Forsvarsteknologi, maritime operationer og forsvarsindustri
Det amerikanske forsvar har udvalgt tre virksomheder til at udvikle autonome fartøjer, der skal kunne forsyne militære enheder i farvande, hvor traditionelle forsyningsskibe er sårbare. Projektet understreger en voksende militær interesse for ubemandede maritime systemer og rejser et centralt spørgsmål: Er danske virksomheder klar til at levere teknologien til fremtidens maritime militær logistik?
Det amerikanske Defense Innovation Unit (DIU) har tildelt tre prototypekontrakter under projektet Autonomous Low Profile Vessel (ALPV). Formålet er at udvikle ubemandede fartøjer, som kan transportere forsyninger til amerikanske marineinfanterienheder, der opererer spredt over store geografiske afstande.
De tre udvalgte virksomheder er Rudder Industries, Saronic Technologies og Sea Machines Robotics.
Projektet skal ikke blot demonstrere ny teknologi. Ambitionen er at udvikle løsninger, som hurtigt kan afprøves, produceres og indsættes i større antal. Defense Innovation Unit (DIU)
Det er en udvikling, der kan få betydning langt ud over det amerikanske marineinfanteri.
For danske maritime teknologivirksomheder kan den voksende efterspørgsel efter autonome fartøjer åbne nye muligheder inden for navigation, sensorer, kommunikation, systemintegration og ubemandede operationer.
Fremtidens militære logistik skal kunne operere uden besætning
Traditionel militær logistik bygger i vid udstrækning på større forsyningsenheder, etablerede havne og relativt forudsigelige transportveje.
Men moderne krigsførelse ændrer forudsætningerne.
Missiler, droner, miner og avancerede overvågningssystemer betyder, at både havne, større fartøjer og traditionelle forsyningsruter kan være udsatte.
Samtidig stiller militære operationer med mindre, geografisk spredte enheder nye krav til forsyningssikkerheden.
Det amerikanske marineinfanteri arbejder derfor med løsninger, hvor mindre autonome fartøjer kan transportere materiel og forsyninger uden at udsætte besætninger for de samme risici som bemandede forsyningsoperationer.
ALPV-konceptet bygger på fartøjer med en lav profil, som kan være vanskeligere at opdage end traditionelle forsyningsfartøjer. Det betyder dog ikke, at fartøjerne er usynlige for radar eller andre sensorer.
Det afgørende er kombinationen af autonomi, lavere eksponering og muligheden for at anvende flere mindre platforme.
USA vil have hurtigere udvikling og lavere omkostninger
Et centralt element i DIU’s projekt er ønsket om at inddrage kommercielle teknologivirksomheder.
Det amerikanske marineinfanteri har allerede gennemført forsøg med forskellige ALPV-varianter. Nu ønsker man at accelerere udviklingen og reducere omkostningerne.
DIU fremhæver netop adgangen til kommercielle autonomiløsninger og fartøjsdesign som en væsentlig del af projektet.
Det markerer en tilgang, hvor militære myndigheder i højere grad forsøger at anvende eksisterende teknologiske kompetencer frem for at udvikle samtlige løsninger gennem traditionelle forsvarsanskaffelser.
For virksomhederne kan det betyde kortere vej fra teknologisk demonstration til militær anvendelse.
Men det stiller også krav om, at løsningerne kan fungere under realistiske operative forhold.
Et autonomt fartøj skal ikke alene kunne navigere fra ét punkt til et andet. Det skal også kunne håndtere begrænset kommunikation, elektroniske forstyrrelser, vanskelige vejrforhold og samspillet med andre maritime enheder.
Det er her, en væsentlig del af den teknologiske konkurrence kommer til at stå.
Krav om 8 tons last og rækkevidde på op til 3.700 kilometer
De amerikanske ambitioner er betydelige.
Ifølge de offentliggjorte krav fra DIU skal de nye fartøjer kunne transportere mindst 18.000 pund last, svarende til omkring 8,2 tons, over afstande på op til 2.000 sømil – cirka 3.700 kilometer.
Fartøjerne skal desuden kunne navigere i farvande med anden skibstrafik og fortsætte operationer, selv når satellitnavigation eller kommunikation er begrænset.
Det er særligt interessant, at systemerne skal kunne fungere under såkaldte DDIL-forhold, hvor forbindelser er afbrudte, ustabile eller stærkt begrænsede. DefenseScoop+1
Dermed er der ikke blot tale om udvikling af nye skrog og fremdriftssystemer.
Det handler i lige så høj grad om software, sensorer, robust navigation og evnen til at gennemføre en mission uden konstant menneskelig styring.
Danske virksomheder kan få en rolle – også uden at bygge selve fartøjet
Danmark har allerede en betydelig maritim teknologisektor med kompetencer inden for både ubemandede systemer, undervandsteknologi og avanceret maritim elektronik.
Virksomheder som EIVA, MacArtney, SH Defence og andre danske maritime leverandører repræsenterer forskellige dele af et teknologisk økosystem, der kan være relevant for udviklingen af fremtidens autonome maritime kapaciteter.
Det betyder ikke, at virksomhederne er involveret i det amerikanske ALPV-program.
Men det illustrerer, at mulighederne for danske leverandører ikke nødvendigvis ligger i at udvikle hele fartøjet.
De kan også ligge i specialiserede delsystemer, eksempelvis inden for navigation, sensorsystemer, kommunikation, integration og maritim håndtering af materiel.
Særligt interessant bliver udviklingen af systemer, som kan integreres på tværs af forskellige maritime platforme.
For hvis fremtidens militære maritime logistik kommer til at bestå af mange mindre autonome fartøjer, vil der være behov for standardiserede løsninger, der kan anvendes på tværs af producenter og nationale flåder.
Her kan danske virksomheder med specialiserede kompetencer finde en position i internationale leverandørkæder.
Det handler også om Østersøen, Arktis og dansk forsvar
Selvom ALPV-programmet primært er udviklet med amerikanske operationer i Stillehavsområdet for øje, er de bagvedliggende militære udfordringer relevante i en europæisk sammenhæng.
Østersøen er et område med betydelig militær aktivitet, kritisk infrastruktur og en kompleks sikkerhedspolitisk situation.
Her kan mindre autonome fartøjer potentielt anvendes til logistiske opgaver, transport mellem militære enheder og støtte til operationer, hvor traditionelle forsyningslinjer er sårbare.
I Arktis kan ubemandede maritime systemer på længere sigt også få betydning for overvågning og logistisk støtte, selvom ekstreme vejrforhold, is og store afstande stiller særlige teknologiske krav.
For Danmark rejser udviklingen derfor et spørgsmål om, hvordan autonome maritime systemer skal indgå i den fremtidige kapabilitetsudvikling.
Skal Danmark alene følge udviklingen hos større allierede, eller skal danske virksomheder og myndigheder aktivt være med til at udvikle de løsninger, der efterspørges?
Det spørgsmål er relevant både for Søværnet, Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og den danske forsvarsindustri.
Amerikanerne åbner døren for kommercielle virksomheder
Et andet væsentligt element i den amerikanske beslutning er selve anskaffelsesmodellen.
DIU har valgt tre forskellige virksomheder efter en konkurrence, og en af dem, Rudder Industries, er ny som leverandør til det amerikanske forsvarsministerium.
Dermed demonstrerer projektet en vilje til at inddrage virksomheder, der ikke nødvendigvis har en lang historik som traditionelle forsvarsleverandører.
Det er interessant i en dansk og europæisk sammenhæng, hvor mindre teknologivirksomheder ofte oplever, at vejen fra innovation til militær anskaffelse er lang og vanskelig.
Den amerikanske model er ikke uden krav eller risici. Prototyper skal stadig dokumentere deres operative værdi, og en prototypekontrakt er ikke det samme som en produktionsordre.
Men den grundlæggende tilgang er tydelig: Kommerciel teknologi skal hurtigere omsættes til operative militære kapaciteter.
Den amerikanske flåde har samtidig arbejdet med en bredere model for ubemandede overfladefartøjer, hvor syv virksomheder tidligere i 2026 blev udvalgt til demonstrationer til søs. navy.mil
Det peger på, at ALPV ikke er et isoleret eksperiment, men en del af en bredere amerikansk satsning på autonome maritime systemer.
Et marked, som danske virksomheder bør følge tæt
For danske virksomheder er den vigtigste konklusion ikke nødvendigvis, at de skal forsøge at blive leverandører til netop de tre amerikanske prototypeprojekter.
Det interessante er, at der tegner sig et større marked for maritime autonome kapaciteter.
Det omfatter både fartøjer, delsystemer, software, integration, vedligeholdelse og operationel støtte.
Samtidig vil den stigende anvendelse af autonome maritime systemer skabe behov for nye standarder, interoperabilitet og integration med eksisterende militære platforme.
Her har danske virksomheder mulighed for at positionere sig, hvis de tidligt identificerer konkrete operative behov og udvikler løsninger, der kan dokumentere deres værdi.
Det kræver dog, at virksomhederne ikke alene fokuserer på teknologien, men også forstår de militære kapabilitetskrav, anskaffelsesprocesser og mulighederne for at indgå i internationale industrisamarbejder.
Fra innovation til operationel kapacitet
Den amerikanske beslutning understreger en udvikling, som også bør få opmærksomhed i Danmark.
Fremtidens maritime forsvar kommer ikke alene til at handle om større krigsskibe, ubåde og traditionelle flådeplatforme.
Det kommer også til at handle om mindre, billigere og mere fleksible ubemandede systemer, der kan løse opgaver, som tidligere krævede bemandede fartøjer.
Og måske er det netop her, at en del af de kommende års muligheder for den danske maritime forsvarsindustri skal findes.
For spørgsmålet er ikke længere, om autonome maritime fartøjer får en rolle i fremtidens militære operationer.
Spørgsmålet er, hvor hurtigt de bliver operative, hvem der kommer til at levere teknologien – og om Danmark vil være med til at udvikle den.





