Topmødet mellem Trump, Xi og Putin har fyldt meget i medierne. Resultatet giver imidlertid ikke grundlag for at tale om en ny opdeling af verden. De tre lande har forskellige interesser og meget forskellige forudsætninger for at sætte dem igennem.
Der er grund til at vurdere topmødet i Shenzhen med ro. Mødet samlede tre magtfulde ledere, men der kom næppe nogen ny verdensorden ud af det. Den offentliggjorte erklæring indeholder hverken fredsaftaler, en ny sikkerhedsordning eller konkrete begrænsninger af atomarsenalerne. Det meste af det, der optager dansk og europæisk sikkerhedspolitik, står derfor fortsat åbent.
Mediernes opmærksomhed er forståelig. Det er usædvanligt, at USA’s, Kinas og Ruslands ledere mødes i dette format. Men billederne kan skabe et indtryk af tre jævnbyrdige magter, som sammen kan bestemme verdens udvikling. Det er en forenkling. Landene har forskellige styrker, forskellige sårbarheder og forskellige mål med deres udenrigspolitik.
USA har den bredeste kombination af økonomisk, finansiel, teknologisk og militær magt. Dollarens internationale rolle og amerikanske alliancer giver muligheder, som hverken Rusland eller Kina råder over i samme omfang. USA kan operere militært over store dele af verden. Det betyder ikke, at Washington kan bestemme alt, men det amerikanske udgangspunkt er væsentligt anderledes end de to øvrige landes. data.imf.org
Kinas styrke ligger især i landets økonomiske størrelse, industriproduktion og centrale placering i internationale forsyningskæder. Samtidig udbygger Kina sine militære kapaciteter og sin internationale indflydelse. Beijing er en langt mere omfattende økonomisk konkurrent til USA end Rusland. Men Kina har også en betydelig interesse i fungerende handel og stabile energiforsyninger. Et tæt forhold til Moskva gør ikke automatisk russiske prioriteter til kinesiske.
Rusland har et andet magtgrundlag. Landets atomarsenal gør det til en uomgængelig aktør i spørgsmål om strategisk stabilitet. Rusland har desuden betydelige råstoffer og militære kapaciteter. Men økonomien er langt mindre end den amerikanske og kinesiske, og krigen mod Ukraine binder store ressourcer. At Putin sidder ved samme bord som Trump og Xi, gør ikke Rusland økonomisk eller teknologisk jævnbyrdigt med USA og Kina.
Forskellene går altså på tværs. På atomvåbenområdet er USA og Rusland klart større end Kina. På det økonomiske område er USA og Kina klart større end Rusland. Derfor er forestillingen om tre ensartede stormagter misvisende. Deres samarbejde vil afhænge af det enkelte spørgsmål, og fælles formuleringer kan dække over meget forskellige hensigter.
Det er også derfor, sammenligningen med Jalta i 1945 er vanskelig. Dengang traf tre allierede konkrete beslutninger om blandt andet Tyskland, Polen og det kommende FN, mens deres hære var på vej mod sejren over Nazityskland. Shenzhen samlede tre rivaler uden et tilsvarende fælles projekt. Der er ikke fremlagt en aftale om territorier eller interessesfærer.
Erklæringens fire punkter understreger det begrænsede fælles grundlag. Først ønsker landene at reformere FN. Det har været på den internationale dagsorden i årtier, og FN’s fremtidspagt fra 2024 indeholder allerede reformambitioner. Nu gentages ønsket uden en konkret model, tidsplan eller aftale om ændringer i Sikkerhedsrådet. Der er foreløbig tale om en hensigtserklæring.
Dernæst vil de øge produktionen og forsyningen af raffinerede olieprodukter. Det kan få praktisk betydning, men erklæringen angiver hverken mængder, frister eller arbejdsdeling. Ønsket om stabile energiforsyninger løser heller ikke de risici, som krigen med Iran skaber. Her er interesserne igen forskellige: Billigere energi hjælper importører og forbrugere, mens Rusland også har brug for indtægter fra sin eksport.
Tredje punkt fremhæver statsrepræsentanters immunitet og advarer imod misbrug af jurisdiktion fra Den Internationale Straffedomstol, ICC, og lignende organer. Det giver Putin politisk støtte, fordi han er omfattet af en arrestordre. Trump har samtidig sanktioneret ICC. Men erklæringen ophæver ikke arrestordren eller ændrer automatisk domstolens retsgrundlag. Den viser et politisk sammenfald uden i sig selv at skabe en ny juridisk situation.
Endelig vil landene føre dialog om atomrisici og ikkespredning. Det er positivt, at de vil tale sammen. Formuleringen om, at en atomkrig ikke kan vindes og aldrig må udkæmpes, blev dog allerede tiltrådt af de fem anerkendte atommagter i januar 2022. Der er ingen nye aftaler om antallet af våben, kontrolordninger eller en forhandlingskalender.
Mødet kan alligevel have værdi. Direkte kontakt kan mindske misforståelser og skabe muligheder for senere aftaler. Putin opnår synlighed og anerkendelse, Xi kan fremstille Kina som diplomatisk samlingspunkt, og Trump kan fremhæve sin adgang til begge ledere. Det er politiske gevinster, men de dokumenterer ikke en fælles evne til at løse internationale konflikter.
Det beskedne resultat beviser heller ikke i sig selv, at forberedelserne var utilstrækkelige. Det kan lige så vel afspejle uenighed eller et bevidst begrænset ambitionsniveau. Den offentliggjorte tekst viser først og fremmest, hvor lidt de tre foreløbig har kunnet forpligte sig til sammen.
For Danmark og Europa er der derfor ingen anledning til at ændre sikkerhedspolitisk kurs alene på baggrund af topmødet. Europas, Ukraines og andre staters interesser forsvinder ikke, fordi deres ledere ikke sad med ved bordet. Deres økonomiske, militære og diplomatiske handlemuligheder består.
Vi bør følge, om mødet fører til konkrete forhandlinger og handlinger. Foreløbig er der grund til at fastholde proportionerne: Tre meget forskellige stormagter har talt sammen og formuleret nogle fælles hensigter. Det er værd at registrere, men næppe et nyt grundlag for verdensordenen.





