Ukraine åbner nu for, at private investorer og virksomheder kan finansiere og opføre beskyttede produktionsanlæg til landets forsvarsindustri. Det kan skabe et helt nyt marked for danske virksomheder inden for byggeri, modulproduktion, energi, logistik og sikrede installationer. Men hvem skal finansiere anlæggene, og hvem bærer risikoen, når russiske missiler fortsat rammer ukrainsk industri?

Private investorer skal være med til at sikre Ukraines våbenproduktion

Ukraine tager nu endnu et skridt i arbejdet med at beskytte og udbygge landets forsvarsindustri. Den ukrainske regering har den 22. oktober 2026 vedtaget ændringer, der åbner for, at private investorer og ejendomsudviklere kan finansiere og opføre beskyttede produktionsfaciliteter til forsvarsvirksomheder.

Beslutningen skal gøre det lettere at etablere blandt andet underjordiske produktionsanlæg, hvor våben, ammunition og andet militært materiel kan fremstilles med større beskyttelse mod russiske angreb.

Dermed åbner Ukraine ikke blot for nye investeringer i forsvarsproduktion, men også for et marked omkring selve den fysiske infrastruktur.

Private virksomheder kan opføre faciliteterne og efterfølgende sælge, udleje eller på anden lovlig måde stille dem til rådighed for ukrainske forsvarsproducenter.

Det er en interessant udvikling, fordi den adskiller investeringerne i produktionsbygninger fra investeringerne i selve våbenproduktionen.

En ny model for investeringer i forsvarsindustrien

Den ukrainske regerings beslutning indebærer, at private investorer får mulighed for at indgå aftaler med kvalificerede forsvarsvirksomheder om etablering og anvendelse af beskyttede produktionsfaciliteter.

Aftalerne skal indgås inden byggeriets begyndelse, og Forsvarsministeriet får en central rolle i behandlingen af dokumentationen.

Ministeriet skal gennemgå de relevante aftaleudkast og investordokumenter inden for fem arbejdsdage. Det betyder dog ikke, at samtlige nødvendige tilladelser til et byggeprojekt automatisk kan opnås på fem dage.

Hvis kun en del af en facilitet overdrages til en forsvarsproducent, skal denne del som udgangspunkt udgøre mindst 25 procent af anlæggets samlede areal.

Modellen omfatter blandt andet virksomheder under den ukrainske Defence City-ordning, virksomheder med statslige forsvarskontrakter og andre kvalificerede forsvarsproducenter.

Dermed forsøger Ukraine at etablere en ramme, hvor private investeringer hurtigere kan omsættes til konkret industriel kapacitet.

Danske byggevirksomheder kan få adgang til et nyt marked

For danske virksomheder kan beslutningen få betydning langt ud over den traditionelle forsvarsindustri.

Danmark har en betydelig bygge- og anlægssektor med erfaring inden for modulbyggeri, præfabrikerede konstruktioner, industrielle produktionsfaciliteter, tekniske installationer og energiforsyning.

Netop disse kompetencer kan blive relevante, når Ukraine skal opføre nye beskyttede produktionsanlæg eller flytte eksisterende produktion til mere sikre faciliteter.

Særligt virksomheder inden for modulbyggeri og præfabrikerede konstruktioner kan få en interessant rolle.

Standardiserede bygningsløsninger kan reducere etableringstiden for en række tilknyttede faciliteter, mens specialiserede entreprenører og ingeniørvirksomheder kan bidrage med løsninger til selve de beskyttede anlæg.

Derudover kan der opstå efterspørgsel efter ventilation, brandsikring, nødstrøm, vandforsyning, tekniske installationer, lagerfaciliteter og industriel logistik.

Det er områder, hvor danske virksomheder allerede har betydelige kompetencer.

Det er dog vigtigt at understrege, at beslutningen endnu ikke er ensbetydende med konkrete ordrer til danske leverandører. Der er tale om et potentielt marked, som først skal omsættes til projekter, finansiering og kontrakter.

Investeringerne kan blive den største udfordring

Selvom de nye regler åbner for private investeringer, er der fortsat betydelige økonomiske udfordringer.

At investere i en produktionsbygning i Ukraine er ikke det samme som at investere i en traditionel erhvervsejendom i Danmark.

Risikoen for russiske angreb er fortsat reel, og selv underjordiske eller særligt beskyttede anlæg kan blive beskadiget.

Det rejser en række centrale spørgsmål.

Hvem finansierer byggeriet? Hvem ejer anlægget? Hvordan sikres investorens indtægter? Og hvem betaler, hvis et produktionsanlæg bliver ødelagt?

Krigsrisikoforsikring er fortsat en udfordring i Ukraine, og det er ikke givet, at traditionelle forsikrings- eller finansieringsordninger kan anvendes på forsvarsrelaterede produktionsanlæg.

Den nye beslutning giver heller ikke i sig selv investorer en generel statslig garanti mod krigsskader.

Derfor kan mulighederne for internationale garantier, eksportfinansiering og særlige investeringsmodeller blive afgørende for, hvor hurtigt de nye regler fører til faktiske byggerier.

Danmark bør tænke bredere end våben og ammunition

Danmark har gennem de seneste år udviklet et tæt samarbejde med Ukraine om militær støtte og finansiering af ukrainsk forsvarsproduktion.

Den danske model, hvor midler anvendes til at finansiere produktion direkte hos ukrainske forsvarsvirksomheder, har været et væsentligt element i dette samarbejde.

Men den nye ukrainske beslutning åbner for en anden diskussion.

For hvis Ukraine skal øge sin egen forsvarsproduktion, er det ikke tilstrækkeligt at finansiere våben, ammunition og droner. Der skal også være produktionsbygninger, energiforsyning, lagerkapacitet og sikre faciliteter til rådighed.

Her kan danske virksomheder potentielt bidrage med både teknologi, byggekompetencer og industrielle løsninger.

Det kan samtidig være relevant at undersøge, om eksisterende danske og europæiske finansieringsinstrumenter kan understøtte investeringer i beskyttet produktionsinfrastruktur.

Det kræver dog en konkret afklaring af reglerne for investeringer i forsvarsrelaterede anlæg, herunder eventuelle begrænsninger i garantier og finansiering.

Et marked, der kan række langt ud over krigen

Den ukrainske beslutning handler først og fremmest om at sikre landets forsvarsproduktion under den igangværende krig.

Men modellen kan få betydning på længere sigt.

Hvis private investorer kan etablere og eje produktionsfaciliteter, som forsvarsvirksomheder efterfølgende benytter, kan det skabe grundlag for en mere fleksibel udbygning af den industrielle kapacitet.

Samtidig kan erfaringerne blive interessante for andre europæiske lande, der arbejder med at styrke deres forsvarsindustri og beskytte kritiske produktionsanlæg.

For Danmark er perspektivet derfor større end muligheden for at levere enkelte byggeprojekter til Ukraine.

Det handler også om, hvorvidt danske virksomheder kan positionere sig på et voksende europæisk marked for beskyttet industriel infrastruktur.

Ukraine har nu åbnet døren for private investeringer i de bygninger, hvor fremtidens forsvarsmateriel skal produceres. Spørgsmålet er, om danske virksomheder og investorer er klar til at udnytte muligheden – og om de nødvendige finansielle rammer kan følge med.