Krigen mod Iran har sat de amerikanske ammunitionslagre under pres. Nu kræver Pentagon markant højere produktion – og sender samtidig et signal til hele NATO: Fremtidens forsvar handler ikke alene om at købe de bedste våben, men om at kunne producere dem hurtigt og i enorme mængder.
USA har verdens største forsvarsbudget, verdens største forsvarsindustri og nogle af verdens mest avancerede våbensystemer.
Alligevel står Pentagon nu med et problem, som efterhånden er blevet et gennemgående tema i den vestlige forsvarsverden:
Der bliver brugt ammunition hurtigere, end industrien kan producere den.
Krigen med Iran har yderligere reduceret amerikanske lagre af avanceret ammunition og ikke mindst missiler til luft- og missilforsvar. Det har fået Pentagon til at lægge et usædvanligt direkte pres på den amerikanske forsvarsindustri.
Ifølge Associated Press har viceforsvarsminister Steve Feinberg givet industrien maksimalt 21 dage til at fremlægge planer for væsentligt hurtigere leverancer og øget produktion af kritiske kapaciteter.
Budskabet fra Pentagon er bemærkelsesværdigt klart:
Årelange udviklings- og produktionsforløb er ikke længere acceptable.
Iran afslører et strukturelt problem
Det er fristende at betragte situationen som en direkte konsekvens af krigen med Iran. Men det vil være en for snæver analyse.
Problemet begyndte længe før.
USA har gennem flere år leveret betydelige mængder ammunition og våbensystemer til Ukraine. Samtidig skal amerikanske lagre kunne understøtte operationer og afskrækkelse i Europa, Mellemøsten og ikke mindst Indo-Pacific.
Krigen med Iran har derfor ikke nødvendigvis skabt problemet.
Den har snarere gjort det synligt.
Ifølge AP har kampene yderligere reduceret allerede pressede beholdninger af avancerede missilinterceptorer. Særligt Patriot- og THAAD-systemerne er interessante, fordi de repræsenterer præcis den type avancerede våben, som er ekstremt effektive – men også dyre, komplekse og tidskrævende at producere.
Dermed opstår en af moderne krigsførelses helt store udfordringer:
Et relativt billigt missil eller en drone kan tvinge modstanderen til at anvende et langt dyrere og vanskeligere producerbart interceptormissil.
Hvis konflikten varer længe nok, bliver produktionskapaciteten derfor næsten lige så vigtig som våbensystemernes tekniske kvalitet.
Fra lagerbeholdning til produktionskapacitet
I årtier har vestlige forsvarsplanlæggere i høj grad fokuseret på, hvor mange våben der fandtes på lager.
Den tankegang er ved at ændre sig.
Det afgørende spørgsmål bliver i stigende grad:
Hvor hurtigt kan vi producere nye?
Det er en fundamental ændring.
Et lager på eksempelvis 1.000 avancerede missiler fortæller kun halvdelen af historien. Hvis en konflikt betyder, at der anvendes 100 om måneden, mens industrien kun kan producere 20, bliver lageret uundgåeligt tømt.
Dermed bliver produktionslinjen i sig selv en strategisk militær kapacitet.
Fabrikker, underleverandører, råvarer, elektronik, sprængstoffer, raketmotorer, produktionsmaskiner og kvalificeret arbejdskraft bliver lige så afgørende for udholdenheden som selve våbensystemet.
Det er netop denne erkendelse, der ligger bag Pentagons nye pres på industrien.
Pentagon vil ændre tempoet
Den amerikanske melding til industrien er usædvanligt kontant.
Pentagon vil have hurtigere leverancer, større produktionskapacitet og kortere udviklingsforløb.
Samtidig understreger Pentagon, at initiativet ikke alene skyldes Iran, men indgår i en bredere indsats for at genopbygge den amerikanske forsvarsindustrielle base.
Det er væsentligt.
For hvis USA permanent begynder at dimensionere sin forsvarsindustri efter muligheden for længerevarende højintensiv krigsførelse, vil det påvirke hele det globale forsvarsmarked.
Industrien skal ikke længere alene kunne levere hundredvis af systemer.
Den skal potentielt kunne levere tusindvis – og løbende erstatte dem, der bliver anvendt eller ødelagt.
Europa har præcis den samme udfordring
Historien bør vække genklang i Europa.
Ukrainekrigen har allerede demonstreret problemerne med utilstrækkelig produktionskapacitet inden for blandt andet artilleriammunition, luftforsvar, droner og missiler.
Hvis selv USA oplever udfordringer med at opretholde tilstrækkelige beholdninger under længerevarende konflikter, er spørgsmålet endnu mere relevant for de europæiske NATO-lande.
Europa har ganske vist øget forsvarsbudgetterne markant.
Men flere penge løser ikke automatisk produktionsproblemet.
Man kan politisk beslutte at købe 10.000 missiler. Men hvis fabrikkerne kun kan fremstille 500 om året, eksisterer kapaciteten først mange år senere.
Derfor bliver næste fase af Europas oprustning sandsynligvis mindre fokuseret på alene hvad vi køber – og langt mere på hvordan og hvor hurtigt vi kan producere det.
En mulighed for dansk forsvarsindustri
Netop her kan der ligge betydelige muligheder for danske virksomheder.
Danmark kommer næppe til at opbygge komplette produktionslinjer for alle typer avancerede missiler eller luftforsvarssystemer.
Men moderne våbenproduktion består af enorme forsyningskæder.
Sensorer, elektronik, software, kommunikation, mekaniske komponenter, kompositmaterialer, kabler, strømforsyninger, kølesystemer, testudstyr, produktionsudstyr og en lang række andre komponenter indgår i de industrielle økosystemer.
Når de store amerikanske og europæiske producenter skal øge produktionen, bliver deres egne underleverandører hurtigt flaskehalse.
Og netop dér kan mindre og mellemstore virksomheder få en rolle.
For dansk forsvarsindustri kan spørgsmålet derfor være mindre:
Kan vi udvikle vores eget missil?
Og langt mere:
Kan vi blive en kritisk del af forsyningskæden til de virksomheder, der skal producere titusindvis af missiler, droner, sensorer og andre systemer de kommende år?
Det kan være en betydeligt mere realistisk markedsstrategi.
Masse bliver igen en militær kapacitet
De seneste årtiers vestlige forsvar har været præget af en tro på teknologisk overlegenhed.
Færre, men bedre systemer.
Ukraine og nu presset på de amerikanske lagre peger mod en delvis korrektion af den tankegang.
Teknologisk kvalitet er fortsat afgørende.
Men kvantitet, produktionshastighed og evnen til hurtigt at erstatte tab er igen blevet strategiske parametre.
Det gælder ikke alene ammunition.
Det gælder droner, køretøjer, reservedele, kommunikationsudstyr, sensorer og efterhånden næsten alle områder af moderne forsvar.
Et våbensystem, der tager fem år at producere, kan være teknologisk overlegent – men strategisk problematisk, hvis en modstander kan producere alternativer på måneder.
Det industrielle bagland bliver en del af slagmarken
Pentagons 21-dages ultimatum til industrien er derfor mere end en amerikansk indkøbshistorie.
Det er endnu et tegn på en større transformation af vestlig forsvarspolitik.
Forsvarsindustrien er ikke længere alene leverandør til Forsvaret.
Den industrielle kapacitet er blevet en del af selve forsvarsevnen.
Fremtidens afskrækkelse vil derfor ikke alene kunne måles i antallet af kampfly, fregatter, kampvogne og missiler på lager.
Den vil også blive målt i antallet af fabrikker, produktionslinjer, underleverandører og medarbejdere, der kan erstatte materiellet, når en konflikt varer måneder eller år.
Krigen med Iran har sat ekstra pres på USA’s lagre.
Men den langt vigtigere erkendelse kan være denne:
Det land – eller den alliance – der kan producere hurtigst og længst, kan i sidste ende have en lige så stor strategisk fordel som den, der begyndte krigen med de mest avancerede våben.