Norge åbner for dansk deltagelse i et multinationalt flådeprogram, hvor Storbritannien og Litauen allerede er med. Danske skibe vil kunne bygges på danske værfter, hvis Danmark tilslutter sig samarbejdet. Dermed får Danmark en ny mulighed for at kombinere Søværnets kommende skibsanskaffelser med national produktion, fælles europæiske standarder og et tættere nordisk forsvarsindustrielt samarbejde.

Danmark står over for nogle af de største maritime forsvarsanskaffelser i nyere tid. Søværnet skal styrkes, den nationale skibsbygningskapacitet skal udvikles, og samtidig er der et voksende behov for at sikre, at nye danske flådefartøjer kan operere effektivt sammen med NATO’s øvrige søstyrker.

Nu kommer der et nyt og konkret perspektiv fra Norge.

Norges viceforsvarschef har inviteret Danmark til at deltage i det norske program for standardiserede flådefartøjer, P1118. Invitationen indeholder samtidig et væsentligt industripolitisk element: Danske skibe vil kunne bygges i Danmark.

Dermed kan Danmark potentielt blive en del af et større internationalt flådeprogram uden nødvendigvis at opgive ambitionen om at opbygge en stærkere national maritim forsvarsindustri.

Det norske initiativ kommer på et tidspunkt, hvor europæiske lande i stigende grad søger fælles løsninger på de samme udfordringer: for få skibe, stigende anskaffelsesomkostninger, begrænset produktionskapacitet og et behov for hurtigere at kunne indsætte nye maritime kapaciteter.

Norge har allerede Storbritannien og Litauen med

Det norske program er langt mere end en politisk hensigtserklæring.

Den 20. oktober offentliggjorde den norske forsvarsmaterielmyndighed, Forsvarsmateriell, den planlagte anskaffelsesmodel for op til 20 større, oceangående fartøjer.

Norge planlægger selv at anskaffe op til ti fartøjer, hvoraf seks skal anvendes af Kystvakten og fire af Marinen. Storbritannien indgår med op til seks fartøjer, mens Litauen planlægger op til fire.

Programmet bliver opdelt i to parallelle konkurrencer, der skal omfatte henholdsvis op til 14 marinefartøjer og seks kystvagtskibe.

Målet er kontraktindgåelse i 2027 og levering af det første fartøj i 2030.

Det samlede norske P1118-program omfatter 28 fartøjer i to størrelser. Den store oceangående version bliver omkring 90 meter lang, mens den mindre kystnære version bliver omkring 55 meter. Den mindre version er endnu ikke klar til den samme anskaffelsesproces.

Dermed er der tale om et program, hvor både den tekniske udvikling og den internationale organisering allerede er i gang.

Danske værfter kan blive en del af en større europæisk produktion

Den mest interessante del af den norske invitation er ikke nødvendigvis selve fartøjerne.

Det er muligheden for, at Danmark kan deltage i et fælles internationalt program og samtidig bevare en væsentlig del af produktionen på danske værfter.

Traditionelt har store flådeanskaffelser været organiseret som nationale projekter, hvor landene hver især har udviklet kravspecifikationer, valgt leverandører og etableret deres egne produktions- og vedligeholdelsesstrukturer.

Den norske model bygger på en anden tilgang.

Ved at udvikle standardiserede fartøjer, som flere lande kan anvende, bliver det muligt at dele udviklingsomkostninger, standardisere reservedele og skabe fælles rammer for uddannelse, vedligeholdelse og teknologiske opgraderinger.

Samtidig kan fartøjerne tilpasses nationale operationelle behov gennem forskellige våben-, sensor- og missionssystemer.

For Danmark kan det skabe muligheder for både værfter og en bred kreds af maritime underleverandører.

Det gælder blandt andet virksomheder inden for skibsdesign, kommunikation, kommando- og kontrolsystemer, sensorer, undervandsteknologi og ubemandede maritime systemer.

Men det kræver, at Danmark får afklaret de industrielle vilkår for en eventuel deltagelse. Muligheden for at bygge danske fartøjer i Danmark er ikke i sig selv ensbetydende med, at danske virksomheder får adgang til leverancer til hele det multinationale program.

Norge åbner allerede for produktion uden for landets grænser

Der er også en væsentlig udvikling i selve den norske anskaffelsesmodel.

Selvom Norge ønsker at styrke sin nationale maritime industri, har Forsvarsmateriell åbnet for, at skrog til de nye fartøjer kan produceres uden for Norge.

Det forudsætter blandt andet, at produktionen sker i lande og hos virksomheder, der opfylder de nødvendige sikkerhedskrav, og at leveringssikkerheden kan dokumenteres.

Der vil samtidig blive fastsat begrænsninger for, hvor stor en del af færdiggørelsen der kan ske i udlandet.

Det viser, at Norge forsøger at kombinere national industriel kapacitet med adgang til et større europæisk produktionsapparat.

Den model kan være interessant for Danmark.

For spørgsmålet er ikke alene, om Danmark kan bygge sine egne fartøjer. Det er også, om danske værfter kan indgå i en større produktionsstruktur, hvor de på sigt kan levere til flere NATO-lande.

Samtidig skal det understreges, at den norske skibsbygningskonkurrence endnu ikke er afgjort, og at det fortsat er uklart, hvordan en eventuel dansk deltagelse konkret vil blive organiseret.

Fælles skibe kan give NATO en operativ fordel

Det norske program handler imidlertid om mere end industriel produktion.

En af de væsentligste ambitioner er at reducere antallet af forskellige fartøjsklasser og i stedet anvende standardiserede platforme, der kan løse flere forskellige opgaver.

Norge ønsker med P1118 at erstatte syv eksisterende fartøjsklasser med en mere ensartet struktur.

Fartøjerne skal blandt andet kunne anvendes til maritim overvågning, suverænitetshævdelse, beskyttelse af kritisk infrastruktur og operationer sammen med autonome og ubemandede systemer.

Det kan få betydning for NATO’s samlede maritime kapacitet.

Hvis flere allierede anvender samme grundlæggende fartøjsplatform, bliver det potentielt lettere at samarbejde om reservedele, vedligeholdelse, uddannelse og tekniske opgraderinger.

Det kan også reducere nogle af de logistiske udfordringer, der opstår, når NATO-landene indsætter mange forskellige skibstyper i fælles operationer.

Samtidig kan fælles platforme give mulighed for hurtigere at indføre nye teknologier på tværs af flere nationale flåder.

Det er særligt relevant i en situation, hvor udviklingen inden for ubemandede systemer, elektronisk krigsførelse og maritime sensorer bevæger sig langt hurtigere end de traditionelle levetider for krigsskibe.

Undervandsdomænet kan blive en vigtig dansk interesse

For Danmark er der også et særligt perspektiv i forhold til beskyttelsen af kritisk undersøisk infrastruktur.

Nordsøen, Østersøen og de danske stræder indeholder omfattende energiforbindelser, kommunikationskabler og anden infrastruktur, som har betydning for både national sikkerhed og Europas samlede forsyningssikkerhed.

Samtidig stiller overvågning og beskyttelse af infrastrukturen stigende krav til Søværnets muligheder for at indsætte sensorer, undervandsdroner og andre specialiserede systemer.

Her kan modulære fartøjer potentielt spille en væsentlig rolle.

Et fartøj, der kan udstyres med forskellige missionsmoduler, kan eksempelvis anvendes til overvågning af havområder, undersøgelser af undersøisk infrastruktur eller operationer med ubemandede undervandssystemer.

Det betyder ikke, at den norske platform nødvendigvis er den rette løsning for Danmark. Det vil kræve en konkret vurdering af fartøjernes tekniske egenskaber og danske operationelle krav.

Men netop muligheden for at kombinere maritime overfladeplatforme med fremtidens ubemandede undervandssystemer gør programmet relevant i diskussionen om Søværnets kommende kapaciteter.

Danmark skal ikke nødvendigvis vælge mellem nationale og internationale løsninger

Den norske invitation kommer samtidig med, at Danmark arbejder med fremtidens flådestruktur og mulighederne for at styrke den nationale skibsbygningsindustri.

Her har diskussionen ofte handlet om, hvorvidt Danmark skal udvikle og bygge sine egne fartøjer eller indgå i internationale anskaffelsesprogrammer.

Det norske initiativ illustrerer, at de to modeller ikke nødvendigvis behøver at udelukke hinanden.

Et internationalt samarbejde kan potentielt give adgang til fælles design, større produktionsserier og teknologiske løsninger, mens selve bygningen og dele af systemintegrationen kan gennemføres nationalt.

Samtidig vil deltagelse i et fælles program stille krav om kompromiser.

Danmark vil ikke nødvendigvis kunne få alle nationale ønsker opfyldt, hvis fartøjerne samtidig skal bevare en høj grad af standardisering.

Derfor bliver det afgørende at vurdere, hvilke danske kapacitetsbehov der kan dækkes af en fælles platform, og hvor der fortsat vil være behov for mere specialiserede nationale løsninger.

Det gælder ikke mindst forholdet til fremtidige fregatter.

De norske standardiserede fartøjer er ikke udviklet som direkte erstatning for større fregatter med avancerede luftforsvars- eller antiubådskapaciteter.

De kan derimod potentielt indgå som et supplement til de større kampenheder og dermed bidrage til en mere fleksibel samlet flådestruktur.

Et nyt perspektiv for dansk forsvarsindustri

Norge har allerede taget et vigtigt skridt ved at lade Salt Ship Design og Kongsberg Defence & Aerospace udvikle det fælles fartøjskoncept.

Kontrakten blev tildelt i marts 2026, og designarbejdet skal danne grundlag for den kommende skibsbygningskonkurrence.

Det betyder, at programmet også er et norsk industripolitisk projekt.

Norge ønsker ikke alene at anskaffe nye fartøjer til sin egen flåde. Landet ønsker også at udvikle en standardiseret maritim platform, som kan eksporteres til allierede.

For Danmark bliver det derfor relevant at undersøge, hvilken rolle dansk industri kan få i samarbejdet.

Skal danske værfter alene bygge fartøjer til Søværnet, eller kan de også blive underleverandører til andre landes fartøjer?

Kan danske producenter af sensorer, kommunikationssystemer og maritime teknologier få adgang til den fælles platform?

Og kan Danmark gennem et sådant samarbejde opbygge langsigtede kompetencer inden for vedligeholdelse, modernisering og integration af nye teknologier?

Svarene vil være afgørende for, om deltagelsen alene bliver en anskaffelse af nye skibe eller også får betydning for udviklingen af den danske maritime forsvarsindustri.

Nu skal invitationen omsættes til konkrete muligheder

Den norske invitation er interessant, fordi den kommer på et tidspunkt, hvor Danmark både skal styrke Søværnets operative kapacitet og tage stilling til, hvordan fremtidens maritime forsvarsproduktion skal organiseres.

Programmet har allerede deltagelse fra tre NATO-lande, en konkret anskaffelsesmodel og en tidsplan, der sigter mod de første leverancer i 2030.

Men der er fortsat ubesvarede spørgsmål.

Det er endnu ikke offentligt afklaret, hvilke danske fartøjstyper Norge konkret forestiller sig kan indgå i programmet, hvor mange skibe der i givet fald vil være tale om, eller hvordan en dansk industriel deltagelse skal organiseres.

Det er heller ikke afklaret, om den danske regering eller Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse har indledt konkrete forhandlinger om deltagelse.

Til gengæld viser det norske initiativ, at der er ved at opstå nye europæiske modeller for udvikling og produktion af flådefartøjer.

Modeller, hvor flere lande kan samarbejde om fælles platforme, men samtidig forsøge at fastholde national produktion og industrielle kompetencer.

For Danmark er det derfor ikke kun et spørgsmål om, hvor de næste skibe til Søværnet skal bygges.

Det er også et spørgsmål om, hvilken rolle Danmark og den danske maritime forsvarsindustri skal spille i fremtidens europæiske flådeproduktion.

Norge har inviteret Danmark indenfor. Nu bliver det interessant at se, om invitationen kan omsættes til et konkret dansk flådesamarbejde – og til nye muligheder for danske værfter og forsvarsvirksomheder.