I mere end tre årtier var den dominerende fortælling om dansk forsvar én ting: Besparelser. Først nu er kursen for alvor vendt – men regningen for årtiers nedprioritering er langt større, end de fleste forestiller sig.
En historisk skillelinje
Når man i dag diskuterer milliardinvesteringer i Forsvaret, nye fregatter, luftforsvar, droner og en markant større hær, kan det være svært at huske, at Danmark i årtier bevægede sig i den stik modsatte retning.
Ser man tilbage, markerer 1988 begyndelsen på en ny æra i dansk forsvarspolitik.
Berlinmuren stod endnu, men Den Kolde Krig var ved at miste grebet om Europa. Få år senere faldt Sovjetunionen, Warszawapagten opløstes, og mange vestlige lande begyndte at tale om den såkaldte fredsdividende – idéen om, at man kunne høste gevinsten ved fred gennem lavere militærudgifter.
Danmark var ingen undtagelse.
Fra slutningen af 1980’erne og gennem 1990’erne ændrede Forsvaret karakter. Fokus flyttede sig fra territorialforsvar til internationale operationer, og den politiske logik blev, at Danmark kunne klare sig med et mindre forsvar, så længe NATO og USA udgjorde den overordnede sikkerhedsgaranti.
Besparelser blev den nye normal
De efterfølgende årtier blev præget af en lang række forsvarsforlig, hvor effektiviseringer, strukturændringer og nedlæggelser blev en fast del af dagsordenen.
- Kaserner blev lukket.
- Enheder blev sammenlagt.
- Materiel blev udfaset.
- Lagrene blev mindre.
- Mandskabet blev reduceret.
Forsvaret blev samtidig omstillet til internationale missioner i blandt andet Balkan, Irak og Afghanistan. Danmark opbyggede stor erfaring med udsendte styrker, men investerede i langt mindre grad i det tunge nationale forsvar, som skulle kunne forsvare dansk territorium mod en stormagtskonflikt.
En verden, der ændrede sig hurtigere end planerne
Vendepunktet kom ikke fra Christiansborg. Det kom fra Moskva. Ruslands invasion af Georgien i 2008 blev et advarselssignal. Annekteringen af Krim i 2014 gjorde truslen langt tydeligere.
Den fuldskala invasion af Ukraine i 2022 fjernede enhver tvivl om, at konventionel krig igen var blevet en realitet i Europa.
Pludselig stod Danmark – ligesom mange andre NATO-lande – med et forsvar, der var optimeret til internationale missioner, men som manglede volumen, ammunition, luftforsvar, logistik og personel til længerevarende højintensive konflikter.
Det var ikke et problem, der var opstået fra den ene dag til den anden. Det var resultatet af årtiers prioriteringer.
Den største genopbygning i nyere tid
Derfor ser vi nu noget historisk.
Forsvarsforliget 2024-2033 blev det største økonomiske løft i dansk forsvarshistorie.
Siden er der kommet både Accelerationsfonden og yderligere politiske aftaler oveni, så den samlede økonomiske ramme til styrkelse af dansk forsvar nu udgør omkring 357 mia. kroner frem mod 2033.
Samtidig er Danmark allerede i 2026 nået op omkring 3,5 procent af BNP på forsvars- og sikkerhedsrelaterede udgifter – langt over NATO’s tidligere 2-procentsmål og på niveau med de nye ambitioner i alliancen.
Det er et historisk kursskifte.
Men penge alene løser ikke problemet
Der findes en udbredt opfattelse af, at man blot kan tilføre milliarder og dermed hurtigt genopbygge Forsvaret.
Virkeligheden er langt mere kompleks.
- Kapacitet kan ikke købes fra den ene dag til den anden.
- Nye skibe tager mange år at bygge.
- Luftforsvar kræver uddannelse, integration og vedligeholdelse.
- Ammunitionsproduktion skal skaleres.
- Officerer og specialister kan ikke uddannes på få måneder.
Forsvarsindustrien arbejder samtidig under et globalt pres, hvor næsten alle NATO-lande efterspørger de samme systemer på samme tid.
Derfor handler genopbygningen ikke kun om penge.
Den handler om tid.
Besparelser har konsekvenser langt ud over økonomien
Når en kapacitet først er nedlagt, forsvinder ikke kun bygninger og materiel.
- Erfaring.
- Kompetencer.
- Traditioner.
- Leverandørkæder.
- Industrisamarbejder.
Det tager ofte årtier at opbygge igen. Det er måske den vigtigste læring af perioden siden 1988.
Besparelser kan gennemføres relativt hurtigt – genopbygning tager væsentligt længere tid.
Hvad betyder det for dansk industri?
Den historiske oprustning åbner samtidig muligheder.
Danske virksomheder kan levere sensorer, software, kommunikation, maritime løsninger, droner, logistik, cybersikkerhed og avancerede teknologier til både Danmark og resten af NATO.
Men det kræver, at virksomhederne ikke alene udvikler gode produkter.
De skal kunne indgå i internationale værdikæder, dokumentere kvalitet, opbygge produktionskapacitet og samarbejde med større systemintegratorer.
Forsvarspolitik er derfor ikke længere alene sikkerhedspolitik.
Den er også erhvervspolitik.
Perspektiv
Historien om dansk forsvar siden 1988 er i virkeligheden historien om en politisk grundantagelse.
Man troede, at Europas sikkerhedssituation var blevet så stabil, at et mindre forsvar var tilstrækkeligt.
I mange år virkede antagelsen.
Men verden ændrede sig.
I dag investerer Danmark historiske beløb i at genopbygge kapaciteter, som gennem mere end tre årtier gradvist blev reduceret.
Det er værd at huske én ting:
De beslutninger, der træffes om Forsvaret, får sjældent deres fulde betydning i morgen.
De får betydning 10, 20 eller 30 år senere.
Præcis som beslutningerne fra 1988 stadig præger det danske forsvar i dag.