Danmark står i en historisk mulighed.
De investeringer, der foretages i disse år, vil forme både vores sikkerhed og vores industrielle styrkepositioner årtier frem. Men investeringer alene skaber ikke strategisk styrke.
Det gør en klar retning.
Den kommende forsvarsindustrielle strategi bliver derfor en af de vigtigste erhvervs- og sikkerhedspolitiske beslutninger i dette årti.
Spørgsmålet er ikke længere, om Danmark skal investere mere i forsvar. Det gør vi allerede.
Spørgsmålet er, hvor stor en del af værdiskabelsen der bliver i Danmark.
Samtidig skal diskussionen ses i lyset af NATO’s Defence Planning Process (NDPP), hvor medlemslandene ikke alene vurderes på, hvor mange penge de bruger på forsvar, men i stigende grad også på deres evne til at levere konkrete kapaciteter, opretholde forsyningssikkerhed og understøtte alliancens samlede modstandskraft.
I den seneste generation af NATO-styrkemål er fokus flyttet fra platforme alene til hele økosystemet omkring dem. Produktionsevne, forsyningskæder, teknologisk innovation, adgang til kritiske komponenter, cyberkapaciteter, autonome systemer og industriel robusthed er blevet en del af den samlede forsvarsevne.
Forsvar er med andre ord blevet et økosystem.
Det er ikke længere tilstrækkeligt at kunne købe materiel i udlandet. Landene forventes også at kunne understøtte alliancen gennem egen produktion, forskning, teknologisk udvikling og modstandsdygtige forsyningskæder. Det gælder ikke mindst i Europa, hvor ønsket om større strategisk autonomi fylder mere og mere.
Det er netop her, danske virksomheder kan spille en afgørende rolle.
Danmark har stærke virksomheder inden for maritime teknologier, software, sensorer, energi, robotter, cybersikkerhed og autonome systemer. Vi har universiteter med forskningsmiljøer i international klasse. Og vi har en politisk vilje til at investere.
Men vi mangler stadig den samlede fortælling.
Hvilke teknologier skal Danmark være førende inden for?
Hvordan skaber vi et tættere samarbejde mellem Forsvaret, universiteterne og erhvervslivet?
Hvordan sikrer vi, at danske virksomheder bliver en del af de europæiske værdikæder?
Og hvordan undgår vi, at milliarderne alene bliver til indkøb uden langsigtet værdiskabelse?
Hvis Danmark skal leve op til de ambitioner, som både NATO og den nye danske regering har sat for de kommende år, kræver det ikke blot flere indkøb. Det kræver et stærkere samspil mellem Forsvaret, forskningsmiljøerne og industrien, så der opbygges varige kompetencer og produktionskapacitet i Danmark.
Forsvarsinvesteringer handler derfor ikke kun om sikkerhed.
De handler også om strategisk autonomi, teknologisk suverænitet og evnen til at kunne producere, vedligeholde og videreudvikle kritiske kapaciteter i en krisesituation.
Hvis investeringerne kobles til forskning, innovation, produktion og internationale partnerskaber, kan oprustningen blive en motor for både sikkerhed, teknologiudvikling og danske arbejdspladser.
Hvis ikke, risikerer Danmark at finansiere andre landes industri, mens vi selv nøjes med regningen.
Spørgsmålet er derfor ikke, om Danmark skal have en forsvarsindustriel strategi.
Spørgsmålet er, hvor længe vi har råd til at vente.
For debatten om forsvarsinvesteringer er ikke kun en debat om forsvar.
Det er en debat om Danmarks fremtidige industrielle styrkepositioner i NATO og Europa.