Ruslands hybride krig har nået et nyt og langt mere alvorligt niveau. Europæiske efterretningstjenester advarer nu om, at russiske operatører målrettet går efter ledere og nøglemedarbejdere i forsvarsindustrien. Også mindre dronevirksomheder er i farezonen. Og det rejser et ubehageligt spørgsmål i Danmark: Vi bruger milliarder på at opbygge en stærkere forsvarsindustri – men hvem beskytter egentlig de mennesker, der skal få den til at fungere?

Det lyder som noget fra en spionroman. Direktører i europæiske forsvarsvirksomheder bliver overvåget, efterretningstjenester afdækker mulige attentatplaner, og virksomheder må overveje personbeskyttelse af deres ledelse. Men ifølge Financial Times er det ikke længere et tænkt scenarie. Det er en reel trussel, som fem europæiske efterretningstjenester nu advarer om.

Den britiske avis kunne den 11. oktober fortælle, at Rusland intensiverer bestræbelserne på at ramme ledere og centrale medarbejdere i Europas forsvarsindustri. Særligt virksomheder, der producerer droner og komponenter til Ukraine, er ifølge efterretningstjenesterne udsatte. Det handler ikke alene om de store internationale forsvarskoncerner. Også mindre virksomheder og deres nøglepersoner er kommet i søgelyset.

Det er en udvikling, der bør få alarmklokkerne til at ringe i Danmark. For mens vi politisk diskuterer investeringer, produktionskapacitet, forsyningssikkerhed og etableringen af nye forsvarsvirksomheder, er der opstået en sikkerhedstrussel, som risikerer at ramme selve fundamentet for den industrielle oprustning.

Når Rusland ikke kan stoppe våbnene, forsøger man at stoppe menneskene

Der er en brutal strategisk logik bag den russiske fremgangsmåde. Hvis Rusland ikke kan forhindre Europa i at levere våben til Ukraine gennem militære operationer eller politisk pres, kan man forsøge at påvirke de mennesker, der står bag produktionen.

Det er ikke nødvendigvis nødvendigt at gennemføre et attentat for at opnå en effekt. Truslen kan i sig selv skabe usikkerhed. En direktør, der bliver bekymret for sin familie, en ingeniør, der ikke længere ønsker at arbejde med ukrainske våbenprogrammer, eller en investor, der vurderer risikoen som for høj, kan alle bidrage til at forsinke den industrielle opbygning.

Netop den psykologiske effekt fremhæves i Financial Times’ afdækning. Den russiske indsats handler ikke alene om fysisk ødelæggelse, men også om at skræmme virksomheder fra at samarbejde med Ukraine og dermed svække Europas militære støtte.

Det er her, den hybride krig bliver særligt farlig: Rusland behøver ikke ødelægge en fabrik, hvis man kan få dens ledelse til at opgive produktionen.

Danmark er ikke længere en tilskuer

Den danske forbindelse gør historien væsentligt mere alvorlig.

Den 7. oktober rapporterede Reuters, at Politiets Efterretningstjeneste havde beskrevet en russisk udvikling, hvor sabotageoperationer i stigende grad rettes mod virksomheder, der leverer til Ukraine. PET-analytiker Josefine Christensen forklarede, at Rusland efter manglende effekt af bredere destabiliseringsforsøg nu søger at ramme mål med direkte betydning for frontlinjen, herunder våbenproduktion.

Ifølge Reuters pegede PET også på, at Rusland anvender stedfortrædere, som blandt andet rekrutteres gennem sociale medier, til opgaver, der kan begynde med fotografering og overvågning og udvikle sig til egentlig sabotage.

Det betyder, at truslen ikke alene skal forstås som noget, der vedrører Rheinmetall, store tyske våbenfabrikker eller internationale koncerner med omfattende sikkerhedsorganisationer.

Den vedrører også danske droneproducenter, komponentleverandører, teknologivirksomheder, produktionspartnere og mindre virksomheder, der arbejder med militære løsninger til Ukraine.

Der er samtidig grund til at skelne mellem efterretningstjenesternes generelle trusselsvurderinger og konkrete dokumenterede angreb. PET’s offentlige beskrivelse af sabotageområdet har tidligere fremhævet en stigende trussel uden på daværende tidspunkt at kende til konkrete russiske fysiske sabotagehandlinger i Danmark. Reuters’ nyere rapportering viser, at myndighedernes vurdering af udviklingen siden er blevet skærpet.

Det centrale er derfor ikke at skabe panik. Det er at forstå, at Danmark nu er en del af det trusselsbillede, som tidligere især blev forbundet med konflikter og operationer langt fra dansk territorium.

Attentatplanerne mod Rheinmetalls direktør var måske kun begyndelsen

Allerede i 2024 kom det frem, at amerikanske efterretningstjenester havde afdækket en formodet russisk plan om at myrde Armin Papperger, administrerende direktør for den tyske forsvarskoncern Rheinmetall.

Ifølge CNN og Reuters blev de tyske myndigheder advaret, hvorefter sikkerheden omkring Papperger blev styrket. Tyskland tog oplysningerne meget alvorligt, mens Rusland afviste beskyldningerne.

På daværende tidspunkt kunne sagen fremstå som et særligt alvorligt forsøg på at ramme en af Europas mest profilerede forsvarsindustriledere. Men de nye oplysninger fra Financial Times tegner et bredere billede. Truslen synes ikke længere at være begrænset til enkelte højtstående direktører i de største våbenkoncerner.

Den kan også omfatte mindre virksomheder, hvor en enkelt direktør, teknologisk specialist eller udviklingschef kan være afgørende for en hel produktionslinje.

Det gør situationen særlig alvorlig. Europas forsvarsindustri er i stigende grad afhængig af innovative mindre virksomheder, som udvikler droner, sensorer, elektronik, kommunikationsudstyr og nye våbensystemer. Det er netop virksomheder, hvor tabet af ganske få nøglepersoner kan få uforholdsmæssigt store konsekvenser.

Vi har sikkerhedsgodkendelser til at beskytte hemmelighederne. Men hvem beskytter menneskene?

Her opstår et paradoks i den danske forsvarsopbygning.

Vi stiller omfattende krav til virksomheder, der ønsker at samarbejde med Forsvaret. Der arbejdes med sikkerhedsgodkendelser, informationssikkerhed, cybersikkerhed, adgangskontrol og beskyttelse af klassificerede oplysninger.

Det er nødvendigt. Men de nye efterretninger viser, at sikkerhed ikke længere alene kan handle om at forhindre uvedkommende i at få adgang til dokumenter, produktionsanlæg og militær teknologi.

Det handler også om at beskytte de mennesker, som besidder viden, træffer beslutninger og driver produktionen.

En sikkerhedsgodkendt virksomhed er ikke nødvendigvis en sikker virksomhed. Og en direktør, der har styr på virksomhedens informationssikkerhed, er ikke dermed beskyttet mod målrettet overvågning, trusler eller fysisk vold.

Derfor bør der stilles et langt mere grundlæggende spørgsmål til den danske indsats:

Er vores samlede sikkerhedsberedskab indrettet til at beskytte en forsvarsindustri, der ikke alene er leverandør til Forsvaret, men potentielt også er et direkte mål for en fremmed efterretningstjeneste?

Det spørgsmål er ikke det samme som at konkludere, at den danske beskyttelse er utilstrækkelig. Men efterretningstjenesternes advarsler gør det nødvendigt at undersøge, om den nuværende indsats matcher den nye trussel.

Små virksomheder kan blive de letteste mål

Der er endnu en dimension, som fortjener langt større opmærksomhed.

En international forsvarskoncern kan investere betydelige beløb i fysisk sikkerhed, personbeskyttelse, risikovurderinger og overvågning af trusselsbilledet. Den kan etablere særlige sikkerhedsorganisationer og trække på internationale specialister.

Det kan en mindre dansk dronevirksomhed med 15 eller 30 medarbejdere sjældent.

Og netop derfor kan den være særligt sårbar.

Financial Times beskriver, hvordan de stigende sikkerhedsomkostninger allerede bekymrer forsvarsvirksomheder, og hvordan især mindre virksomheder risikerer at blive økonomisk belastet af nødvendige beskyttelsesforanstaltninger.

Dermed opstår en risiko for en ny og hidtil undervurderet konkurrenceforvridning i forsvarsindustrien. De største virksomheder har ressourcerne til at beskytte sig, mens mindre virksomheder risikerer at stå med en sikkerhedsopgave, de hverken har kompetencerne eller økonomien til at løfte alene.

Hvis Danmark ønsker flere innovative virksomheder ind på forsvarsmarkedet, må vi også forholde os til de sikkerhedsmæssige konsekvenser af den ambition.

Det vil være en mærkelig industripolitik at bruge milliarder på at fremme udvikling og produktion, hvis vi samtidig overlader en væsentlig del af beskyttelsen mod fremmede efterretningstjenester til virksomhedernes egne budgetter.

Det er ikke kun Danmark – hele NATO bliver testet

Den russiske strategi skal også ses i et bredere sikkerhedspolitisk perspektiv.

Den 12. oktober advarede chefen for den tjekkiske sikkerhedstjeneste, Michal Koudelka, om, at Rusland inden for de kommende måneder kan vælge mere risikable operationer mod NATO-lande, der støtter Ukraine.

Han nævnte blandt andet sabotage mod installationer knyttet til støtten til Ukraine og i yderste konsekvens begrænsede militære handlinger. Han understregede samtidig, at et direkte militært angreb ikke var en umiddelbar trussel.

Det illustrerer den sikkerhedspolitiske udfordring. Rusland kan forsøge at opnå strategiske resultater gennem handlinger, der hver for sig ligger under tærsklen for en egentlig militær konflikt.

En brand. En sabotagehandling. En trussel. Et forsøg på at ramme en nøgleperson.

Hver enkelt hændelse kan være vanskelig at attribuere og håndtere. Men tilsammen kan de påvirke Europas evne og vilje til at producere og levere militære kapaciteter.

Det er præcis derfor, den hybride krig ikke må reduceres til et spørgsmål om cyberangreb, droner over lufthavne og mystiske hændelser omkring kritisk infrastruktur.

Den handler også om mennesker.

Danmark bør handle, før den første direktør bliver ramt

Der er behov for en langt mere sammenhængende dansk tilgang til sikkerheden omkring forsvarsindustrien.

For det første bør PET og relevante myndigheder sikre, at også mindre forsvarsvirksomheder får adgang til konkret og anvendelig trusselsinformation. Det er ikke tilstrækkeligt, at virksomhederne kan læse generelle efterretningsvurderinger. De skal kunne omsætte informationen til praktiske sikkerhedsforanstaltninger.

For det andet bør der etableres en tydeligere ramme for, hvordan virksomheder med særligt udsatte nøglepersoner kan få rådgivning om personbeskyttelse og håndtering af trusler. Det bør ske på baggrund af konkrete risikovurderinger, ikke gennem en generel forestilling om, at alle forsvarsindustriledere har behov for livvagter.

For det tredje bør sikkerhedsomkostninger indgå i diskussionen om opbygningen af dansk forsvarsproduktion. Hvis samfundet ønsker at tiltrække virksomheder, som kan blive mål for fjendtlige efterretningstjenester, må samfundet også tage stilling til, hvordan en rimelig del af den ekstraordinære sikkerhedsbyrde skal håndteres.

Og endelig bør sikkerheden omkring forsvarsindustriens nøglepersoner betragtes som en del af Danmarks samlede forsyningssikkerhed og totalforsvar.

Det er ikke alene et spørgsmål om virksomhedernes egen sikkerhed. Det er et spørgsmål om vores evne til at opretholde produktion og leverancer under pres.

Perspektiv: Vi kan ikke nøjes med at beskytte våbnene

Danmark og resten af Europa er i gang med en historisk oprustning. Vi investerer i ammunition, droner, luftforsvar, maritime kapaciteter og en stærkere europæisk forsvarsindustri.

Men en forsvarsindustri består ikke kun af fabrikker, maskiner, teknologi og produktionskapacitet.

Den består af mennesker.

Og hvis de europæiske efterretningstjenesters oplysninger holder stik, har Rusland i stigende grad identificeret netop disse mennesker som mulige mål.

Det ændrer forudsætningerne for den europæiske oprustning. For det nytter ikke at investere milliarder i produktionskapacitet, hvis vi undervurderer risikoen for, at produktionen kan lammes gennem trusler, sabotage og angreb på de personer, der er afgørende for dens funktion.

Vi har i årevis diskuteret, hvordan vi beskytter vores soldater, vores våben og vores militære installationer. Nu er tiden kommet til også at diskutere, hvordan vi beskytter dem, der bygger våbnene.

For hvis Putin kan skræmme Europas forsvarsindustri til at producere mindre, har han opnået en militær effekt uden at affyre et eneste skud på slagmarken.

Og den sejr skal vi ikke forære ham.