Elektronisk krigsførelse handler ikke længere kun om at få fjendens droner til at falde ned. GPS-spoofing kan potentielt få en drone til at flyve et andet sted hen, end operatøren havde planlagt. De seneste hændelser langs NATO’s østlige grænse viser, hvorfor forskellen mellem jamming, spoofing og egentlig kapring af en drone bliver stadig vigtigere.
Forestil dig følgende scenario:
Ukraine sender en langtrækkende angrebsdrone mod et militært mål i Rusland. Undervejs bliver dens satellitnavigation påvirket af russisk elektronisk krigsførelse.
Men i stedet for blot at miste GPS-signalet bliver dronen fodret med falske navigationsdata.
Dronens computer tror derfor, at den befinder sig ét sted, mens den reelt befinder sig et andet.
Resultatet kan være, at den ændrer kurs.
Og pludselig flyver en bevæbnet ukrainsk drone ind over et NATO-land.
Det lyder som et tænkt fremtidsscenario. Men dele af det er allerede virkelighed.
Ukrainske droner er allerede endt over NATO-territorium
I maj 2026 beskrev Reuters en række hændelser, hvor ukrainske droner var kommet ind i luftrummet over blandt andet Litauen, Letland og Estland.
Ukraine og baltiske myndigheder pegede på russisk elektronisk krigsførelse – herunder jamming og spoofing – som en mulig eller sandsynlig forklaring.
Ukraine oplyste samtidig, at man havde iværksat en omfattende undersøgelse af, hvordan russiske systemer kunne få ukrainske droner til at afvige fra deres planlagte ruter.
Problemet er blevet så alvorligt, at Estland i maj 2026 nedskød en ukrainsk drone, der var kommet ind i estisk luftrum. Ukraine beklagede hændelsen og pegede igen på russisk elektronisk interferens.
Det betyder ikke, at Rusland dokumenteret har siddet med et joystick og fløjet en ukrainsk drone ind over Estland.
Men det viser, at elektronisk påvirkning af navigationen kan skabe præcis den slags gråzonehændelser, som NATO fremover skal håndtere.
Først skal vi skelne mellem jamming og spoofing
Begreberne bliver ofte blandet sammen.
Jamming er grundlæggende støj.
En modstander udsender et kraftigere radiosignal på de frekvenser, som eksempelvis GPS, GLONASS, Galileo eller dronens kommunikationsforbindelse anvender.
Dronen kan dermed miste satellitnavigationen eller forbindelsen til operatøren.
Det svarer lidt til at råbe så højt i et lokale, at ingen længere kan høre hinanden.
Men jamming fortæller ikke nødvendigvis dronen, hvor den skal flyve hen.
Her bliver spoofing langt mere interessant.
Ved spoofing forsøger man ikke blot at overdøve signalet. Man udsender falske signaler, som modtageren opfatter som legitime.
EU-Kommissionens rum- og forsvarsorganisation beskriver direkte, hvordan et spoofet GNSS-signal kan få eksempelvis et fartøj eller en drone til at afvige fra sin kurs.
Forskningsforsøg har tilsvarende vist, hvordan manipulerede GPS-signaler kan ændre den position, en drones navigationssystem tror, den befinder sig på, og dermed påvirke dens flyverute.
Det er en fundamental forskel.
Ved jamming siger man i praksis: Du må ikke vide, hvor du er.
Ved spoofing siger man: Jeg vil fortælle dig, hvor du er.
Og så kommer den tredje mulighed: hijacking
Der findes yderligere et niveau.
Nemlig egentlig overtagelse af dronen.
Her overtager angriberen ikke blot navigationen indirekte, men forsøger at få adgang til dronens kontrolforbindelse eller kommandoprotokol og sende egne kommandoer.
Det er teknisk muligt.
Forskere har eksempelvis demonstreret en egentlig hijacking af en kommerciel DJI-drone ved at udnytte sårbarheder i dens kommunikationsprotokol og derefter manipulere flyveruten. Andre laboratorieforsøg har demonstreret lignende angreb mod mindre droner.
Men her skal man være meget forsigtig med konklusionen.
At det kan lade sig gøre mod en bestemt kommerciel drone betyder ikke, at Rusland uden videre kan overtage en moderne ukrainsk langtrækkende angrebsdrone.
Kryptering, autentifikation, frekvensskift, redundante navigationssystemer, inertialnavigation og autonome funktioner kan gøre en sådan overtagelse meget vanskeligere.
Spoofing er derfor den mest interessante gråzone
Det interessante scenario er ikke nødvendigvis:
Rusland hacker en ukrainsk drone og flyver den mod Warszawa.
Det mere realistiske scenario kan være langt mere subtilt.
Rusland ved, at en ukrainsk drone er på vej mod et mål tæt på eksempelvis Kaliningrad.
Et kraftigt elektronisk forsvar påvirker dronens GNSS-navigation.
Hvis dronens navigation er tilstrækkeligt afhængig af satellitsignalet, kan den få en falsk opfattelse af sin position og begynde at korrigere sin kurs.
Dermed kan Rusland potentielt påvirke dens retning uden nogensinde at få egentlig kontrol over dronen.
Netop omkring Kaliningrad er udviklingen værd at følge.
Ifølge oplysninger fra Litauens kommunikationsmyndigheder refereret af Reuters var antallet af identificerede spoofing-antenner i Kaliningrad vokset fra tre i begyndelsen af 2025 til 36 i maj 2026. Litauiske myndigheder vurderede, at russiske systemer kunne påvirke navigationssignaler i en radius på op mod 450 kilometer.
Det er ikke længere lokal elektronisk krigsførelse ved frontlinjen.
Det er påvirkning af et meget stort geografisk område.
Men en drone følger ikke nødvendigvis spoofingen
Der er samtidig en vigtig begrænsning.
Moderne militære droner navigerer ikke nødvendigvis udelukkende ved hjælp af GPS eller andre satellitsystemer.
De kan kombinere GNSS med blandt andet inertial navigation, kameraer, terrængenkendelse og andre sensorer. NATO’s innovationsorganisation DIANA arbejder eksempelvis specifikt med navigationssystemer, som skal gøre droner i stand til at operere helt uden GPS.
Ukraine og Rusland udvikler tilsvarende mere autonome droner netop som svar på den massive elektroniske krigsførelse langs fronten.
Derfor kan man ikke opstille en simpel regel om, at:
Spoof GPS – og bestem derefter, hvor dronen flyver hen.
Resultatet afhænger af dronens software, sensorer, navigationsarkitektur og programmerede nødprocedurer.
- En drone kan fortsætte efter inertialnavigation.
- Den kan vende hjem.
- Den kan forsøge at lande.
- Den kan fortsætte mod det senest kendte waypoint.
Eller den kan begynde at afvige fra den planlagte rute.
Det farligste våben kan være usikkerheden
Og her ligger måske den største strategiske udfordring for NATO.
Forestil dig, at en ukrainsk drone med sprængstof rammer en installation i Polen eller Litauen.
Hvem har så angrebet NATO?
- Ukraine, som opsendte dronen?
- Rusland, hvis Rusland bevidst manipulerede dens navigation?
Eller er der tale om et teknisk uheld?
Det er en næsten perfekt gråzone.
For hvis spoofing kan anvendes til bevidst at påvirke en modstanders våben, kan man i princippet forsøge at skabe hændelser, hvor attribution bliver ekstremt vanskelig.
Det åbner for en ny form for elektronisk krigsførelse:
Ikke nødvendigvis at ødelægge modstanderens våben.
Men at manipulere, hvor våbnet ender.
Hvad betyder det for Danmark og dansk industri?
Det flytter også kravene til fremtidens drone- og Counter-UAS-systemer.
Det handler ikke længere kun om rækkevidde, nyttelast og anti-jamming.
Fremtidens militære autonome systemer skal kunne afgøre:
Er den position, jeg bliver fortalt, faktisk rigtig?
Det betyder større behov for sensorfusion, inertialnavigation, terrænnavigation, visuel navigation, autentificerede GNSS-signaler, spoofing-detektion og systemer, der kan sammenholde flere uafhængige positionskilder.
EDA beskriver netop robust navigation og autonome kontrolsystemer som centrale europæiske teknologiområder.
Det samme gælder Counter-UAS.
Det er værd at bemærke, at et officielt polsk katalog over forsvarssystemer direkte skelner mellem jamming, GNSS-spoofing og Take over Control, hvor et system overtager kontrollen med bestemte droner og kan tvinge dem til at lande.
Teknologierne eksisterer altså.
Spørgsmålet er, hvilke dronesystemer de virker imod.
Perspektiv: Fra at skyde dronen ned til at vende dens egne sensorer imod den
Krigen i Ukraine har allerede lært os, at elektronisk krigsførelse er blevet lige så afgørende for dronekrigen som selve dronen.
Det næste kapitel kan blive endnu mere komplekst.
For kampen handler ikke længere kun om: Kan jeg jamme din drone?
Den handler i stigende grad om: Kan jeg få din drone til at tro på en anden virkelighed?
Og derefter kommer det spørgsmål, NATO bør tage særdeles alvorligt: Kan jeg få dit våben til at ende et sted, hvor det politisk gør mere skade på dig end på mig?
Det er endnu ikke dokumenteret, at Rusland frit kan kapre ukrainske militære droner og sende dem mod selvvalgte mål i NATO.
Men spoofing af droners navigation er teknisk veldokumenteret. Russiske GNSS-forstyrrelser omkring NATO’s østlige grænse er omfattende. Og ukrainske droner er allerede endt i NATO-luftrum under omstændigheder, hvor Ukraine og flere NATO-lande peger på russisk elektronisk krigsførelse.
Derfor er spørgsmålet ikke længere science fiction.
Det er blevet et spørgsmål om resiliens, attribution og eskalationskontrol.