Danmark har afsat omkring 70,5 milliarder kroner til militær støtte til Ukraine frem mod 2028. Men hvor stor en del af pengene skal samtidig bruges til at opbygge dansk og europæisk forsvarsindustri? I Norge er netop den diskussion rykket helt ind på Stortinget. Måske bør Folketinget tage den samme debat – og overveje et politisk mål for, hvor stor en del af de danske forsvarsmilliarder der skal omsættes til produktion i Danmark.

Det lyder umiddelbart som to forskellige politiske mål.

På den ene side skal Danmark hjælpe Ukraine med de våben, den ammunition og det materiel, landet har brug for her og nu.

På den anden side skal Danmark genopbygge en national forsvarsindustri, øge forsyningssikkerheden og sikre, at Danmark selv kan producere mere af det materiel, som både Forsvaret og vores allierede får brug for fremover.

Men måske er det netop fejlen at betragte de to ting som modsætninger.

I Norge foregår lige nu en interessant diskussion, som også burde interessere danske politikere.

Forsvarets Forum beskriver, hvordan kun omkring seks procent af den norske militære støtte til Ukraine sidste år gik til køb af våben og materiel produceret i Norge. Af 72,5 milliarder norske kroner gik cirka 4,5 milliarder til norskproducerede våben og udstyr.

Det har fået den norske forsvarsindustri til at stille et ganske enkelt spørgsmål:

Hvorfor bruger Norge ikke en større del af sine enorme forsvars- og Ukrainemilliarder på samtidig at opbygge den produktionskapacitet, som Norge selv får brug for?

Det samme spørgsmål kan stilles i Danmark.

Danmark har allerede valgt en industriel model – bare primært i Ukraine

Danmark har faktisk været foregangsland, når det gælder om at koble støtte til Ukraine sammen med forsvarsindustriel produktion.

Den såkaldte danske model betyder, at Danmark finansierer produktion direkte hos den ukrainske forsvarsindustri.

Det giver god mening.

Ukrainerne ved, hvilke kapaciteter de mangler. Deres industri kan på en række områder producere hurtigt og relativt billigt, og pengene er samtidig med til at holde den ukrainske forsvarsindustri i gang.

Danmark har ifølge Forsvarsministeriet afsat cirka 70,5 milliarder kroner til militær støtte til Ukraine frem til og med 2028, og der er allerede truffet beslutninger om støtte for omkring 68,7 milliarder kroner. Pengene går gennem en lang række forskellige kanaler – blandt andet den danske model, NATO’s PURL-initiativ, det tjekkiske ammunitionsinitiativ, internationale fonde og forskellige kapabilitetskoalitioner.

Spørgsmålet er derfor ikke, om Danmark skal stoppe med at købe ukrainsk.

Tværtimod.

Spørgsmålet er, om modellen mangler et tredje ben:

• Ukraine skal producere mere.
• Europa skal producere mere.
• Og Danmark skal producere mere.

Norge har fået øje på dilemmaet

Den norske debat er interessant, fordi Stortingets forsvars- og udenrigskomité allerede har bevæget sig i den retning.

Komitéen har slået fast, at en større del af Nansen-programmets militære støtte kan anvendes til samarbejdsprojekter mellem norske og ukrainske forsvarsvirksomheder og til leverancer af norskproduceret forsvarsmateriel, når materiellet er efterspurgt af Ukraine.

Det er en vigtig politisk erkendelse.

For hver gang et europæisk land bruger milliarder på forsvarsmateriel, træffes der samtidig en industripolitisk beslutning.

Pengene køber ikke alene et våbensystem.

De køber også produktionskapacitet.

De finansierer ingeniører, fabrikker, testfaciliteter, underleverandører, forskning, kompetencer og produktionslinjer.

Og de er med til at bestemme, hvilke lande der om fem eller ti år har en forsvarsindustri – og hvilke lande der primært har et indkøbskontor.

Skal Folketinget sætte et mål?

Derfor bør Folketinget måske stille et spørgsmål, som hidtil har fyldt overraskende lidt:

Hvor stor en del af Danmarks voksende forsvarsudgifter og Ukraine-støtte ønsker vi politisk skal bidrage til produktion, teknologi og arbejdspladser i Danmark?

Det behøver ikke være et rigidt krav om, at eksempelvis 30 eller 40 procent af hvert eneste indkøb skal være dansk.

Forsvaret skal have det bedste materiel. Ukraine skal have det materiel, der giver størst militær effekt. Internationale udbudsregler og Danmarks forpligtelser skal naturligvis respekteres.

Men Folketinget kunne fastlægge en strategisk målsætning.

Eksempelvis kunne en bestemt andel af relevante investeringer over en flerårig periode søges placeret hos virksomheder med produktion, udvikling eller strategiske forsyningskæder i Danmark.

Ikke som erhvervsstøtte.

Men som sikkerheds- og forsyningspolitik.

Vi inviterer ukrainske virksomheder til Danmark

Argumentet bliver kun stærkere af den kurs, Danmark selv allerede har valgt.

Regeringen har i 2026 indgået en aftale med Ukraine, der skal styrke samarbejdet mellem dansk og ukrainsk forsvarsindustri. Den omfatter blandt andet droner, luft- og missilforsvar, kunstig intelligens og elektronisk krigsførelse samt mulighederne for ukrainske virksomheder til at etablere produktion i Danmark gennem Build with Ukraine.

Danmark har desuden været i dialog med ukrainske virksomheder om konkret produktion på dansk jord. Forsvarsministeriet fremhæver selv, at sådan produktion kan styrke både dansk og ukrainsk sikkerhed og samtidig skabe samarbejde med danske virksomheder.

Dermed bliver spørgsmålet endnu mere relevant:

Hvis vi politisk ønsker forsvarsproduktion i Danmark, hvorfor fastlægger vi så ikke også politisk, hvor stor en produktionskapacitet vi faktisk ønsker?

Det handler ikke om flaget på fabrikken

En dansk industristrategi bør heller ikke nødvendigvis defineres efter virksomhedens pas.

En fransk, tysk, britisk, amerikansk eller ukrainsk virksomhed, der etablerer produktion, udvikling, medarbejdere og forsyningskæder i Danmark, kan være mindst lige så interessant for dansk forsyningssikkerhed som en dansk virksomhed, der får alt produceret i udlandet.

Det afgørende spørgsmål bør være:

Hvilken kapacitet befinder sig fysisk og teknologisk i Danmark, når en krise rammer?

• Kan vi producere ammunition?
• Kan vi fremstille og reparere droner?
• Kan vi vedligeholde køretøjer?
• Kan vi producere komponenter til maritime systemer?
• Har vi elektronik, sensorer, software, kommunikation og undervandsteknologi?

Og har staten sikret tilstrækkelige ordrer til, at virksomhederne tør investere i produktionslinjerne?

Industrien kan ikke investere på politiske hensigtserklæringer

Det sidste er måske det vigtigste.

Politikerne efterlyser mere forsvarsproduktion.

Men en virksomhed bygger ikke en fabrik, ansætter 100 medarbejdere og investerer millioner i maskiner, certificeringer og produktionsudstyr, fordi en minister siger, at Danmark skal have en stærkere forsvarsindustri.

Der skal være ordrer. Og helst langsigtede ordrer.

Det er netop derfor, en politisk målsætning kan være interessant.

Hvis Folketinget politisk fastlægger, at en større del af de kommende års forsvarsinvesteringer skal understøtte produktionskapacitet i Danmark, skaber det den efterspørgsel og forudsigelighed, som kan udløse private investeringer.

Den norske advarsel bør læses i København

Den norske debat viser bagsiden af alternativet.

Norge bruger enorme beløb på Ukraine og forsvar, men industrien peger samtidig på, at relativt få af pengene bliver omsat til norskproduceret materiel.

Forsvarsminister Tore O. Sandvik har et væsentligt modargument: Formålet med støtten er at sikre Ukraines frihed – ikke at støtte norsk industri. Regeringen har desuden advaret om, at meget store ekstra offentlige indkøb i Norge kan øge aktiviteten, presse priserne og dermed også påvirke renterne.

Det argument skal tages alvorligt.

Ukraine-støtte må aldrig reduceres til skjult erhvervspolitik.

Men der findes en mellemvej.

Hvis Ukraine efterspørger en kapacitet, som kan produceres i Danmark, og produktionen samtidig øger dansk og europæisk forsyningssikkerhed, er der ikke nødvendigvis nogen modsætning.

Så kan den samme krone skabe ukrainsk kampkraft nu og dansk beredskab bagefter.

Folketinget bør tage diskussionen

Danmark står foran historisk store investeringer i forsvar.

Samtidig skal Europa på få år genopbygge en industriel kapacitet, som gennem årtier er blevet reduceret.

Derfor er spørgsmålet større end Ukraine.

Det handler om, hvorvidt Danmark om ti år ønsker at være et land, der primært køber forsvarsmateriel, eller et land, der også kan udvikle, producere, vedligeholde og eksportere det.

Norge er begyndt at diskutere sammenhængen mellem Ukraine-støtte, national industri og forsyningssikkerhed.

Danmark bør gøre det samme.

Måske bør næste forsvarsforlig derfor ikke alene indeholde milliarder til materiel og kapaciteter.

Det bør også indeholde et politisk svar på et meget konkret spørgsmål:

Hvor stor en del af de kommende danske forsvarsmilliarder skal være med til at bygge den forsvarsindustri, Danmark skal leve af – og være beskyttet af – når den næste krise rammer?

For hvis Danmark vil have en stærkere forsvarsindustri, er politiske strategier ikke nok.

Nogen skal også beslutte at købe det, den producerer.