Polens nye Wicher-fregat bygger på en platform med danske rødder, britisk videreudvikling og omfattende polsk produktion og integration. Netop den kombination kan vise sig at være interessant for Danmark, når beslutningen om Søværnets næste generation af luftforsvarsfregatter skal træffes.

Polen har netop søsat ORP Wicher, den første af tre nye Miecznik-fregatter. På overfladen er det først og fremmest en vigtig milepæl i den omfattende modernisering af den polske flåde.

Set fra Danmark er historien imidlertid langt mere interessant.

For Wicher repræsenterer en anskaffelses- og industrimodel, som på flere punkter rammer direkte ind i den diskussion, Danmark nu står overfor: Skal vi købe et færdigt udenlandsk krigsskib, udvikle vores eget – eller kombinere et gennemprøvet internationalt design med dansk konstruktion, integration, vedligeholdelse og industriel kontrol?

Polen har i praksis valgt det sidste.

Og det bemærkelsesværdige er, at den polske fregat bygger på en designfamilie, der i sidste ende har sine rødder i Danmark.

Fra dansk fregat til britisk eksportplatform – og tilbage mod Danmark?

Miecznik-klassen er baseret på britiske Babcocks Arrowhead 140-design. Det samme grunddesign ligger bag Storbritanniens Type 31-fregatter.

Men historien stopper ikke dér.

Arrowhead 140 er udviklet med udgangspunkt i den danske Iver Huitfeldt-klasse. Dermed opstår en ganske usædvanlig cirkel: Et dansk fregatkoncept blev internationaliseret og videreudviklet i Storbritannien, hvorefter platformen nu bygges i forskellige versioner til blandt andet Storbritannien, Indonesien og Polen.

Og måske kan noget af teknologien og tankegangen nu vende tilbage til Danmark i en ny generation.

Det er blevet endnu mere aktuelt efter DALO Industry Days i Herning, hvor Babcock og Danske Flådeskibe K/S – bestående af OMT Group, Terma, PensionDanmark og Semco Maritime – underskrev en samarbejdsaftale om netop de potentielle kommende danske fregatter.

Samarbejdet skal undersøge, hvordan Babcocks internationale erfaring med fregatprogrammer kan kombineres med danske industrielle kompetencer og dansk infrastruktur. Ambitionen omfatter både konstruktion, integration og den efterfølgende støtte gennem skibenes levetid.

Dermed begynder konturerne af en mulig dansk model at tegne sig.

Polen køber ikke bare tre skibe

Det mest interessante ved det polske Miecznik-program er nemlig ikke alene selve fregatten.

Polen bruger anskaffelsen til samtidig at opbygge national industriel kapacitet.

De tre fregatter bygges hos PGZ Stocznia Wojenna i Gdynia på grundlag af et udenlandsk design og med en lang række internationale systemleverandører. Men selve programmet er i høj grad forankret i Polen.

Det betyder, at Polen ikke alene får tre krigsskibe. Landet opbygger samtidig kompetencer inden for konstruktion, systemintegration, vedligeholdelse, modernisering og fremtidig udvikling af store overfladekampskibe.

Det er præcis den diskussion, Danmark bør tage.

For når Danmark skal investere et meget stort milliardbeløb i nye luftforsvarsfregatter, er spørgsmålet ikke alene:

Hvilken fregat skal Danmark købe?

Det mindst lige så interessante spørgsmål er:

Hvilken dansk kapacitet skal anskaffelsen efterlade, når fregatterne er leveret?

Wicher er en tungt bevæbnet platform

Wicher bliver et markant kapacitetsløft for den polske flåde.

Den færdige fregat vil have et deplacement på omkring 7.000 ton, en rækkevidde på cirka 8.000 sømil og en maksimal hastighed på over 26 knob.

Luftforsvaret bliver blandt andet baseret på Mk 41 Vertical Launching System og MBDA’s CAMM-familie. Hertil kommer Naval Strike Missile, 76 mm hovedkanon, torpedoer og omfattende sensorkapacitet.

Thales leverer blandt andet Sea Master SM410-radar, NS58-radar, sonarer og TACTICOS combat management system. Fregatten får desuden hangar og helikopterdæk dimensioneret til en helikopter på op til 16 ton.

Det gør Miecznik til noget væsentligt mere end et almindeligt patrulje- eller eskortefartøj. Polen bygger et egentligt moderne overfladekampskib med kapacitet inden for luftforsvar, antiubådskrigsførelse og bekæmpelse af overflademål.

Wicher forventes overdraget til den polske flåde i 2029, mens det tredje skib efter planen skal leveres inden udgangen af 2031.

Programmet for de tre fregatter anslås ifølge Naval News aktuelt til omkring 15 mia. polske zloty – cirka 3,5 mia. euro.

Danmark står foran den samme strategiske beslutning

Den danske flådeplan fra 2025 skabte eksplicit grundlaget for senere anskaffelse af luftforsvarsfregatter.

Samtidig slog aftalepartierne fast, at Danmark skal undersøge mulighederne for samarbejde med NATO-allierede og dansk erhvervsliv, og at ambitionen er, at en stor del af produktionen kan foregå i Danmark.

Dermed handler fregatprogrammet ikke længere alene om Søværnets operative behov.

Det handler også om forsyningssikkerhed og national industriel kapacitet.

Her bliver Polen interessant.

For alternativet til at udvikle et helt nyt dansk krigsskib fra bunden behøver ikke være, at Danmark bestiller et færdigt skib på et udenlandsk værft og derefter modtager nøglerne.

Der findes en mellemvej.

Danmark kan vælge en gennemprøvet platform og samtidig stille krav om dansk konstruktion, integration, systemkompetence, vedligeholdelse og løbende modernisering.

Det er grundlæggende den vej, Polen har valgt.

Danmark har allerede en del af fundamentet

Der er samtidig en særlig ironi i diskussionen.

Danmark mangler ikke nødvendigvis kompetencerne til at spille en central rolle i et kommende fregatprogram.

Tværtimod.

OMT’s designarv fra Absalon- og Iver Huitfeldt-klasserne er en del af grundlaget for Arrowhead 140. Terma har omfattende erfaring med maritime forsvarssystemer. Semco Maritime har kompetencer inden for kompleks maritim konstruktion og integration, og en lang række andre danske virksomheder leverer allerede systemer og komponenter til internationale flådeprogrammer.

Det betyder, at spørgsmålet måske ikke er, om Danmark kan få en betydelig industriel rolle.

Spørgsmålet er snarere, hvor stor den skal være.

Babcock og Danske Flådeskibe vurderer selv, at deres foreslåede industrielle model potentielt kan understøtte omkring 2.000 direkte og indirekte danske arbejdspladser.

Men arbejdspladser bør ikke være det primære argument.

Det strategiske argument er vigtigere.

Danmark skal kunne vedligeholde, reparere, opgradere og om nødvendigt hurtigt ændre sine vigtigste krigsskibe uden at være fuldstændig afhængig af udenlandske værfter og udenlandske forsyningskæder.

Polen viser, at lokal produktion og internationalt samarbejde kan kombineres

Den polske model udfordrer forestillingen om, at Danmark nødvendigvis skal vælge mellem et dansk eller et udenlandsk skib.

I moderne europæisk forsvarsindustri bliver spørgsmålet snarere, hvordan man kombinerer det bedste fra begge verdener.

• Man kan købe adgang til et gennemprøvet design.
• Man kan anvende allerede udviklede våben-, sensor- og kampsystemer.
• Man kan samarbejde med en NATO-allieret om teknologi og knowhow.

Men samtidig kan konstruktion, integration, vedligeholdelse og videreudvikling i betydeligt omfang placeres nationalt.

Det reducerer udviklingsrisikoen uden nødvendigvis at opgive industriel suverænitet.

Og netop risikoen bliver afgørende.

Danmark har ikke nødvendigvis ti eller femten år til at udvikle en helt ny fregatklasse fra et blankt stykke papir. Den sikkerhedspolitiske situation og NATO’s styrkemål taler for tempo.

En allerede eksisterende designfamilie kan derfor være attraktiv.

Men Danmark skal ikke nødvendigvis kopiere Wicher

Det betyder ikke, at Danmark bør bestille en dansk kopi af den polske Miecznik.

Danmarks operative krav kan blive anderledes.

Hvis de kommende danske skibe først og fremmest skal være egentlige luftforsvarsfregatter, kan kravene til radarer, missiler, VLS-kapacitet, sensorer, command-and-control, elektronisk krigsførelse og integration med NATO’s samlede luft- og missilforsvar blive betydeligt anderledes end den polske konfiguration.

Det afgørende ved Wicher er derfor ikke nødvendigvis skibet.

Det interessante er modellen.

En internationalt afprøvet platform. National konstruktion og integration. Teknologioverførsel. Internationale våben- og sensorsystemer. Og en industriel struktur, der sikrer national kompetence gennem hele skibets levetid.

Det er præcis den kombination, Danmark bør undersøge.

En dansk fregatstrategi – ikke bare et fregatkøb

Danmark står derfor over for en beslutning, der rækker langt ud over antallet af kommende fregatter.

Hvis staten alene betragter projektet som en materielanskaffelse, risikerer Danmark at bruge et tocifret milliardbeløb uden samtidig at etablere den industrielle kapacitet, der skal understøtte skibene de næste 30 eller 40 år.

Hvis projektet derimod betragtes som begyndelsen på en langsigtet dansk flådebygningsstrategi, bliver regnestykket et andet.

Danmark har allerede valgt en model med betydelig dansk involvering omkring de kommende arktiske skibe. Staten har samtidig besluttet, at samlingsfaciliteten i Frederikshavn skal kunne anvendes til fremtidig konstruktion af større flådefartøjer.

Dermed er de første byggesten allerede lagt.

Wicher viser, hvordan næste skridt kan se ud.

Polen har taget et internationalt design med danske aner og gjort det til fundamentet for både en ny fregatklasse og en genopbygning af landets maritime forsvarsindustri.

Danmark behøver ikke kopiere Polen.

Men vi bør studere modellen meget nøje.

For måske er spørgsmålet om de kommende danske fregatter ikke længere, om de skal være danske eller udenlandske.

Måske er den rigtige løsning et internationalt gennemprøvet krigsskib – bygget, integreret, vedligeholdt og videreudviklet med Danmark som en central industriel partner.

Og i så fald kan den fregat, der netop er kommet i vandet i Gdynia, vise sig at være et meget konkret billede på, hvordan fremtidens danske fregatprogram kan gribes an.