Europa-Parlamentet har vedtaget en omfattende pakke, der skal gøre det hurtigere og lettere at investere, bygge, producere og købe forsvarsmateriel i Europa. Tilladelser til nye forsvarsprojekter skal som udgangspunkt kunne afgøres på 42 arbejdsdage, rammeaftaler kan blive længere, og reglerne for indkøb og handel på tværs af EU skal forenkles. For danske forsvarsvirksomheder er budskabet svært at overse: Europa forsøger nu at fjerne noget af det bureaukrati, som hidtil har stået mellem politiske milliarder og reel militær kapacitet.
Europa har ikke længere kun et problem med at finde penge til forsvar.
Europa har også et problem med at omsætte pengene til fabrikker, produktionslinjer, ammunition, droner, sensorer, køretøjer, kommunikationssystemer og anden militær kapacitet hurtigt nok.
Det er dét problem, Europa-Parlamentet nu forsøger at gøre noget ved.
Parlamentet har vedtaget den såkaldte Defence Readiness Omnibus – Omnibus V – som ændrer en række regler for forsvarsindustrien. Formålet er blandt andet at gøre godkendelser hurtigere, forenkle forsvarsindkøb, lette overførslen af forsvarsmateriel mellem medlemslandene og gøre det lettere at administrere Den Europæiske Forsvarsfond.
Det lyder teknisk.
Men det kan få meget konkret betydning.
42 arbejdsdage kan blive et vigtigt tal
Et af de mest markante elementer er indførelsen af en fælles europæisk hovedregel om, at myndigheder som udgangspunkt skal træffe afgørelse om tilladelser til forsvarsrelaterede projekter inden for 42 arbejdsdage, når en komplet ansøgning er modtaget.
Det kan eksempelvis være etableringen af en ny forsvarsfabrik eller udvidelsen af eksisterende produktionsfaciliteter.
I særlige tilfælde kan fristen forlænges, blandt andet hvis et projekt er komplekst, eller der er spørgsmål om miljø, arbejdsmiljø eller sikkerhed.
Men retningen er klar:
Forsvarsproduktion skal ikke vente unødigt på administration.
Det er en markant politisk erkendelse.
For hvis Europa vil øge sin militære produktionskapacitet på få år, kan virksomhederne ikke bruge år på at komme gennem administrative processer, før den første produktionshal overhovedet kan bygges.
Fra penge til produktion
EU’s ambition er enorm.
ReArm Europe/Readiness 2030 skal ifølge Europa-Parlamentet understøtte op mod 800 milliarder euro i forsvarsinvesteringer over fire år.
Samtidig vokser medlemslandenes egne forsvarsbudgetter voldsomt.
De 27 EU-landes samlede forsvarsudgifter nåede ifølge European Defence Agency 418 milliarder euro i 2025 og forventes at stige til omkring 454 milliarder euro i 2026.
Men milliarder skaber ikke i sig selv kampkraft. Pengene skal omsættes til materiel. Og materiel kræver virksomheder.
Virksomheder kræver fabrikker, medarbejdere, leverandører, certificeringer, kapital, kontrakter og myndighedsgodkendelser.
Derfor er denne lovpakke potentielt mindst lige så interessant som endnu en politisk annoncering af flere milliarder til forsvar.
EU er begyndt at arbejde med selve maskinrummet.
Forsvarsindkøb skal gøres lettere
Pakken ændrer også reglerne for offentlige indkøb på forsvarsområdet.
Tærsklerne for, hvornår EU’s regler for forsvarsindkøb finder anvendelse, skal hæves, og medlemslandene får større fleksibilitet til at foretage fælles indkøb.
Samtidig skal den maksimale varighed af rammeaftaler kunne forlænges fra syv til ti år. Det er ikke uvæsentligt.
Forsvarsindustrien adskiller sig fundamentalt fra mange almindelige offentlige markeder.
Det tager tid og store investeringer at etablere produktionskapacitet. Hvis en virksomhed skal investere hundredvis af millioner kroner i maskiner, bygninger, sikkerhedsgodkendelser og medarbejdere, er sikkerhed omkring den langsigtede efterspørgsel afgørende.
Længere rammeaftaler kan derfor være med til at give industrien den forudsigelighed, der skal til, før virksomheder tør investere.
Et mere europæisk forsvarsmarked
EU vil samtidig gøre det lettere at flytte forsvarsrelaterede produkter mellem medlemslandene.
Der skal blandt andet indføres en ny generel overførselslicens, og medlemslandene skal offentliggøre disse licenser.
Målet er større forudsigelighed og færre barrierer for virksomheder, der opererer på tværs af EU’s grænser.
Det er centralt.
For et af Europas store strukturelle problemer har i årtier været fragmenteringen af forsvarsmarkedet.
Europa har nationale indkøbssystemer, nationale krav, forskellige godkendelsesprocedurer og forskellige industrielle interesser.
Resultatet har været mindre serier, højere priser og mindre effektiv anvendelse af de samlede europæiske forsvarsbudgetter.
EU’s Defence Readiness 2030-strategi forsøger netop at ændre dette og skabe mere fælles udvikling, produktion og indkøb.
Her bør danske SMV’er være meget opmærksomme
For danske forsvarsvirksomheder – og ikke mindst SMV’er – er udviklingen interessant.
Hvis det europæiske forsvarsmarked reelt bliver mere åbent og mindre administrativt tungt, kan hjemmemarkedet for en dansk virksomhed i stigende grad blive hele Europa.
Det gælder eksempelvis virksomheder inden for droner og counter-UAS, undervandsteknologi, sensorer, radar, kommunikation, cyber, autonome systemer, maritime løsninger, energiforsyning, ammunition, logistik og kritisk infrastruktur.
Det betyder samtidig, at danske virksomheder skal begynde at tænke anderledes.
Det er ikke længere nødvendigvis nok at spørge:
Hvordan kommer vi ind til det danske forsvar?
Spørgsmålet bør i lige så høj grad være:
Hvordan bliver vi en del af den europæiske forsvarsindustrielle værdikæde?
Det er en væsentlig forskel.
Konkurrencen bliver også hårdere
Forenkling betyder nemlig ikke kun muligheder for danske virksomheder.
Det betyder også konkurrence.
Hvis det bliver lettere for danske virksomheder at arbejde i Tyskland, Frankrig, Nederlandene, Polen eller de baltiske lande, bliver det samtidig lettere for virksomheder fra disse lande at konkurrere om danske kontrakter.
Et mere integreret europæisk forsvarsmarked går begge veje. Derfor bliver størrelse, produktionskapacitet, certificeringer, partnerskaber og dokumenteret leveringsevne stadig vigtigere.
Det samme gør evnen til at indgå i europæiske konsortier og leverandørkæder.
Den virksomhed, der venter på det næste danske udbud, risikerer derfor at stå dårligere end den virksomhed, der allerede nu positionerer sig i europæiske programmer og industrielle partnerskaber.
Europa har ikke tid til langsom oprustning
Bag hele pakken ligger en langt større sikkerhedspolitisk virkelighed.
EU’s mål er forsvarsberedskab frem mod 2030.
Det handler ikke alene om Rusland og krigen i Ukraine, men om en grundlæggende erkendelse af, at Europa skal kunne tage et langt større ansvar for sin egen sikkerhed.
EU-landene har allerede øget forsvarsudgifterne markant, og investeringerne forventes at fortsætte.
SAFE-instrumentet alene stiller op til 150 milliarder euro i langfristede lån til rådighed for medlemslandenes forsvarsinvesteringer og fælles indkøb.
Samtidig arbejdes der med blandt andet luft- og missilforsvar, droner og counter-drone, militær mobilitet, maritime kapaciteter, beskyttelse af havbunden og Europas østlige flanke.
Men Europas udfordring er efterhånden åbenlys:
- Vi mangler ikke nødvendigvis politiske ambitioner.
- Vi mangler hastighed.
Forsvarsoverblikkets perspektiv
Europa har i årevis talt om behovet for en stærkere europæisk forsvarsindustri.
Nu begynder lovgivningen langsomt at følge efter.
Det er nødvendigt.
For vi kan vedtage nok så store forsvarsbudgetter. Hvis en virksomhed bagefter skal bruge flere år på tilladelser, kæmpe med nationale særregler, vente på udbud og navigere gennem forskellige regler for at flytte materiel mellem europæiske lande, får vi ikke den nødvendige kampkraft ud af pengene.
Derfor er 42 arbejdsdage måske et af de mere interessante tal i den europæiske oprustning lige nu.
Ikke fordi 42 dage i sig selv ændrer Europas sikkerhed.
Men fordi tallet repræsenterer en ændring i tankegangen:
Forsvarsindustrien er ikke længere blot endnu en industri.
Den er blevet en del af Europas sikkerhedspolitiske beredskab.
Og hvis Europa mener det alvorligt med at være forsvarsparat i 2030, skal tempoet op.
Også i Danmark.
