Mens forsvarsindustrien konkurrerer om at udvikle nye våben, droner, radarer og avancerede it-systemer, kan en af de største forretningsmuligheder ligge et helt andet sted: i at få alle systemerne til at fungere sammen. NATO har gjort interoperabilitet til en strategisk prioritet, EU stiller nye krav til den offentlige sektor, og konkrete danske kontrakter viser, at markedet allerede er under udvikling. Virksomheder, der kan løse udfordringen, kan opnå et betydeligt internationalt konkurrenceforspring.
Vi mangler ikke nødvendigvis flere systemer – vi mangler, at de kan tale sammen
Forestil dig en situation, hvor Forsvarets radarer registrerer en ukendt drone over dansk territorium. Informationen skal hurtigt kunne deles med andre militære enheder, politiet, relevante beredskabsmyndigheder og måske en allieret styrke. Hver organisation har sine egne systemer, sikkerhedskrav, procedurer og teknologiske løsninger.
Men hvad hjælper verdens bedste radar, hvis dens informationer ikke kan anvendes af det system, der skal understøtte beslutningen om en indsats? Eller hvis informationerne skal overføres manuelt, fordi to systemer ikke kan udveksle data direkte?
Det er netop den udfordring, interoperabilitet handler om. Evnen til at få forskellige teknologier, organisationer og myndigheder til at arbejde sammen, selv om de anvender forskellige systemer.
Og det er ikke længere blot et teknisk spørgsmål. Det er blevet et spørgsmål om operativ effekt, national sikkerhed, økonomi og i stigende grad også forretningsmæssig konkurrenceevne.
For hvis fremtidens forsvar skal fungere som én sammenhængende kapacitet, bliver evnen til at forbinde systemerne mindst lige så vigtig som mange af systemerne selv.
NATO gør interoperabilitet til et strategisk industrikrav
NATO’s udvikling understøtter denne vurdering ganske tydeligt. I alliancens opdaterede strategi for digital transformation fra maj 2026 beskrives en digital infrastruktur, der skal forbinde sensorer, beslutningstagere og operative kapaciteter på tværs af lande, organisationer og militære domæner.
Det såkaldte Digital Backbone skal skabe grundlaget for sikker kommunikation og informationsudveksling. Samtidig arbejder NATO på et fælles dataøkosystem, hvor informationer kan deles og anvendes på tværs af alliancen under kontrollerede sikkerhedsforhold.
Endnu mere interessant for virksomhederne er NATO’s nye strategi for samarbejde med industrien, offentliggjort den 8. juli 2026.
Her fremhæves interoperabilitet som en central forudsætning for udviklingen af fremtidige militære kapaciteter. NATO ønsker blandt andet åbne arkitekturer, modulopbyggede systemer, fælles standarder og stærkere inddragelse af industrien i udviklingsprocesserne.
Det er et væsentligt signal til leverandørerne. Det handler ikke længere alene om, hvorvidt et produkt virker isoleret. Det handler også om, hvorvidt produktet kan fungere sammen med andre landes teknologier, eksisterende systemer og fremtidige anskaffelser.
Dermed kan virksomheder, der allerede fra udviklingsfasen tænker interoperabilitet ind, stå stærkere i den internationale konkurrence.
Danmark har allerede et konkret eksempel
Det interessante er, at vi faktisk har et dansk eksempel på, hvordan interoperabilitet kan omsættes til internationale forretninger.
Softwarevirksomheden Systematic har gennem flere år udviklet sit SitaWare-system til militær kommando og kontrol. Systemet er designet til at sammenstille informationer fra forskellige kilder og skabe et fælles operationelt situationsbillede.
I juni 2026 offentliggjorde virksomheden, at det multinationale 1 German-Netherlands Corps havde valgt SitaWare Headquarters som fælles digitalt grundlag for sine operationer. Hovedkvarteret omfatter personel fra 12 nationer, der skal kunne planlægge og koordinere operationer på tværs af nationale systemer.
Endnu mere aktuelt indgik Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse den 8. oktober 2026 en aftale med Systematic om et kommando- og kontrolsystem til det danske droneforsvar.
Løsningen skal integrere informationer fra eksisterende droneforsvarssystemer og skabe et fælles situationsbillede, der også kan anvendes af civile myndigheder som politiet.
Der er naturligvis forskel på at levere et fælles kommando- og kontrolsystem og at løse alle interoperabilitetsproblemer. Men aftalerne illustrerer, at evnen til at samle forskellige informationer og teknologier i en operationel løsning allerede er en efterspurgt kompetence.
Og at en dansk virksomhed kan omsætte denne kompetence til både nationale og internationale kontrakter.
EU trækker den offentlige sektor i samme retning
Det er imidlertid ikke kun Forsvaret, der bevæger sig mod større interoperabilitet.
EU’s Interoperable Europe Act indførte fra 12. januar 2025 krav om interoperabilitetsvurderinger, når offentlige myndigheder vedtager nye eller væsentligt ændrede bindende krav, der påvirker grænseoverskridende digitale offentlige tjenester.
Det betyder ikke, at enhver offentlig it-anskaffelse eller alle militære systemer automatisk er omfattet. Men det er en tydelig regulatorisk bevægelse mod større sammenhæng, genbrug og standardisering i den offentlige sektor.
Samtidig understøtter EU’s Data Act, som i hovedtræk begyndte at finde anvendelse i september 2025, bedre adgang til data og lettere skift mellem blandt andet cloudleverandører. Formålet er også at mindske den teknologiske afhængighed af enkelte leverandører.
For kommuner, regioner og statslige myndigheder er problemstillingen velkendt. Mange organisationer anvender en lang række specialiserede systemer til eksempelvis beredskab, logistik, infrastruktur, sundhed, administration og sikkerhed. Systemerne er udviklet til forskellige formål og ofte anskaffet på forskellige tidspunkter.
Potentialet ligger derfor ikke kun i at udskifte gamle systemer, men i at gøre informationer anvendelige på tværs af dem.
Og netop her kan der opstå interessante muligheder for teknologivirksomheder, der behersker både integration, datasikkerhed, standardisering og offentlige arbejdsgange.
Fra militær teknologi til samfundets samlede beredskab
Interoperabilitet får endnu større betydning, når vi bevæger os fra det traditionelle forsvar til det samlede samfundsberedskab.
Et moderne totalberedskab kan involvere Forsvaret, politiet, kommuner, regioner, forsyningsselskaber, private virksomheder og kritisk infrastruktur. Under en alvorlig hændelse kan myndighederne have behov for hurtigt at skabe et fælles billede af situationen og koordinere ressourcerne.
Information om eksempelvis strømforsyning, transportveje, hospitalskapacitet, kommunikation eller kritiske installationer kan være relevant for flere myndigheder samtidigt.
Det betyder ikke, at alle skal have adgang til alle data. Tværtimod er kontrolleret informationsdeling, adgangsstyring og cybersikkerhed afgørende. En militær efterretningsoplysning kan eksempelvis ikke uden videre deles med en kommunal medarbejder.
Men løsninger, der gør det muligt at udveksle de rigtige informationer sikkert med de rigtige modtagere, kan bidrage til mere effektiv koordinering.
Det skaber potentielt et marked, som rækker langt ud over Forsvarsministeriets traditionelle anskaffelser. De teknologiske kompetencer kan være relevante for både forsvar, civilbeskyttelse, sundhedsvæsen, kommuner og kritisk infrastruktur, selv om kravene og sikkerhedsniveauerne varierer betydeligt.
Den virkelige konkurrencefordel er at kunne dokumentere, at det virker
Man skal dog passe på med at forestille sig, at én virksomhed kommer til at eje hele markedet for interoperabilitet.
Faktisk går en væsentlig del af udviklingen i den modsatte retning. NATO og EU ønsker at fremme fælles standarder, åbne grænseflader, genbrugelige løsninger og mindre leverandørafhængighed.
Det betyder, at en lukket teknologisk platform, som tvinger myndighederne til at anvende én bestemt leverandør, ikke nødvendigvis bliver attraktiv.
Derimod kan virksomheder opbygge betydelige konkurrencefordele ved at dokumentere, at deres løsninger fungerer med eksisterende systemer, opfylder relevante NATO-standarder, understøtter sikker dataudveksling og kan videreudvikles, efterhånden som nye teknologier kommer til.
Og dokumentation bliver afgørende. Under NATO’s CWIX-øvelse i juni 2026 deltog over 4.000 personer fra mere end 40 NATO- og partnerlande. Her blev mere end 600 kapaciteter afprøvet gennem over 30.000 tests med fokus på blandt andet interoperabilitet, kommando og kontrol og informationsdeling.
Det understreger, at interoperabilitet ikke blot er noget, virksomheder kan skrive i en produktbrochure. Det skal kunne demonstreres og fungere i praksis.
For en leverandør kan netop dokumenteret interoperabilitet være en væsentlig adgangsbillet til flere markeder. Hvis en løsning allerede er afprøvet i relevante internationale samarbejder, kan det mindske usikkerheden hos fremtidige kunder og gøre løsningen lettere at integrere.
Det er ikke en garanti for nye ordrer. Men det er et troværdigt konkurrencemæssigt udgangspunkt.
Her ligger en mulighed for danske virksomheder
Danske teknologivirksomheder behøver ikke nødvendigvis udvikle nye våbenplatforme for at få en plads i den voksende forsvarsindustri. Der kan også være betydelige muligheder inden for software, cybersikkerhed, dataintegration, kommunikation, sensorintegration og digitale beslutningssystemer.
Det gælder både større it-leverandører og specialiserede mindre virksomheder.
Særligt interessant bliver det for virksomheder, der kan kombinere civile kompetencer med indsigt i Forsvarets operative behov og NATO’s tekniske krav. En løsning, der fungerer på tværs af organisationer i Danmark, kan måske videreudvikles til samarbejde mellem flere allierede lande.
Men vejen dertil kræver mere end god software. Den kræver forståelse for sikkerhedsgodkendelser, dataklassifikation, militære standarder, internationale samarbejdsformer og ikke mindst de konkrete problemer, som brugerne forsøger at løse.
Virksomheder, der tidligt positionerer sig omkring disse behov og kan dokumentere deres løsninger, kan derfor opbygge et forspring, som bliver vanskeligt for konkurrenter at indhente.
Perspektiv: Fremtidens store forsvarsleverandør sælger måske ikke våben
Vi taler meget om, hvilke droner, missiler, radarer, skibe og kampkøretøjer Danmark og NATO skal købe. Og med god grund. Men vi risikerer at overse et helt centralt spørgsmål: Hvordan sikrer vi, at alle disse investeringer fungerer som én samlet militær kapacitet?
NATO’s strategier, EU’s regulering og de konkrete danske anskaffelser peger i samme overordnede retning. Fremtidens militære og offentlige løsninger skal i stigende grad kunne samarbejde, udveksle informationer og tilpasses nye behov.
Derfor er det en nærliggende forretningsmæssig vurdering, at interoperabilitet kan blive en af de vigtigste konkurrenceparametre for virksomheder, der ønsker at levere til Forsvaret og den øvrige offentlige sektor.
Det betyder ikke, at den virksomhed, der først løser en integrationsopgave, automatisk vinder hele markedet. Men virksomheder, som formår at gøre interoperabilitet til en dokumenteret kernekompetence, kan få adgang til et langt større internationalt marked end det, deres oprindelige produkt var udviklet til.
Måske skal vi derfor begynde at stille danske teknologivirksomheder et andet spørgsmål end det sædvanlige:
Ikke kun, hvad er det for et produkt, I kan sælge til Forsvaret?
Men også: Hvor mange af Forsvarets eksisterende og kommende kapaciteter kan I få til at fungere bedre sammen?
For måske ligger en af de største fremtidige forretningsmuligheder ikke i de enkelte systemer, men i alt det, der skal forbinde dem.
