Mindst 45 amerikanske MQ-9 Reaper-droner er gået tabt under krigen mod Iran. Det svarer til omkring en fjerdedel af den amerikanske flåde og rejser et langt større spørgsmål end selve tabene: Har Vesten bygget sine ubemandede styrker til en type krig, hvor man ikke forventede at miste dem?

Kort fortalt

USA har ifølge tre amerikanske embedsmænd mistet mindst 45 MQ-9 Reaper-droner under krigen mod Iran – omkring 25 procent af den amerikanske flåde. Washington Post vurderer på baggrund af amerikanske oplysninger, at tabene potentielt repræsenterer mere end 1,3 mia. dollar alene i materiel.

Men historien handler om langt mere end 45 droner.

Den handler om et muligt paradigmeskifte i vestlig forsvarsindustri: fra få, avancerede og meget dyre platforme til våbensystemer, der fra begyndelsen er konstrueret til at kunne produceres hurtigt, anvendes i stort antal – og mistes uden at hele kapaciteten bryder sammen.

Reaperen blev skabt til en anden type krig

MQ-9 Reaper har gennem næsten to årtier været et symbol på USA’s teknologiske dominans.

Den kan overvåge et område i lang tid, identificere mål og selv gennemføre præcisionsangreb. Ifølge det amerikanske flyvevåben har den en nyttelast på omkring 1.700 kg, en rækkevidde på cirka 1.850 kilometer og kan bevæbnes med blandt andet Hellfire-missiler og forskellige præcisionsbomber.

Det gjorde Reaper ideel til operationerne, der prægede store dele af perioden efter 11. september 2001.

Men Iran-krigen ser ud til at stille et helt andet spørgsmål:

Hvad sker der, når en avanceret drone ikke opererer over en modstander med begrænset luftforsvar – men i et miljø, hvor modstanderen aktivt kan bekæmpe den?

Her bliver økonomien pludselig afgørende.

Washington Post skriver, at en Reaper afhængigt af sensorer og våben kan repræsentere mellem 30 og 50 mio. dollar, og at de 45 tab derfor potentielt overstiger 1,3 mia. dollar.

Det er ikke længere bare et spørgsmål om, hvor god dronen er.

Det er også et spørgsmål om, hvor mange man har råd til at miste.

Analyse: Krigen handler også om produktionskapacitet

Iran-krigen understreger en udvikling, som allerede har været tydelig i Ukraine:

Moderne krig er igen blevet en kamp om masse.

Ikke masse i betydningen gammeldags massehære alene, men industriel masse.

• Hvor mange droner kan produceres?
• Hvor hurtigt kan de erstattes?
• Hvor hurtigt kan nye sensorer integreres?
• Hvor mange missiler findes på lager?

Og hvor hurtigt kan industrien producere nye?

Problemet stopper nemlig ikke ved Reaper.

Pentagon har samtidig presset den amerikanske forsvarsindustri til at øge produktionen af en række våbensystemer efter betydeligt forbrug under Iran-krigen. Producenter er blevet bedt om at fremlægge planer for, hvordan produktionen kan accelereres.

Det peger på et grundlæggende skifte:

Produktionskapacitet er ved at blive en militær kapacitet i sig selv.

Et våbensystem kan være verdens bedste på papiret. Men hvis det tager flere år at producere, hvis forsyningskæden er sårbar, eller hvis prisen betyder, at man kun kan købe ganske få, kan det blive en alvorlig begrænsning i en længerevarende højintensiv konflikt.

Fra survivable til attritable

Her kommer et begreb til at fylde stadig mere i forsvarsindustrien:

Attritable systems.

Det betyder ikke, at våbensystemer bevidst skal ofres.

Det betyder, at man accepterer, at tab er en del af moderne krig – og derfor designer økonomien og produktionen omkring det.

Det er en fundamentalt anden tankegang.

I stedet for at spørge:

Hvordan bygger vi en drone, som næsten ikke kan mistes?

kan spørgsmålet blive:

Hvordan bygger vi en drone, der er tilstrækkeligt kapabel, men billig og hurtig nok at producere til, at vi kan tåle at miste den?

Det ændrer kravene til industrien.

Pris bliver en operativ parameter.

Produktionstid bliver en operativ parameter.

Forsyningskæder bliver en operativ parameter.

Og muligheden for hurtigt at udskifte sensorer, software, kommunikation og payload bliver mindst lige så vigtig som selve platformen.

Implikationer for NATO

Hvis erfaringerne fra Iran og Ukraine bliver omsat direkte til NATO’s fremtidige kapacitetsplanlægning, kan vi stå foran en ændring i måden, alliancen køber ubemandede systemer på.

Det kan betyde mindre fokus på enkelte platforme og mere fokus på systemfamilier.

En relativt enkel grundplatform kan eksempelvis konfigureres til forskellige opgaver:

• ISR og overvågning
• elektronisk krigsførelse
• kommunikationsrelæ
• maritime operationer
• angreb
• målangivelse
• decoy
• luftforsvarsundertrykkelse.

Dermed bliver værdien ikke nødvendigvis koncentreret i selve flystellet.

Den ligger i arkitekturen omkring det.

• Software.
• Sensorer.
• Kommunikation.
• Mission systems.
• Autonomi.
• Payloads.

Og ikke mindst evnen til at integrere nye komponenter hurtigt.

Muligheder for dansk forsvarsindustri

Det er netop her, udviklingen bliver interessant set med danske øjne.

Danmark kommer næppe til at konkurrere med de største amerikanske producenter om at bygge næste generation af meget store strategiske UAV’er.

Men hvis markedet bevæger sig mod modulære, distribuerede og attritable systemer, åbner der sig et langt bredere industrielt marked.

Danske virksomheder kan eksempelvis levere teknologi inden for sensorer, kommunikation, elektronisk krigsførelse, navigation, software, autonomi, maritime systemer, payload-integration og command-and-control.

Og måske vigtigst:

Det behøver ikke være én dansk virksomhed, der bygger hele dronen.

Tværtimod.

Den nye generation af forsvarssystemer kan i stigende grad blive bygget gennem konsortier, hvor én virksomhed leverer platformen, en anden sensoren, en tredje kommunikationen og en fjerde softwarelaget.

Det passer potentielt langt bedre til den danske forsvarsindustris struktur.

Danmark bør stille et andet spørgsmål

Debatten om droner risikerer hurtigt at komme til at handle om, hvilken drone Danmark skal købe.

Men måske er det ikke det vigtigste spørgsmål.

Det relevante spørgsmål kan være:

Hvordan sikrer Danmark adgang til en industriel kapacitet, der kan producere og erstatte droner under en længerevarende konflikt?

Det er en helt anden diskussion.

Hvis et moderne forsvar skal kunne operere i måneder eller år mod en teknologisk kompetent modstander, er lagerbeholdningen ved krigens begyndelse ikke tilstrækkelig.

• Der skal eksistere en produktionslinje.
• Der skal være komponenter.
• Der skal være leverandører.
• Der skal være kompetencer.

Og systemerne skal være designet, så produktionen