Da NATO-landene ved topmødet blev enige om en ny målsætning på op til 5 procent af BNP til forsvar og sikkerhed, blev debatten hurtigt reduceret til ét spørgsmål: Hvem bruger mest?
Men ifølge en ny analyse fra International Institute for Strategic Studies (IISS) er det den forkerte diskussion. Det afgørende er ikke længere blot, hvor mange penge der bruges – men hvad pengene reelt skaber af militær kapacitet.
Fra 2 procent til 3,5 + 1,5 procent
Den nye NATO-model består af to elementer:
- 3,5 procent af BNP skal gå til klassiske militære kapaciteter som personel, ammunition, våben, træning og operationer.
- Op til 1,5 procent kan anvendes til områder, der styrker den samlede sikkerhed, eksempelvis kritisk infrastruktur, cyberforsvar, logistik, innovation, forsvarsindustri og civil robusthed.
Det betyder, at forsvarsøkonomi bliver langt mere kompleks end tidligere.
Ikke alle lande tæller på samme måde
IISS peger på, at en af de største udfordringer bliver, at landene opgør deres udgifter forskelligt.
Nogle vil kunne medregne investeringer i havne, energiforsyning, cyberberedskab eller kritisk infrastruktur, mens andre har en mere snæver fortolkning. Resultatet kan blive, at to lande tilsyneladende bruger det samme, men leverer vidt forskellige militære effekter.
Det skaber risiko for politisk støj og misvisende sammenligninger.
Penge er ikke det samme som kampkraft
Det måske vigtigste budskab i analysen er, at store budgetter ikke automatisk giver et stærkere forsvar.
Hvis pengene bindes i lange projekter, bureaukrati eller nationale særhensyn, kan resultatet blive langt mindre operativ effekt end forventet.
Omvendt kan målrettede investeringer i eksempelvis:
- ammunition,
- droner,
- luftforsvar,
- logistik,
- digitale systemer,
- produktionskapacitet,
give en markant større militær effekt pr. investeret krone.
Danmark står relativt stærkt
For Danmark er analysen interessant.
Den danske debat har ofte handlet om, hvorvidt vi når NATO’s måltal.
Men fremover bliver spørgsmålet snarere:
Leverer investeringerne de kapaciteter, NATO faktisk efterspørger?
Det harmonerer med udviklingen de seneste måneder, hvor NATO i stigende grad har fokus på konkrete kapacitetsmål, forsvarsindustri, innovation, droner, luftforsvar, undervandsovervågning og robuste forsyningskæder – ikke blot størrelsen på budgettet.
Analyse: Nu begynder den svære del
Det interessante er derfor ikke, om NATO-landene kan finde flere penge.
Den store udfordring bliver at omsætte de historisk store investeringer til reelle militære kapaciteter – hurtigt nok.
Det kræver en langt tættere kobling mellem politik, forsvarsplanlægning, industri og innovation. Ellers risikerer Europa at bruge markant flere milliarder uden at opnå den afskrækkelseseffekt, som NATO’s nye styrkemål bygger på.
Den næste store diskussion bliver derfor næppe, hvor meget der bruges – men om pengene faktisk bliver omsat til kampkraft.