Europa står midt i den største forsvarspolitiske transformation siden Den Kolde Krig. Hvor debatten de seneste år har handlet om, hvor mange penge der skal bruges på forsvar, handler den nu i stigende grad om, hvordan pengene bruges.
Et nyt analysepapir fra Europa-Parlamentets forskningsenhed EPRS viser, at EU bevæger sig mod en model, hvor fælles udvikling, fælles indkøb og fælles kapaciteter bliver en central del af Europas militære fremtid.
Problemet er ikke kun penge
EU-landene forventes samlet at bruge omkring 381 milliarder euro på forsvar i 2025. Det er historisk højt og svarer til cirka 2,1 procent af BNP. Alligevel er Europa fortsat langt mindre effektivt organiseret end USA.
Mens USA planlægger og anskaffer militære kapaciteter gennem én samlet struktur, gør EU’s 27 medlemslande det hver for sig.
Resultatet er et forsvarssystem præget af:
- Dublerede kapaciteter
- Parallelle udviklingsprojekter
- Manglende standardisering
- Højere enhedsomkostninger
- Kompliceret logistik og vedligeholdelse
Ifølge analysen opererer de europæiske væbnede styrker med mere end 150 forskellige våbensystemer, hvor USA anvender væsentligt færre platforme.
Det betyder, at Europa i mange tilfælde råder over flere kampvogne, artillerisystemer og pansrede køretøjer end USA – men fordelt på så mange forskellige modeller, at effektiviteten reduceres markant.
Krigen i Ukraine har afsløret Europas afhængighed
Den russiske invasion af Ukraine har samtidig synliggjort en række europæiske svagheder.
Europa mangler fortsat egne løsninger inden for flere kritiske områder:
- Langtrækkende droner
- Ballistiske missiler
- Langtrækkende præcisionsvåben
- Strategisk lufttransport
- Satellitbaseret ISR
- Lufttankning
- Integreret missilforsvar
På flere områder er europæiske lande fortsat afhængige af amerikanske systemer som F-35, Patriot og C-17 Globemaster.
Samtidig råder USA over 246 militære satellitter, mens de europæiske NATO-lande tilsammen kun råder over 49.
Det understreger, hvorfor begreber som strategisk autonomi og europæisk forsvarsindustri nu er rykket helt op på den politiske dagsorden.
EU bygger et nyt forsvarsøkosystem
EU’s svar er ikke at skabe en europæisk hær.
I stedet opbygges et omfattende økosystem af planlægningsværktøjer, fonde og finansieringsinstrumenter, som skal gøre det lettere for medlemslandene at udvikle kapaciteter sammen.
Blandt de vigtigste initiativer er:
- EDF (European Defence Fund)
- PESCO
- EDIRPA
- EDIP
- SAFE-programmet
- Readiness 2030
- European Defence Industrial Strategy (EDIS)
Tilsammen skal disse initiativer sikre, at Europa:
- Investerer mere
- Investerer hurtigere
- Investerer mere koordineret
- Køber mere europæisk
EU-Kommissionen ønsker samtidig at mobilisere op mod 800 milliarder euro til forsvarsområdet gennem Readiness 2030-programmet.
Forsvarsindustrien bliver den store vinder
En af de mest markante udviklinger er, at forsvarsindustrien nu betragtes som en strategisk ressource på linje med energi og kritisk infrastruktur.
EU ønsker ikke blot flere våben.
Man ønsker produktionskapacitet.
Derfor flyttes fokus fra forskning til:
- Produktion
- Skalering
- Forsyningssikkerhed
- Innovation
- Startups
- Dual-use teknologier
EDIP-programmet afsætter blandt andet midler til ammunition, missiler, counter-drone-systemer og forsvarsstartups.
For europæiske virksomheder betyder det, at adgang til fælles programmer og konsortier i stigende grad bliver afgørende for fremtidige kontrakter.
NATO forsvinder ikke
Selvom EU styrker sit forsvarssamarbejde, understreger analysen, at NATO fortsat er den primære ramme for kollektiv sikkerhed.
NATO Defence Planning Process (NDPP) forbliver fundamentet for de operative kapacitetskrav, mens EU i højere grad fokuserer på:
- Finansiering
- Industrikapacitet
- Innovation
- Anskaffelser
- Forsyningskæder
I praksis betyder det, at NATO definerer behovene, mens EU i stigende grad forsøger at skabe værktøjerne til at levere dem.
Den afgørende udfordring
Analysen peger dog også på den største risiko.
Historisk har europæiske forsvarsprojekter ofte strandet på nationale interesser.
Når arbejdspladser, eksportrettigheder, teknologi og industripolitik kommer på bordet, bliver samarbejdet vanskeligt.
Det ses blandt andet i udviklingen af fremtidens kampflyprogram FCAS, som flere eksperter i dag vurderer er alvorligt udfordret af interne konflikter mellem de deltagende lande.
Derfor er det langt fra sikkert, at flere penge automatisk fører til flere fælles kapaciteter.
Forsvarsoverblikkets vurdering
Det mest interessante ved EPRS-analysen er ikke de mange milliarder euro.
Det er erkendelsen af, at Europa ikke længere ser forsvar som et nationalt projekt alene.
EU er ved at skabe en ny model, hvor forsvarspolitik, industripolitik, innovation og økonomisk politik smelter sammen.
Hvis udviklingen lykkes, kan Europa opnå:
- Større interoperabilitet
- Lavere omkostninger
- Hurtigere udvikling
- Større strategisk autonomi
Hvis den mislykkes, risikerer Europa blot at bruge flere penge på de samme fragmenterede strukturer som tidligere.
De næste fem år bliver derfor afgørende.
Ikke for hvor meget Europa investerer i forsvar.
Men for om Europa formår at investere sammen.