Ukrainske soldater har ikke været imponerede over alt, hvad de har mødt under NATO-øvelser. Faste kaffepauser, begrænsninger på brugen af droner og procedurer fra en anden militær virkelighed står i kontrast til en ukrainsk hær, der gennem mere end fire års krig har været tvunget til konstant at tilpasse sig. Ukraine er ikke længere kun eleven. På flere områder er landet blevet NATO’s vigtigste læremester i moderne krigsførelse.
Der er noget næsten tragikomisk over historien.
Ukrainske soldater, der kommer direkte fra Europas blodigste krig siden Anden Verdenskrig, deltager i øvelser med NATO-styrker og oplever en militær hverdag med procedurer, restriktioner – og faste kaffepauser.
Det lyder som en anekdote.
Men bag historien gemmer sig et langt mere alvorligt spørgsmål:
Er NATO’s hære reelt indrettet til den krig, som de forbereder sig på at skulle kæmpe?
For mens NATO gennem flere år har trænet titusindvis af ukrainere, er læringsforholdet mellem Ukraine og alliancen gradvist ved at ændre karakter.
Ukraine har nu noget, som stort set ingen NATO-hær har: omfattende og kontinuerlig erfaring med højintensiv krig mod en næsten jævnbyrdig militær modstander.
Og den erfaring er ved at ændre vores forståelse af moderne krig.
Fra elev til læremester
Da Rusland indledte sin fuldskalainvasion i februar 2022, var fortællingen relativt enkel.
Vesten skulle levere våben, ammunition, efterretninger og træning. NATO-landenes professionelle militære systemer skulle hjælpe Ukraine med at opbygge en mere effektiv kampkraft.
Det har haft enorm betydning.
Men fire et halvt år senere er situationen anderledes.
Ukrainske styrker har gennemført operationer under forhold, som vestlige soldater hovedsageligt kender fra øvelsesområder og simulationer.
De har opereret under konstant droneovervågning. De har kæmpet i et ekstremt belastet elektronisk miljø. De har udviklet og ændret droner på få uger. De har improviseret logistikkæder, kommunikation og våbensystemer, fordi alternativet kunne være nederlag.
NATO anerkender selv udviklingen.
I Operation Interflex i Storbritannien er ukrainske erfaringer med blandt andet FPV-droner blevet ført direkte tilbage i træningen. NATO beskriver selv, hvordan træningsprogrammerne løbende må ændres, fordi slagmarken i Ukraine udvikler sig så hurtigt.
Det er med andre ord ikke længere kun NATO, der uddanner Ukraine.
Ukraine uddanner også NATO.
Da ukrainske droneoperatører mødte NATO
Det blev meget konkret under den svenske storøvelse Aurora 26.
Mere end 18.000 soldater fra 13 lande deltog, og erfarne ukrainske droneoperatører blev sat ind for at teste NATO-styrkerne.
Formålet var netop at konfrontere alliancens soldater med nogle af de erfaringer, Ukraine har gjort sig.
Og resultatet bør give stof til eftertanke.
Små droneenheder kan opdage køretøjer, kommandoposter og troppekoncentrationer langt hurtigere end tidligere. Når et mål først er identificeret, kan informationen bevæge sig gennem en digital kommandokæde og ende i et angreb få minutter senere.
Det betyder, at den klassiske forestilling om et relativt sikkert bagland er under pres.
Kommandostationer, logistik, artilleri, luftforsvar og køretøjer befinder sig alle på en slagmark, hvor billige sensorer konstant leder efter dem.
Det ændrer tempoet.
Og det ændrer kravene til soldaterne.
Kaffepausen er egentlig ikke problemet
Derfor skal historien om kaffepauserne heller ikke tages alt for bogstaveligt.
Selvfølgelig holder ukrainske soldater pauser.
Problemet er snarere den militære kultur, som anekdoten illustrerer.
En fredstidshær kan planlægge.
Den kan opstille sikkerhedsregler, øvelsesbestemmelser, procedurer og godkendelsesprocesser.
En hær i krig bliver derimod konstant konfronteret med spørgsmålet:
Virker det?
Hvis svaret er nej, ændrer man det.
Og helst i morgen.
Det er måske den vigtigste forskel mellem Ukraine og store dele af NATO-systemet.
Ukraine arbejder i en innovationscyklus, hvor der kan gå uger fra en ny russisk trussel identificeres, til en modforanstaltning testes ved fronten.
I traditionelle vestlige forsvarssystemer kan udvikling, test, certificering og anskaffelse tage år.
Det tempo er blevet en militær kapacitet i sig selv.
NATO har set problemet
Det ville dog være forkert at fremstille NATO som en organisation, der ikke har forstået udviklingen.
Tværtimod.
NATO har etableret NATO-Ukraine Joint Analysis, Training and Education Centre – JATEC – i Polen netop for systematisk at omsætte erfaringerne fra krigen til læring.
NATO bruger ukrainske veteraner til at dele erfaringer om dronekrig med blandt andre britiske og amerikanske soldater.
Og under Aurora 26 blev ukrainske droneoperatører helt bevidst brugt til at udfordre NATO-enheder.
Det interessante er derfor ikke, om NATO lærer.
Det interessante er:
Kan NATO lære hurtigt nok?
For den ukrainske erfaring udfordrer ikke kun taktik.
Den udfordrer også organisation, doktrin, uddannelse, indkøb og forsvarsindustri.
Fra masseproduktion til masseinnovation
Ukrainekrigen viser samtidig noget afgørende om fremtidens forsvarsindustri.
Det er ikke nødvendigvis det dyreste våbensystem, der skaber den største operative effekt.
- En drone til få tusinde euro kan true et køretøj til millioner.
- En softwareopdatering kan ændre et våbensystems funktion.
- En ny sensor, antenne eller algoritme kan være relevant få måneder efter, at behovet er identificeret.
Det betyder ikke, at kampfly, fregatter, kampvogne og avanceret luftforsvar er blevet irrelevante.
Tværtimod.
Men de skal eksistere i et militært økosystem, hvor tusindvis af billigere systemer, sensorer, droner og digitale løsninger konstant udvikles omkring dem.
Her ligger måske en af de største udfordringer for europæisk forsvarsindustri.
Vi er fremragende til at udvikle avancerede platforme.
Ukraine er blevet fremragende til hurtig militær innovation.
Fremtidens forsvar kræver begge dele.
Muligheden for dansk forsvarsindustri
Det bør også få konsekvenser i Danmark.
Den danske forsvarsindustri består i høj grad af små og mellemstore virksomheder med kompetencer inden for blandt andet sensorer, kommunikation, software, maritime systemer, droner, autonome systemer og komponenter.
Netop den struktur kan være en styrke.
Men kun hvis virksomhederne får mulighed for hurtigt at teste deres løsninger sammen med soldaterne.
Ukraine viser, at afstanden mellem bruger og producent skal være kort.
- En soldat opdager et problem.
- En virksomhed udvikler en løsning.
- Løsningen testes.
Den justeres.
Og derefter produceres den.
Ikke nødvendigvis på fem år.
- Måske på fem måneder.
- Måske på fem uger.
Hvis Danmark virkelig ønsker en innovativ forsvarsindustri, bør spørgsmålet derfor ikke kun være, hvor mange milliarder vi investerer.
Det bør også være:
Hvor hurtigt kan en dansk virksomhed få en idé ud til en soldat og få den testet under realistiske forhold?
Ukraine bør ind i vores øvelser
Derfor bør ukrainske erfaringer heller ikke alene ende i rapporter og konferencer.
De bør direkte ind i NATO-landenes øvelser.
Ukrainske droneoperatører bør udfordre danske enheder.
Ukrainske specialister i elektronisk krigsførelse bør teste vores kommunikation.
Ukrainske logistikerfaringer bør bruges til at undersøge, om vores forsyningssystemer kan fungere under konstant overvågning og angreb.
Og ukrainske virksomheder bør kobles tættere sammen med danske forsvarsvirksomheder.
Ikke som udviklingshjælp.
Men fordi Ukraine besidder viden, som vi har brug for.
Perspektiv: Europas største militære laboratorium
NATO’s militære styrke er fortsat enorm.
Alliancen råder over avancerede kampfly, flåder, satellitter, efterretninger, luftforsvar og industrielle ressourcer, som Ukraine kun i begrænset omfang har adgang til.
Men Ukraine besidder noget andet.
Erfaring.
Hver eneste dag bliver taktikker prøvet af mod en virkelig modstander.
Nye dronesystemer møder elektroniske modforanstaltninger. Nye kommunikationssystemer bliver jammet. Nye våben bliver analyseret af fjenden.
Det er en brutal innovationsproces, hvor fejl ikke resulterer i en dårlig evalueringsrapport.
De kan koste menneskeliv.
Derfor bør historien om ukrainerne og NATO’s kaffepauser heller ikke reduceres til en morsom fortælling om bureaukratiske vestlige hære.
Den bør opfattes som en advarsel.
For NATO’s udfordring er ikke kun at købe mere ammunition, flere kampvogne, flere droner og flere missiler.
Det handler også om at ændre tempoet, kulturen og måden, vi lærer på.
I årtier rejste østeuropæiske soldater vestpå for at lære NATO’s måde at føre krig på.
Nu går erfaringerne i stigende grad den modsatte vej.
Ukraine kom for at lære af NATO.
Men måske er tiden kommet til, at NATO for alvor begynder at gå i skole hos Ukraine.