Der er i disse år gang i en sand eksplosion af støtteprogrammer, puljer, fonde og offentlige initiativer, som alle har det samme erklærede formål: at udvikle den europæiske – og danske – forsvarsindustri, sikre produktionskapacitet og styrke vores samlede forsvarsevne.
Alligevel mangler der konsekvent ét helt afgørende element i næsten alle disse programmer i Danmark, nemlig NDPP. Tyskland bygger fabrikker i rammen af NDPP, Frankrig laver udvikling, Norge og Sverige laver forskning og test, mens Danmark ignorerer disse muligheder.
NATO Defence Planning Process (NDPP).
Det er paradoksalt. For hvis man leder efter den største finansieringskilde, den mest langsigtede efterspørgsel og den stærkeste garanti for, at produkter faktisk bliver købt og brugt, så findes den allerede. Den hedder NDPP – og den er forankret i NATO.
NDPP er dér, hvor behovene er krystalklare
NDPP er ikke et akademisk papirarbejde. Det er alliancens fælles planlægningsmaskine, hvor NATO-landene i fællesskab definerer:
- hvilke kapabiliteter der mangler
- hvilke opgaver der skal kunne løses
- hvilke teknologier og kapaciteter der er kritiske
- hvilke mængder og hvilken skala der reelt er behov for
Det er her, man kan se, hvad der faktisk skal bruges – ikke hvad der er politisk pænt, teknologisk interessant eller industripolitisk bekvemt.For hvis et produkt, en platform eller en kapacitet adresserer et konkret NDPP-behov, så er der per definition et marked – og ofte et meget stort et.
Støtteordninger uden efterspørgsel er risikokapital forklædt som politik
I dag ser vi støtteordninger, der:
- finansierer teknologi uden klar aftager
- understøtter produktudvikling uden operativ forankring
- taler om “strategisk autonomi”, men uden bindende efterspørgsel
Resultatet er velkendt: Prototyper uden kunde, pilotprojekter uden skalering og virksomheder, der står alene, når den offentlige støtte ophører.
NDPP løser præcis det problem.
For hvis et produkt, en platform eller en kapacitet adresserer et konkret NDPP-behov, så er der per definition et marked – og ofte et meget stort et.
NDPP er den skjulte kontrakt
Man kan sige det helt enkelt:
- NDPP er ikke et udbud
- NDPP er ikke en kontrakt
- NDPP er ikke en garanti på papiret
Men NDPP er den mest robuste forudsigelse af fremtidige indkøb, vi har i NATO.
At ignorere NDPP i designet af støtteordninger til forsvarsindustrien svarer til at opbygge en medicinalindustri uden at kigge på sygdomsprofiler – eller at bygge energiinfrastruktur uden at kende forbruget.
Hvorfor bliver NDPP så konsekvent udeladt?
Det oplagte spørgsmål er derfor: Hvorfor er NDPP ikke grundstammen?
Mulige forklaringer er:
- NDPP opfattes som “for militært” og ikke industripolitisk nok
- Processen er kompleks og kræver indsigt, der ikke findes bredt
- Det passer dårligt ind i nationale erhvervspolitiske narrativer
- Man vil bevare politisk frihed frem for strategisk binding
Men ingen af forklaringerne ændrer på realiteten:
Uden NDPP mister støtteordninger deres strategiske kompas.
NDPP fjerner diskussionen om procentregnskabet
Der er endnu et afgørende – og ofte overset – argument for at spille sig aktivt ind i NDPP og dermed NDPP:
Når kapaciteter, udviklingsforløb og investeringer er forankret i NATO’s planlægningsramme, forsvinder den evige politiske og administrative diskussion om, hvilken procentkasse pengene hører til i.
Investeringer, der er tydeligt koblet til NDPP, bliver i praksis en del af Danmarks samlede NATO-bidrag. Dermed bliver det sekundært, om udgifterne bogføres under de klassiske 3,5 % eller de supplerende 1,5 %. Det afgørende er ikke kontoplanen – men at midlerne bidrager direkte til opfyldelsen af NATO’s identificerede kapabilitetsmål.
Endnu vigtigere: Udviklingsomkostninger, test, verifikation, demonstrationsprojekter og modning af teknologier kan alle rummes inden for NDPP-logikken, hvis projekterne fra starten er spillet rigtigt ind. Det kræver ikke kreative regnskabstricks – det kræver strategisk forståelse af NATO’s planlægningssystem.
Netop derfor er det super hamrende vigtigt, at NDPP tænkes ind fra dag ét, når støtteordninger designes. Ellers risikerer vi at placere udviklingsomkostninger uden for NATO-rammen – og dermed gøre dem politisk sårbare, finansielt omstridte og strategisk svagere, end de behøver at være.
Et enkelt princip burde gælde
Hvis vi mener alvorligt, at støtteordninger skal skabe reel forsvarsevne og levedygtig industri, burde ét grundprincip være uomgængeligt:
Jo tættere et projekt er koblet til identificerede NDPP-behov, desto højere prioritet bør det have i støtteordninger.
Det handler ikke om at begrænse innovation – men om at sikre relevans.
NDPP er statens mest effektive gearing
Havde vi befundet os i aktie- eller finansverdenen, ville man kalde det her præcis, hvad det er: en gearing. En intelligent gearing af offentlige midler, hvor hver krone arbejder mere end én gang.
For når staten allerede stiller betydelige midler til rådighed for udvikling af forsvarsindustrien – til innovation, test, produktion og skalering – og disse midler målrettes direkte ind i NDPP, så opstår der en multiplikatoreffekt. De samme penge bidrager både til national industripolitik og til opfyldelse af NATO’s konkrete kapabilitetsbehov.
Det betyder, at vi ikke blot udvikler “gode produkter”, men løsninger, som er efterspurgt, planlagt og indlejret i alliancens fælles behovsbillede. Det er her, forskellen opstår:
Uden NDPP er støtteordninger et forsøg.
Med NDPP bliver de en investering.
Brugt rigtigt er NDPP derfor ikke en begrænsning, men den mest kraftfulde gearing, staten overhovedet har til rådighed for at løfte hele den danske forsvarsindustri – teknologisk, kommercielt og strategisk. Spørgsmålet er ikke, om vi har råd til at bruge NDPP aktivt. Spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være.
Konklusion: Vi skyder forbi målet
Europa – og Danmark – bruger i disse år historisk mange milliarder på forsvar og forsvarsindustri. Men vi risikerer at skyde forbi målet, hvis vi ikke kobler investeringerne til det system, der faktisk definerer, hvad der mangler, hvad der efterspørges og hvad der vil blive købt.
NDPP er ikke et bilag.
Det er ikke en fodnote.
Det er ikke en militær detalje.
Det er den største – og mest oversete – strategiske løftestang for succes i forsvarsindustrien.
Og det er på tide, at vi begynder at bruge den.