Lars Bangert Struwe leverer en aktuel, velskrevet og nødvendig bog om den krig, Danmark og Europa nu forbereder sig på. Fremtidens krig bør læses af alle, der vil forstå, hvorfor droner, kunstig intelligens og satellitter ikke erstatter den traditionelle krig, men gør den hurtigere, mere kompleks og endnu mere krævende.
Der udkommer i disse år mange bøger om krigen i Ukraine, den sikkerhedspolitiske situation i Europa og den teknologiske udvikling på slagmarken. Færre formår at samle de mange udviklinger i en sammenhængende fortælling om, hvordan fremtidens krig faktisk kan komme til at se ud.
Det gør Lars Bangert Struwe med Fremtidens krig.
Bogen tager udgangspunkt i et enkelt, men afgørende spørgsmål: Hvilken form for krig er det egentlig, Danmark og Europa er i gang med at forberede sig på?
Svaret er ikke, at fremtidens krig bliver fuldstændig digital, ubemandet eller autonom. Tværtimod er en af bogens vigtigste pointer, at den gamle krig ikke forsvinder. Soldater skal fortsat kunne holde terræn. Artilleri, missiler, befæstninger, logistiske forbindelser og industriel produktionskapacitet er fortsat afgørende. Men de bliver bygget ind i en ny slagmark, hvor sensorer, droner, kunstig intelligens, cyberangreb og satellitter påvirker næsten enhver militær handling.
Det er netop denne kombination af gammelt og nyt, der gør bogen særlig interessant.
Den gamle krig bliver bygget ind i den nye
Struwe gør op med forestillingen om, at nye teknologier automatisk gør tidligere tiders militære erfaringer irrelevante. Dronen afskaffer ikke artilleriet. Den gør artilleriet bedre til at finde og ramme sine mål. Kunstig intelligens fjerner ikke behovet for militær ledelse. Den kan derimod gøre det muligt at behandle større mængder information og træffe beslutninger hurtigere.
Den moderne slagmark bliver derfor ikke mindre fysisk eller mindre brutal. Den bliver mere præcis nogle steder, men samtidig mere omfattende. Fronten er ikke længere et tydeligt afgrænset område. Krigen føres også mod satellitter, kommunikationsforbindelser, energiforsyning, transportnet, fabrikker og civile infrastrukturer langt fra de direkte kampe.
Det er en vigtig erkendelse for et land som Danmark. Vores forsvarsevne afhænger ikke alene af antallet af soldater og våbensystemer. Den afhænger også af, om samfundets digitale og fysiske forbindelser kan fungere under pres, om industrien kan producere og reparere materiel, og om forsyningerne kan komme hele vejen fra fabrikken til fronten.
Bogen viser dermed, at en diskussion om fremtidens krig nødvendigvis også er en diskussion om totalforsvar, samfundssikkerhed og industriel kapacitet.
Teknologisk tilpasning er blevet en kampdisciplin
Et andet stærkt perspektiv er bogens beskrivelse af den hastighed, hvormed teknologien ændrer sig under en krig.
Et nyt system kan give en betydelig fordel, men fordelen kan være kortvarig. Modstanderen udvikler modforanstaltninger, ændrer sin taktik eller tager selv teknologien i brug. Det gælder blandt andet droner, elektronisk krigsførelse, sensorer og kommunikationssystemer.
Den militære styrke, der overlever og vinder, er derfor ikke nødvendigvis den, der ved krigens begyndelse har det mest avancerede materiel. Det kan i lige så høj grad være den styrke, der hurtigst kan lære, tilpasse sig, producere nye løsninger og få dem ud til enhederne.
Her rammer bogen en helt central udfordring for det danske og europæiske forsvar. Anskaffelsesprocesser, kravspecifikationer og godkendelser er traditionelt indrettet til lange forløb og systemer, der skal kunne anvendes i mange år. På den moderne slagmark kan teknologi, software og modforanstaltninger imidlertid ændre sig på få måneder eller ligefrem få uger.
Fremtidens forsvar kan derfor ikke baseres på indkøb alene. Det kræver organisationer, der kan eksperimentere, acceptere fejl og løbende ændre både teknologi og doktrin. Det kræver også et langt tættere samspil mellem Forsvaret, forskningsmiljøerne og den civile industri.
Den gennemsigtige slagmark har stadig en tåge
Bogens behandling af den såkaldte gennemsigtige slagmark er også værd at fremhæve.
Moderne sensorer, droner, satellitter og digitale overvågningssystemer gør det vanskeligere at skjule større styrker og bevægelser. Alt fra køretøjer og hovedkvarterer til forsyningslinjer og radiosignaler kan opdages og bekæmpes. Nutidens styrker må derfor kunne sprede sig, flytte sig, skjule deres elektroniske signatur og fortsætte kampen, selvom forbindelsen til den overordnede ledelse bliver afbrudt.
Men større adgang til information betyder ikke nødvendigvis større sikkerhed. Tværtimod kan mængden af data skabe nye problemer. Information kan være forkert, forældet eller bevidst manipuleret. Den militære chef risikerer at få flere informationer, end organisationen kan nå at forstå og omsætte til handling.
Struwe undgår dermed den teknologiske begejstrings faldgrube. Den moderne slagmark bliver ganske vist mere overvåget, men krigens tåge forsvinder ikke. Den skifter karakter.
Kampen kommer i stigende grad til at handle om, hvem der kan indsamle, sortere og forstå information hurtigst, samtidig med at modstanderen forsøger at forstyrre det samlede billede. Her får kunstig intelligens stor betydning, men den fjerner ikke behovet for menneskelig dømmekraft.
Maskinerne ændrer menneskets rolle
Fremtidens krig bliver heller ikke mennesketom.
Som bogen præcist formulerer det, er en drone kun ubemandet dér, hvor den flyver. Bag systemet står operatører, teknikere, programmører, logistikere og efterretningsfolk. Når flere funktioner automatiseres, forsvinder mennesket ikke nødvendigvis. Opgaverne flyttes og ændres.
Soldaten skal i stigende grad kunne samarbejde med flere systemer på én gang. Den militære organisation får derfor brug for andre kompetencer og mere fleksible karriereveje. Programmering, dataanalyse, gaming, robotteknologi og forståelse for software bliver militært relevante kompetencer.
Men bogen understreger også, at teknologisk fortrolighed ikke i sig selv gør nogen til soldat. At være vokset op med smartphones, computerspil og digitale kort er ikke det samme som at kunne fungere under krigens kaos, frygt og fysiske belastning. Teknologien skal forbindes med militær træning, disciplin og realistiske øvelser.
Det er et velafbalanceret perspektiv. Bogen hverken romantiserer den traditionelle soldat eller gør teknologien til løsningen på alle problemer.
Krigen vindes også på fabrikken
Et af bogens mest relevante kapitler handler om forsyningskæden fra fabrikken til fronten.
Krigen i Ukraine har demonstreret, at lagre kan tømmes hurtigt, og at selv avancerede våbensystemer mister deres værdi, hvis ammunition, reservedele, energi og uddannet personel ikke kan følge med. En moderne krig kræver ikke alene teknologisk kvalitet. Den kræver volumen, udholdenhed og evnen til at erstatte tab.
Her bliver forsvarsindustrien en direkte del af forsvarsevnen.
Det afgørende er ikke kun, hvor meget materiel et land råder over på krigens første dag. Det er også, hvor hurtigt materiellet kan repareres, hvor længe ammunitionen rækker, og om produktionen kan udvides, når efterspørgslen eksploderer. En militær styrke uden en robust industriel og logistisk bagkæde kan se imponerende ud på papiret, men vil være sårbar i en længerevarende konflikt.
Denne pointe bør vække særlig interesse i både dansk politik og erhvervsliv. Oprustning handler ikke kun om at købe færdige systemer i udlandet. Det handler også om at opbygge nationale og europæiske kapaciteter, der kan vedligeholde, videreudvikle og producere under pres.
Krigen bliver både hurtigere og længere
Bogens måske stærkeste samlede pointe er, at fremtidens krig på én gang bliver hurtigere og længere.
Den bliver hurtigere, fordi sensorer, kunstig intelligens, langtrækkende våben og digitale forbindelser kan forkorte tiden mellem opdagelse og angreb. Beslutninger skal træffes hurtigere, og konsekvenserne af fejl kan indtræffe næsten øjeblikkeligt.
Samtidig kan krigen blive længere, fordi en hurtig militær operation ikke nødvendigvis skaber en holdbar politisk afslutning. Historien viser, at forventningen om den korte krig ofte slår fejl. Når det første forsøg på en afgørelse mislykkes, begynder kampen om mobilisering, produktion, alliancer, økonomisk styrke og politisk udholdenhed.
Fremtidens krig afgøres derfor ikke alene af, hvem der kan slå først. Den afgøres også af, hvem der kan fortsætte længst.
Det er en pointe, der bør indgå langt tydeligere i den danske forsvarsdebat. Militære kapaciteter skal ikke kun kunne levere effekt i begyndelsen af en konflikt. De skal være organiseret, bemandet og forsynet til at kunne fungere over tid.
En bog, der fortjener en bred læserskare
Fremtidens krig lykkes, fordi den kombinerer militærhistorie, teknologisk udvikling og aktuelle erfaringer uden at blive hverken teknologibegejstret eller tilbageskuende. Den forklarer komplicerede sammenhænge i et tilgængeligt sprog og forbinder slagmarkens udvikling med de politiske, industrielle og samfundsmæssige valg, der træffes langt fra fronten.
Bogen giver ikke ét enkelt svar på, hvordan den næste krig vil forløbe. Det er en styrke. Fremtiden er usikker, og militære organisationer begår deres største fejl, når de forbereder sig alt for præcist på én bestemt krig.
I stedet giver bogen læseren en række redskaber til at forstå de kræfter, der former fremtidens konflikter: hastighed, information, teknologi, industriel kapacitet, forsyningssikkerhed og menneskelig dømmekraft.
Den henvender sig naturligvis til soldater, officerer, forsvarspolitikere og medarbejdere i forsvarsindustrien. Men den bør også læses af beslutningstagere i kommuner, myndigheder og virksomheder, der arbejder med kritisk infrastruktur, beredskab og samfundssikkerhed. Fremtidens krig vil ikke nøjes med at ramme Forsvaret. Den vil stille krav til hele samfundets modstandskraft.
Forsvarsoverblikkets vurdering er klar: Fremtidens krig er både aktuel, relevant og anbefalelsesværdig. Det er en bog, man bliver klogere af, og som giver et stærkt grundlag for den nødvendige diskussion om, hvad Danmark reelt skal kunne, hvis den sikkerhedspolitiske situation bliver endnu mere alvorlig.
Den bør købes, læses og diskuteres.








