Spanien og Grækenland kritiseres for at holde på Patriot-missiler, som Ukraine har akut brug for. Men Danmark har også grund til selvransagelse. En dansk droneanskaffelse risikerer at blive forsinket og fordyret af en kontraktmodel med et statsligt mellemled. Samtidig rejser processen spørgsmål om producentgarantier, operativ kapacitet og mulighederne for ukrainsk droneproduktion i Danmark. Er vi ved at lade bureaukratiet spænde ben for vores egne forsvarsambitioner?

Europa har missilerne – Ukraine mangler dem

Mens Ukraine forbereder sig på endnu en vinter med russiske angreb mod landets energiforsyning og kritiske infrastruktur, har en ny sag sat fokus på Europas vilje til at omsætte politisk solidaritet til konkrete militære leverancer.

Ifølge den britiske avis The Telegraph afviser Spanien og Grækenland at frigive Patriot-luftværnsmissiler til Ukraine, selv om nogle af missilerne nærmer sig udløbet af deres certificerede levetid.

Det er missiler, Ukraine har akut behov for.

Financial Times har tidligere beskrevet, hvordan manglen på Patriot-interceptorer har efterladt dele af det ukrainske luftforsvar sårbart over for russiske angreb. Ukraine har efterspurgt mindst 300 yderligere missiler til at imødegå vinterens trusler.

Situationen illustrerer et grundlæggende europæisk dilemma: Skal nationale lagre og militære forbehold altid have forrang, selv når Ukraine står med et akut behov?

Naturligvis har både Spanien og Grækenland legitime sikkerhedspolitiske hensyn. Og missiler, der nærmer sig udløbet af deres certificerede levetid, er ikke nødvendigvis uden værdi for landenes eget forsvar.

Men det ændrer ikke ved spørgsmålet om, hvorvidt Europa samlet set anvender sine militære ressourcer hensigtsmæssigt.

Tyskland har eksempelvis besluttet at frigive yderligere PAC-2-missiler fra egne lagre. Det viser, at andre europæiske lande vurderer, at der er mulighed for at handle.

Men før Danmark begynder at kritisere sine europæiske allierede, er der grund til at kigge nærmere på vores egen håndtering af samarbejdet med Ukraine.

Danmark har sit eget droneproblem

Danmark har med rette profileret sig som en af Ukraines stærkeste støtter.

Den danske regering har samtidig fremhævet samarbejdet med den ukrainske forsvarsindustri som en central del af fremtidens danske forsvar.

I en bilateral aftale fra 2026 lægger Danmark og Ukraine blandt andet op til fælles produktion, teknologisk samarbejde og etablering af ukrainske forsvarsvirksomheder på dansk jord.

Ambitionen er både rigtig og nødvendig.

Ukraine har gennem flere års krig udviklet en droneindustri med erfaringer, som europæiske forsvar ikke kan købe sig til gennem traditionelle udviklingsprogrammer.

Men hvad sker der, når de politiske ambitioner skal omsættes til konkrete kontrakter?

Her viser en aktuel dansk droneanskaffelse, at virkeligheden kan være væsentligt mere kompliceret.

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, FMI, arbejder med en kontraktmodel, hvor en ukrainsk statslig aktør indsættes som mellemled mellem den ukrainske producent og Danmark.

FMI har i korrespondance om sagen selv understreget, at det har meget høj prioritet at sikre leverancer fra ukrainske producenter i 2026 eller så tidligt som muligt i 2027.

Myndigheden har samtidig peget på risikoen for langvarige ukrainske eksporttilladelser.

Men det rejser spørgsmålet, om den valgte løsning faktisk fremmer leverancerne – eller risikerer at gøre anskaffelsen langsommere, dyrere og mindre fordelagtig for Danmark.

Danmark risikerer at betale mere for mindre kapacitet

Det centrale problem er ikke alene, at kontraktprocessen kan trække ud.

Det er, at forsinkelser og ændringer i kontraktstrukturen kan få direkte økonomiske og operative konsekvenser.

Når en statslig aktør indsættes mellem producent og køber, opstår der potentielt flere administrative led, yderligere kontraktomkostninger og mere komplicerede ansvarsforhold.

Dermed risikerer Danmark at betale mere for de samme dronesystemer.

Hvis anskaffelsesbudgettet samtidig er fastlagt, kan højere omkostninger betyde, at Forsvaret får færre droner for pengene.

Men der er også en anden risiko.

Danmark kan ende med at betale mere for teknologi, der er blevet mindre relevant, når den endelig leveres.

Droneteknologien udvikler sig med en hastighed, som få andre militære teknologier kan matche.

Systemer, der er konkurrencedygtige i dag, kan allerede om seks eller tolv måneder være overhalet af nye sensorer, bedre kommunikationssystemer, forbedret elektronisk beskyttelse eller mere avancerede operative løsninger.

Forsinkelser er derfor ikke blot et administrativt problem. De kan reducere den operative værdi af selve anskaffelsen.

Det gælder ikke mindst, hvis den nødvendige uddannelse, træning og integration i Forsvarets øvrige systemer også bliver udskudt.

Hvad sker der med producentgarantien?

Et andet væsentligt spørgsmål handler om garantier og kontraktmæssigt ansvar.

Ved direkte kontraktindgåelse mellem producent og køber kan der etableres klare aftaler om garantier, reklamation, teknisk support, vedligeholdelse og producentens ansvar for eventuelle fejl og mangler.

Når en statslig mellemmand indsættes, skal disse forhold sikres på ny.

Det er ikke givet, at producentgarantierne bortfalder. Men det er heller ikke givet, at Danmark automatisk bevarer de samme direkte rettigheder over for producenten.

Hvis Danmark får vanskeligere ved at gøre garantikrav gældende, eller hvis ansvaret fordeles mellem flere kontraktparter, kan det øge både risikoen og de fremtidige driftsomkostninger.

Det bør derfor være et grundlæggende krav, at FMI kan dokumentere, at en ændret kontraktmodel ikke forringer Danmarks garantier, servicevilkår eller muligheder for at holde producenten ansvarlig.

For hvad er gevinsten ved en ny kontraktmodel, hvis resultatet bliver længere leveringstid, højere priser og ringere sikkerhed for det materiel, Forsvaret køber?

Ukraine har faktisk forsøgt at fjerne bureaukratiet

Et særligt interessant forhold er, at Ukraine selv har taget initiativ til at gøre eksport af forsvarsteknologi lettere.

Den 1. juli 2026 offentliggjorde de ukrainske myndigheder en forenklet procedure under Drone Deal, som under bestemte betingelser giver mulighed for afgørelse om eksporttilladelse inden for 30 kalenderdage.

Ordningen kræver blandt andet, at modtagerlandet er omfattet af den relevante aftale, at produkterne ikke er underlagt særlige restriktioner, og at de øvrige betingelser er opfyldt.

For ansøgninger uden for den forenklede ordning beskriver de ukrainske myndigheder en standardprocedure med en behandlingstid på op til 90 kalenderdage.

Det er bemærkelsesværdigt i lyset af FMI’s bekymring for, at eksporttilladelser kan tage omkring seks måneder.

Det dokumenterer ikke, at den konkrete anskaffelse kan anvende 30-dagesordningen. Men det understreger behovet for at få forklaret, hvilke konkrete hindringer der fortsat eksisterer.

For hvis Ukraine arbejder på at reducere bureaukratiet, bør Danmark kunne forklare, hvorfor vores egen anskaffelsesproces alligevel risikerer at trække ud.

Hvor blev ambitionen om produktion i Danmark af?

Samtidig rejser sagen et større industripolitisk spørgsmål.

Danmark ønsker ikke blot at købe ukrainske droner. Vi ønsker også at tiltrække ukrainske forsvarsvirksomheder og etablere produktion i Danmark.

Det er en del af den politiske ambition om at styrke dansk forsyningssikkerhed og opbygge en tættere integration mellem dansk og ukrainsk forsvarsindustri.

Men hvis anskaffelsesprocesser bliver så komplicerede, at de forsinker investeringer, kontrakter og produktionsbeslutninger, risikerer Danmark at underminere sine egne ambitioner.

Det er endnu ikke dokumenteret, at FMI i den konkrete sag direkte har forhindret etablering af produktion i Danmark.

Men det bør undersøges, om de valgte kontrakt- og anskaffelsesmodeller understøtter eller besværliggør denne mulighed.

For Danmark har ikke alene behov for at anskaffe droner.

Vi har behov for at opbygge en forsvarsindustri, som kan udvikle, producere, vedligeholde og videreudvikle systemerne i tæt samarbejde med de virksomheder, der allerede har dokumenteret deres værdi i Ukraine.

En proces kan være korrekt – og resultatet alligevel forkert

FMI skal naturligvis overholde gældende regler om eksportkontrol, statsstøtte, offentlige indkøb og sikkerhed.

Der kan også være gode juridiske eller politiske grunde til at anvende en statslig ukrainsk aktør som mellemled.

Men disse grunde bør kunne forklares og dokumenteres.

Særligt når den valgte model potentielt påvirker både pris, leveringstid, garantier og operativ kapacitet.

FMI fremhæver selv leveringstid og forsyningssikkerhed blandt de centrale vurderingskriterier ved anskaffelser til Ukraine.

Det gør det relevant at stille de samme krav til anskaffelser til det danske forsvar.

For en anskaffelse kan sagtens være juridisk korrekt, administrativt velgennemført og formelt godkendt – uden nødvendigvis at være den løsning, der giver mest militær kapacitet for pengene.

Og i en tid, hvor Europa investerer historisk store beløb i forsvar, er det ikke en uvæsentlig forskel.

Vi skal passe på med at pege fingre

Det er let at kritisere Spanien og Grækenland for ikke at frigive deres Patriot-missiler.

Men Danmark bør også stille kritiske spørgsmål til sine egne processer.

For mens vi efterspørger hurtigere leverancer og større europæisk solidaritet, risikerer vi selv at skabe administrative forhindringer for den militære kapacitet, vi har besluttet at anskaffe.

Der er naturligvis forskel på at tilbageholde eksisterende missiler og at gennemføre en kompliceret international droneanskaffelse.

Men fællesnævneren er den samme:

Militær kapacitet har først værdi, når den kan anvendes.

Hvis Danmarks anskaffelsesmodel medfører dyrere droner, længere leveringstider, svagere garantier eller færre operative systemer, bør det give anledning til alvorlig selvransagelse.

Og hvis modellen samtidig besværliggør ukrainsk droneproduktion i Danmark, risikerer vi også at miste en langsigtet industriel mulighed.

Det er risici, der skal dokumenteres og afklares – ikke konklusioner, som allerede er bevist.

Men det ændrer ikke ved det grundlæggende spørgsmål:

Er vi ved at indrette vores forsvarsanskaffelser efter, hvad der passer bedst ind i systemet, frem for hvad der hurtigst giver Forsvaret den nødvendige kampkraft?

Det bør FMI og Forsvarsministeriet kunne give et klart svar på.

For i sidste ende er det ikke antallet af kontrakter, mellemled eller gennemførte procedurer, der afgør, om Drone Deal bliver en succes.

Det er, hvor mange operative droner Danmark får, hvad de koster, hvilke rettigheder vi har som køber – og hvornår Forsvaret rent faktisk kan tage dem i brug.

Hvis Danmark ender med at betale mere, vente længere og få mindre militær kapacitet, har vi et problem, som ingen nok så korrekt administrativ proces kan bortforklare.