Beredskabsstyrelsens nye strategi frem mod 2030 ligner på overfladen en plan for en stærkere statslig styrelse. Men læst sammen med regeringens ekspertpanel tegner den konturerne af noget langt større: Et dansk redningsberedskab med mere central styring, nationale standarder, regionale operationscentre og færre lokale beredskaber. Spørgsmålet er derfor, om vi er vidne til begyndelsen på en gradvis afvikling af de kommunale beredskaber, som vi kender dem i dag.

Beredskabsstyrelsen har fremlagt sin strategi for 2026-2030. Og det er umiddelbart svært at være uenig i ambitionerne.

Danmark står over for et markant ændret trusselsbillede. Beredskabet skal ikke alene kunne håndtere brand, stormflod, oversvømmelser og større ulykker. Det skal kunne fungere under hybride angreb, sabotage, lufttrusler og hændelser mod kritisk infrastruktur.

Derfor skal Beredskabsstyrelsen være stærkere.

Men læser man strategien grundigt, handler den om mere end flere køretøjer, flere værnepligtige og bedre materiel.

Den handler også om magt, ledelse og organiseringen af fremtidens danske beredskab.

For på en række områder bevæger Beredskabsstyrelsen sig ind på områder, hvor de kommunale redningsberedskaber i dag spiller en afgørende rolle. Styrelsen vil skabe national situationsforståelse, levere fælles taktisk retning, fastlægge standarder, drive teknologiudvikling og være bindeled mellem statslige, regionale og kommunale beredskaber.

Samtidig anbefaler regeringens ekspertpanel direkte, at Danmark får færre og større lokale redningsberedskaber. Panelet mener endda, at det om nødvendigt bør gennemføres ved lov.

Så spørgsmålet er relevant:

Er vi i virkeligheden ved at bygge en helt ny beredskabsstruktur, hvor de kommunale beredskaber gradvist mister selvstændighed?

Fra assistance til national koordinering

Den nuværende beredskabslov bygger fortsat på en forholdsvis klar arbejdsdeling.

Det kommunale redningsberedskab hører under kommunalbestyrelsen og skal kunne yde en forsvarlig indsats ved ulykker og katastrofer – også terror- og krigshandlinger. Det statslige regionale redningsberedskab skal assistere kommunerne, når hændelsens karakter eller omfang gør det nødvendigt.

Forenklet sagt:

Kommunerne er førstelinjen. Staten er forstærkningen.

Den konstruktion forsvinder ikke med Beredskabsstyrelsens nye strategi. Tværtimod skriver BRS flere gange, at styrelsen og kommunerne tilsammen udgør det samlede danske redningsberedskab.

Men balancen begynder at ændre sig.

BRS vil fremover ikke blot støtte og forstærke kommunerne. Styrelsen vil også bidrage med national koordinering og levere analysebaserede faglige standarder, uddannelser og en fælles taktisk retning for det samlede beredskab.

Det er en væsentlig forskel.

For hvem sætter i sidste ende retningen, hvis én aktør både har de nationale specialkapaciteter, situationsbilledet, uddannelserne, standarderne og den fælles taktiske retning?

BRS vil være det faglige fyrtårn

Beredskabsstyrelsen bruger selv formuleringen, at styrelsen skal være et “fagligt fyrtårn”.

Styrelsen vil være centrum for innovation og anvendelse af blandt andet droner, sensorer, automatiserede systemer, digital ledelses- og beslutningsstøtte og ny teknologi inden for eksempelvis det kemiske og nukleare område.

Men det stopper ikke ved teknologien.

BRS vil udarbejde nationale indsatstaktiske standarder og retningslinjer, udvikle fremtidens uddannelser og certificeringer og udbygge nationale øvelsesprogrammer.

Dermed kan BRS i stigende grad komme til at definere, hvordan de kommunale beredskaber skal arbejde.

Og det skal ses sammen med en anden bevægelse.

Den lokale dimensionering er under pres

I dag spiller den lokale risikobaserede dimensionering en central rolle.

Det giver kommunerne mulighed for at indrette beredskabet efter lokale risici og politiske prioriteringer.

Men regeringens ekspertpanel anbefaler et nationalt planlægningsgrundlag og centralt fastsatte minimumskrav til lokale kapaciteter og kompetencer.

Panelet går bemærkelsesværdigt langt og skriver direkte, at kapaciteter og kompetencer i de lokale redningsberedskaber ikke bør være genstand for lokalpolitisk forhandling eller prioritering.

Det er potentielt en fundamental ændring.

For hvis Christiansborg fastlægger, hvad et lokalt beredskab skal kunne, hvilke kapaciteter det skal have, hvilke standarder det skal følge, hvordan personellet skal uddannes og hvilke scenarier det skal kunne håndtere, hvad er så tilbage af den kommunale selvbestemmelse?

• Brandstationerne vil stadig stå lokalt.
• Brandfolkene vil stadig rykke ud lokalt.

Men styringen kan være på vej væk fra rådhusene.

Fire regionale operationscentre kan ændre hele strukturen

Det bliver endnu tydeligere, når man ser på ekspertpanelets forslag om fire regionale beredskabsområder.

Panelet foreslår fire regionale operationscentre, som skal være knudepunkter for visitation, disponering, indsættelse og ledelsesstøtte.

Alle lokale redningsberedskaber skal være tilknyttet deres regionale operationscenter, som skal kunne opretholde et samlet regionalt ressourceoverblik og disponere ressourcer på tværs af de lokale beredskaber.

Over dem kommer det nationale niveau.

Beredskabsstyrelsen etablerede 1. september sit nye Nationale Operationscenter, BNOC, med døgnbemanding. BRS beskriver selv centret som stedet, hvor den nationale operative koordinering samles.

I strategien skal operationscentret hente realtidsdata om hændelser, kapaciteter og ressourcer fra blandt andet kommunale redningsberedskaber og fungere som bindeled mellem statslige, regionale og kommunale beredskaber.

Man kan derfor allerede tegne konturerne af en ny kommandostruktur:

Lokalt beredskab
↓
Regionalt operationscenter
↓
Beredskabsstyrelsens nationale operationscenter
↓
NOST og den nationale krisestyring

Det er markant anderledes end den traditionelle kommunale model.

Og så kommer den mest vidtgående anbefaling

Ekspertpanelet lægger ikke skjul på, at strukturen med mange lokale redningsberedskaber efter panelets vurdering kan blive en hæmsko.

Panelet anbefaler derfor, at de lokale beredskaber samles i færre og større enheder.

Begrundelsen er blandt andet, at mindre beredskaber kan have vanskeligt ved at opretholde tilstrækkelig ledelseskapacitet, planlægning, specialisering og kompetenceudvikling.

Men det afgørende er næste skridt.

Panelet anbefaler, at sammenlægningen fremmes gennem incitamenter – og om nødvendigt gennem lovgivning.

Det er svært at læse som andet end et klart politisk signal:

Den nuværende kommunale beredskabsstruktur er ikke nødvendigvis fredet.

Kommunerne er ikke enige i præmissen om, at der mangler national koordinering

Her opstår en interessant modsætning.

Danske Beredskaber fremhæver, at de kommunale beredskaber allerede har en national assistanceaftale, der gør det muligt at flytte kapaciteter på tværs af landet. Organisationen siger samtidig, at kommunerne allerede råder over et nationalt realtidsbillede, hvor køretøjer og ressourcer kan ses og disponeres.

Dermed bliver spørgsmålet:

Er problemet reelt manglende koordinering – eller er diskussionen i lige så høj grad blevet et spørgsmål om, hvem der skal eje koordineringen?

For hvis kommunerne allerede kan se og flytte ressourcer nationalt, bliver argumentet for endnu et centralt niveau mere politisk.

Staten kan få den strategiske kommando

Udviklingen stopper heller ikke ved strategien.

I februar sendte Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab et forslag til ændring af beredskabsloven i høring. Her blev der lagt op til, at det statslige redningsberedskab ved helt særlige hændelser skal kunne overtage den strategiske kommando over det samlede danske redningsberedskab.

Det er måske den vigtigste brik i puslespillet.

For lægger man udviklingen sammen, får man:

• Nationalt fastsatte krav.
• Fælles taktisk retning.
• Nationale standarder.
• Fælles uddannelse og certificering.
• Fire regionale operationscentre.
• Et nationalt operationscenter hos BRS.
• Færre og større lokale beredskaber.

Og mulighed for statslig strategisk kommando i de alvorligste situationer.

Hver enkelt ændring kan forsvares fagligt.

Men tilsammen udgør de en meget markant centralisering.

Betyder det så, at de kommunale beredskaber bliver nedlagt?

Nej.

Der findes ikke i de gennemgåede dokumenter et forslag om at nedlægge det kommunale redningsberedskab som institution.

Tværtimod fremhæver ekspertpanelet, at fremtidens model skal bygge på robuste lokale beredskaber kombineret med nationale specialkapaciteter. Panelet understreger også betydningen af lokal forankring, deltidsbrandfolk og frivillige.

Men det er heller ikke nødvendigvis det interessante spørgsmål.

Det interessante er, hvad et “kommunalt beredskab” kommer til at betyde om fem år.

For man kan sagtens bevare brandstationerne, brandfolkene og de lokale udrykninger og samtidig flytte en betydelig del af styringen, dimensioneringen, standardiseringen og den strategiske ledelse væk fra kommunerne.

Det vil ikke være en nedlæggelse af det lokale operative beredskab.

Men det kan være begyndelsen på enden for det selvstændige kommunale beredskab, som vi kender det i dag.

Forsvarsoverblikkets analyse

Der er gode argumenter for udviklingen.

Hybride angreb, sabotage, krig, omfattende strømsvigt og angreb på kritisk infrastruktur stopper ikke ved kommunegrænsen. Danmark kan ikke nødvendigvis have 29 eller 32 forskellige løsninger på nationale sikkerhedsproblemer.

Et moderne totalberedskab kræver national situationsforståelse, fælles standarder, interoperabilitet og mulighed for hurtigt at flytte ressourcer.

Men centralisering har også en pris.

Det kommunale beredskabs store styrke er netop lokal forankring, lokalkendskab, korte beslutningsveje og en organisation, der hver eneste dag håndterer hændelser tæt på borgerne.

Derfor bør den politiske diskussion ikke alene handle om, hvordan vi får mere beredskab.

Den bør også handle om:

Hvem skal eje fremtidens beredskab?

For Beredskabsstyrelsens strategi er ikke et politisk beslutningspapir om at nedlægge kommunale beredskaber.

Men læst sammen med ekspertpanelets anbefalinger, de nye operationscentre og bevægelsen mod national strategisk kommando viser den en klar retning:

Mere flyttes opad.

• Fra lokalt mod regionalt.
• Fra regionalt mod nationalt.
• Fra lokalpolitisk dimensionering mod nationale krav.

Og fra kommunal selvstændighed mod et samlet dansk redningsberedskab med en langt stærkere statslig akse.

Det kan vise sig at være nødvendigt.

Men så bør diskussionen også tages åbent.

For hvis denne udvikling fortsætter, er spørgsmålet måske ikke længere, om de kommunale beredskaber skal nedlægges.

Spørgsmålet er snarere:

Hvor meget kommunalt er der tilbage i dem, når omstillingen er gennemført?