USA og Europa øger produktionen af ammunition og missiler markant. Men tempoet halter – og lagrene er allerede under pres.
Foto Imperial War Museum London
Krigen i Ukraine – og i stigende grad også konflikter i Mellemøsten – har afsløret en grundlæggende svaghed i vestlig sikkerhedspolitik: evnen til at producere nok. Ikke nok teknologi. Ikke nok innovation. Men nok ammunition og missiler. Vi har troet, at kvalitet slog kapacitet – og det er en fejl, der lige nu koster, og risikerer at koste USA sejren over Iran.
Det er derfor, både USA og Europa nu er i gang med en historisk industriel oprustning. Spørgsmålet er ikke længere, om man kan producere – men om man kan producere hurtigt nok.
Ammunition: Tyskland presser USA – på papiret
Debatten er blevet skærpet af påstanden om, at Tyskland – eller mere præcist den tyske forsvarsindustri – på visse områder nu har større kapacitet til at producere ammunition end USA. Påstanden udspringer især af den markante opskalering hos Rheinmetall siden 2022. I dag er europæisk industri på vej mod en årlig kapacitet på omkring én million artillerigranater, hvilket er en dramatisk stigning fra niveauet før Ukraine-krigen. USA bevæger sig i samme retning, men startede fra et lavt udgangspunkt og er fortsat i gang med at opbygge kapaciteten.
På den baggrund kan europæisk – og i visse tilfælde tysk – kapacitet midlertidigt matche eller endda overstige den amerikanske inden for snævre kategorier som 155 mm artilleriammunition. Men denne sammenligning kræver forbehold. Der er tale om kapacitet snarere end faktisk produktion, den gælder kun en begrænset type ammunition, og “Tyskland” dækker i praksis over et bredere europæisk industrinetværk. Den egentlige pointe er derfor ikke, at Tyskland har overhalet USA, men at begge sider forsøger at indhente et betydeligt efterslæb.
Det tager for lang tid at producere nok missiler
Udfordringen er endnu tydeligere, når det gælder missiler. Her er produktionen både dyrere, mere kompleks og langt vanskeligere at opskalere. I USA er produktionen af systemer som Patriot-interceptorer og Tomahawk-missiler i gang med at blive øget markant, men opskaleringen tager tid. Produktionslinjer skal udvides, forsyningskæder genetableres, og specialiserede komponenter fremskaffes. Samtidig er lagrene allerede under pres som følge af omfattende leverancer til Ukraine og andre operationer.
Europa er historisk endnu længere bagud på missiler, men udviklingen accelererer. Den europæiske producent MBDA har fordoblet sin produktion siden 2023 og planlægger yderligere stigninger, mens systemer som IRIS-T nu produceres i langt større antal end tidligere. Alligevel er konklusionen den samme som i USA: produktionen er i vækst, men endnu ikke på et niveau, der matcher behovet i en længerevarende konflikt.
Problemet er ikke manglende politisk vilje. Tværtimod er der i både USA og Europa en klar erkendelse af nødvendigheden af oprustning. Udfordringen er strukturel. Efter Den Kolde Krig blev vestlige forsvarsøkonomier indrettet til korte konflikter med begrænset forbrug og høj teknologisk kvalitet – ikke til langvarig slidkrig. Ukraine-krigen har ændret dette billede fundamentalt. Krig er igen blevet materielintensiv, langvarig og afhængig af kontinuerlig industriel produktion.
Denne udvikling rammer særligt missiler, hvor kompleksiteten gør hurtig opskalering vanskelig. Hvor artilleriammunition relativt hurtigt kan masseproduceres, kræver missiler avancerede komponenter og lange produktionskæder. Resultatet er et dobbelt pres: lagrene er små, og produktionen er langsom.
På vej mod klassisk krigsøkonomi og krigsproduktion
Det er derfor, vi nu ser en genoplivning af noget, der minder om klassisk krigsøkonomi. USA investerer massivt i at udvide produktionskapaciteten, og Europa følger efter med egne initiativer. Regeringer forsøger at reducere bureaukrati, sikre langsigtede kontrakter og skabe incitamenter for industrien. Men industrien kan ikke accelerere ubegrænset. Nye fabrikker tager år at etablere, arbejdskraft skal uddannes, og forsyningskæder skal genopbygges.
Konsekvensen er, at der vil gå tid, før produktionen kan matche behovet. I mellemtiden består spændingen mellem forbrug og genopbygning.
Den strategiske betydning af denne udvikling er vidtrækkende. Det centrale spørgsmål er ikke, om Tyskland producerer flere granater end USA, eller om Europa øger sin missilproduktion. Det afgørende er, at hele Vesten befinder sig i en overgang fra en militærmodel baseret på teknologi til en model baseret på produktion.
Det ændrer ikke blot, hvordan krig føres, men også hvordan den skal forberedes.
Konklusionen er derfor enkel: Vesten er ikke ved at løbe tør for våben – men for evnen til at producere dem hurtigt nok. Vi er derfor ved at genopdage industrikrigen.