Norge er på vej med en ny forsvarsindustristrategi, som kan få betydning langt ud over landets egne grænser. Strategien peger på et skifte i europæisk forsvarspolitik, hvor succes ikke længere alene måles på produktionskapacitet, men på evnen til at udvikle teknologi, skabe internationale partnerskaber og sikre adgang til globale markeder. Det er en debat, som også bør få Danmark til at se kritisk på sin egen langsigtede strategi.

Europa opruster – men hvem bygger morgendagens forsvarsindustri?

De seneste år har den europæiske forsvarsdebat været domineret af én udfordring: at få produktionen op i gear. Ammunition, missiler, pansrede køretøjer og luftforsvarssystemer skal produceres hurtigere og i langt større mængder end tidligere.

Men produktion er kun én del af ligningen.

Den norske debat om en ny forsvarsindustristrategi illustrerer, at den næste konkurrence allerede er begyndt. Den handler om, hvem der udvikler de teknologier, som skal dominere slagmarken om 10, 20 og 30 år.

Det er en væsentlig forskydning i den strategiske tænkning. For mens produktionskapacitet kan opbygges relativt hurtigt, tager det årtier at skabe virksomheder med teknologisk førerskab og globale markedspositioner.

Innovation er blevet en strategisk kapacitet

Forsvarsindustrien er under hastig forandring.

Hvor tunge platforme tidligere var den primære konkurrenceparameter, bliver værdien i stigende grad skabt gennem software, sensorer, kunstig intelligens, autonome systemer og integration af data på tværs af domæner.

Det betyder, at virksomhedernes konkurrenceevne i højere grad afhænger af deres innovationskraft end deres produktionslinjer.

Den udvikling ses allerede tydeligt i NATO og EU, hvor investeringerne flytter mod teknologier, der kan forkorte udviklingscyklusser og øge den operative effekt.

For lande som Norge er budskabet klart: Hvis industrien alene fokuserer på produktion, risikerer den at ende som underleverandør til virksomheder, der ejer teknologien.

Internationale partnerskaber bliver afgørende

Et andet centralt element i den norske debat er erkendelsen af, at moderne forsvarssystemer sjældent udvikles nationalt.

De bliver skabt gennem internationale partnerskaber mellem virksomheder, universiteter, forskningsmiljøer og regeringer.

Succes afhænger derfor ikke kun af teknologiske kompetencer, men også af evnen til at indgå i de rigtige udviklingsprogrammer og alliancer.

Det gælder både inden for NATO og EU, hvor fælles udviklingsprojekter i stigende grad bliver vejen til fremtidens markeder.

For mindre lande er dette en afgørende pointe. Ingen kan udvikle hele værdikæden alene, men mange kan blive uundværlige inden for udvalgte teknologiske nicheområder.

Staten bliver en strategisk industripartner

Den norske debat peger også på en ændret rolle for staten.

Historisk har staten været forsvarsindustriens største kunde.

Fremover bliver staten i højere grad en strategisk partner, der skal skabe rammerne for virksomhedernes internationale vækst.

Det handler blandt andet om at:

• understøtte eksport
• skabe adgang til internationale udviklingsprogrammer
• styrke innovationsmiljøer
• etablere strategiske partnerskaber
• koble forskning, industri og forsvar tættere sammen

Dermed bliver forsvars- og erhvervspolitik to sider af samme sag.

Hvad betyder det for Danmark?

Danmark står over for mange af de samme udfordringer.

Der investeres historisk mange milliarder i Forsvaret, og danske virksomheder deltager allerede i en række NATO- og EU-programmer.

Men spørgsmålet er, om Danmark har en samlet vision for, hvilke teknologiske områder landet ønsker at være blandt de førende inden for.

Skal Danmark være stærkest på:

• maritime teknologier?
• undervandskapaciteter?
• autonome systemer?
• sensorer?
• cybersikkerhed?
• kunstig intelligens?
• droner?

Hvis svaret ikke er tydeligt, risikerer danske virksomheder at blive dygtige leverandører – men ikke nødvendigvis dem, der sætter retningen for fremtidens løsninger.

Mulighederne for dansk forsvarsindustri

Den norske debat rummer også et vigtigt budskab til virksomhederne.

Fremtidens vækst kommer ikke alene fra nationale anskaffelser.

Den kommer fra deltagelse i internationale udviklingsprogrammer, hvor nye teknologier bliver udviklet, testet og standardiseret.

Det gælder blandt andet gennem:

• NATO’s innovationsprogrammer
• European Defence Fund (EDF)
• European Defence Industry Programme (EDIP)
• SAFE
• bilaterale udviklingsprojekter
• strategiske industripartnerskaber

Virksomheder, der positionerer sig tidligt i disse økosystemer, vil have markant bedre muligheder for at blive en del af fremtidens internationale forsvarsprogrammer.

Perspektiv

Den norske strategi peger på en udvikling, som sandsynligvis vil præge hele Europa.

Den næste store konkurrence handler ikke om, hvem der kan bygge flest fabrikker.

Den handler om, hvem der udvikler de teknologier, som resten af verden ønsker at købe.

For små og mellemstore forsvarsnationer kan det blive den vigtigste strategiske erkendelse i de kommende år.

Evnen til at kombinere innovation, forskning, internationalt samarbejde og industriel udvikling kan vise sig at være langt vigtigere end størrelsen på den nationale industri alene.

Det er derfor værd at følge den norske strategi tæt. Ikke fordi Danmark skal kopiere den én til én, men fordi den rejser et centralt spørgsmål:

Har Danmark en klar plan for, hvilke forsvarsteknologier vi skal være verdensførende inden for – eller nøjes vi med at producere det, andre har udviklet?