USA får med den nye aftale om Grønland markant større militært råderum i Arktis. Men aftalen er samtidig konstrueret, så Kongeriget Danmark fastholder suveræniteten, mens Grønlands ret til selvbestemmelse understreges. Læser man hele aftalen, handler den imidlertid om langt mere end amerikansk adgang. Den tegner konturerne af en ny sikkerhedsarkitektur i Arktis, hvor Danmark, Grønland, USA og NATO bindes langt tættere sammen.

Debatten om Grønland har gennem længere tid været domineret af de store ord: suverænitet, amerikanske interesser, selvstændighed, sikkerhed og ikke mindst spørgsmålet om, hvor langt USA skal have lov til at gå.

Med den fulde aftale på bordet bliver billedet mere konkret.

For USA får ganske omfattende militære muligheder i Grønland. Samtidig er der en væsentlig forskel mellem militær adgang og suverænitet. Aftalen slår fast, at Kongeriget Danmarks suverænitet og territoriale integritet består, ligesom det grønlandske folks ret til selvbestemmelse anerkendes.

Det gør aftalen til et interessant kompromis: USA får mere af det, amerikanerne sikkerhedspolitisk har efterspurgt, mens Danmark og Grønland ikke afgiver det principielle spørgsmål om, hvem der bestemmer over territoriet.

USA får betydeligt større militært råderum

Den mest håndgribelige ændring er de amerikanske militære muligheder.

Pituffik Space Base forbliver et centralt omdrejningspunkt, men aftalen åbner samtidig for amerikanske forsvarsområder ved Narsarsuaq og Mestersvig og etablerer en mekanisme, hvor yderligere områder kan komme på tale efter konsultation mellem parterne.

Det er væsentligt.

For Grønland er ikke længere alene interessant på grund af én amerikansk installation langt mod nord. Hele øens geografiske placering har fået større militær betydning.

Grønland ligger mellem Nordamerika og Europa og samtidig ud mod et Arktis, hvor Rusland fortsat besidder betydelige militære kapaciteter, mens Kina gennem længere tid har vist strategisk interesse for regionen.

Derfor handler amerikansk adgang ikke alene om at kunne placere soldater eller materiel i Grønland. Det handler om varsling, overvågning, logistik, luftoperationer, maritime operationer, rumdomænet og evnen til hurtigt at flytte militære kapaciteter gennem Arktis og Nordatlanten.

Adgangen gælder også luften og havet

En af de vigtigste dele af aftalen findes derfor uden for selve baserne.

Amerikanske militærfly får adgang til at overflyve og lande i Grønland efter aftalens bestemmelser, mens amerikanske statslige fartøjer får adgang til grønlandsk territorialfarvand.

Det omfatter også operationer under havoverfladen.

Det sidste bør vække særlig dansk opmærksomhed.

Undervandsdomænet bliver stadig vigtigere i europæisk sikkerhedspolitik. Kabler, energiinfrastruktur, sensorer, ubåde, autonome undervandsfartøjer og overvågning af havbunden er blevet en integreret del af diskussionen om kritisk infrastruktur og militær afskrækkelse.

Grønland og farvandene omkring øen bliver derfor ikke alene et spørgsmål om fly, radarer og landmilitær tilstedeværelse. Det bliver også et spørgsmål om, hvem der kan se, forstå og operere under havoverfladen.

Her kan aftalen få betydning langt ud over Grønland.

Danmark beholder suveræniteten

Det politisk afgørende er samtidig, hvad der ikke står i aftalen.

Danmark overdrager ikke Grønland til USA.

Aftalen bekræfter tværtimod Kongeriget Danmarks suverænitet og territoriale integritet og anerkender Grønlands ret til selvbestemmelse.

Det er en vigtig sondring efter en periode, hvor diskussionen om Grønland til tider har fået det til at lyde, som om valget stod mellem dansk eller amerikansk kontrol.

Aftalen viser en tredje mulighed.

USA kan få meget omfattende militær adgang uden at få suverænitet.

Det er i virkeligheden en klassisk sikkerhedspolitisk konstruktion: USA får de operative muligheder, som er nødvendige for amerikansk og allieret sikkerhed, mens den formelle politiske kontrol forbliver hos Kongeriget Danmark og Grønland inden for den eksisterende forfatningsmæssige ramme.

Det kan vise sig at være en langt mere holdbar model end en fortsat politisk konflikt om selve ejerskabet til Grønland.

Danmark får også en regning

Men aftalen er ikke alene en amerikansk ønskeliste.

Danmark forpligter sig samtidig til at styrke sin egen sikkerheds- og forsvarsmæssige tilstedeværelse i Arktis.

Det gælder på land, til søs, i luften og i rummet. Dermed bliver aftalen også et pres på dansk forsvarsplanlægning.

Hvis Danmark vil fastholde politisk indflydelse i Grønland og samtidig argumentere for, at Kongeriget fortsat skal have det overordnede ansvar, kræver det også, at Danmark kan levere militære kapaciteter.

Det betyder blandt andet bedre overvågning, større situationsforståelse, maritime kapaciteter, luftkapaciteter, kommunikation, sensorer, droner og sandsynligvis en væsentligt stærkere evne til at operere kontinuerligt i enorme geografiske områder.

Suverænitet er i den sammenhæng ikke alene noget, man skriver ind i en aftale.

Den skal også kunne håndhæves og understøttes.

NATO rykker længere mod nord

Aftalen skal samtidig ses i en større NATO-sammenhæng. Arktis er ikke længere en perifer del af alliancens geografi.

Med Finland og Sverige som medlemmer af NATO er det strategiske kort i Norden ændret fundamentalt. Fra Nordatlanten over Grønland, Island og Norge til Finland og videre mod Østersøen kan området i stigende grad betragtes som et sammenhængende operationsområde.

Grønland er en afgørende del af den kæde.

Derfor er det også vigtigt, at aftalen lægger op til et stærkere NATO-engagement i Arktis med mere planlægning, tilstedeværelse, øvelsesaktivitet og samarbejde.

For Danmark kan det være en fordel.

Jo mere Grønlands sikkerhed bliver forankret multilateralt i NATO, desto mindre bliver diskussionen et rent bilateralt spørgsmål mellem København, Nuuk og Washington.

Grønland bliver i stedet en del af forsvaret af alliancens nordlige flanke.

Et nyt marked åbner sig også for industrien

Det vil samtidig kunne mærkes i forsvarsindustrien.

Hvis Danmark, USA og NATO skal øge tilstedeværelsen i Arktis, kræver det langt mere end traditionelle våbensystemer.

Der bliver behov for overvågning, satellitkommunikation, radarer, droner, autonome systemer, undervandssensorer, maritime platforme, energiforsyning, logistik, beskyttet kommunikation og løsninger, som kan fungere under ekstreme klimatiske forhold.

Det er områder, hvor danske og europæiske virksomheder allerede besidder betydelige kompetencer.

Derfor bør aftalen ikke alene læses i Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet. Den bør også læses grundigt af dansk forsvarsindustri.

Hvis den sikkerhedspolitiske tyngde flytter mod Arktis, følger investeringerne efter.

Og hvis Danmark ønsker at fastholde reel strategisk betydning i området, bør en del af de nødvendige kapaciteter også udvikles og leveres fra Danmark og Europa.

Grønlandsaftalen er større end Grønland

Den måske vigtigste konklusion efter at have læst aftalen er derfor, at den ikke alene handler om Grønland.

Den handler om USA’s forsvar af Nordamerika. Den handler om NATOs nordlige flanke. Den handler om Ruslands militære kapaciteter i Arktis. Den handler om kontrollen med Nordatlanten og om Europas evne til at overvåge og beskytte kritisk infrastruktur.

Og den handler om Danmarks fremtidige rolle som arktisk sikkerhedspolitisk aktør.

USA får med aftalen et betydeligt større militært råderum. Danmark beholder suveræniteten.

Men den danske suverænitet kommer samtidig med en forventning om, at Danmark også investerer, er til stede og tager et større ansvar.

Det er måske aftalens vigtigste sikkerhedspolitiske budskab. For den egentlige prøve bliver ikke, hvem der har sit navn på Grønland.

Den bliver, hvem der i praksis kan overvåge, beskytte og forsvare verdens største ø og de enorme områder omkring den.