NATO har brugt de seneste år på at diskutere procenter, milliarder og nye mål for forsvarsudgifterne. Nu begynder den langt vanskeligere øvelse: Pengene skal omsættes til soldater, ammunition, luftforsvar, langtrækkende våben, logistik, beredskab og reel militær effekt.

Det er den virkelighed, den tyske general Carsten Breuer kommer til at stå midt i, når han i 2027 overtager posten som formand for NATO’s Militærkomité.

NATO’s forsvarschefer valgte lørdag Breuer på Militærkomitéens møde i København. Modkandidaten var Canadas forsvarschef, general Jennie Carignan. Dermed stod valget mellem to meget erfarne officerer, men også mellem to profiler med forskellige tyngdepunkter.

Og valget fortæller noget om det NATO, der er ved at tage form.

Et historisk alternativ

Valget kunne samtidig have skrevet NATO-historie.

Jennie Carignan kunne være blevet den første kvinde nogensinde som formand for NATO’s Militærkomité. NATO’s egen historiske oversigt over formændene viser, at posten hidtil udelukkende har været besat af mænd.

Carignan er i forvejen vant til at bryde den slags barrierer. I 2019 blev hun den første kvinde til at lede en NATO-mission, da hun overtog NATO Mission Iraq, og i 2024 blev hun den første kvinde i spidsen for Canadas væbnede styrker.

Men det ville være forkert at reducere hendes kandidatur til spørgsmålet om køn.

Carignan repræsenterede en tung militær profil med erfaring fra internationale operationer og fokus på blandt andet militær transformation, multinationalt samarbejde, multidomain-operationer, Arktis og NATO’s østlige flanke.

Breuer kommer med et andet tyngdepunkt.

Generalen med 2029 i kalenderen

Carsten Breuer har som tysk forsvarschef været usædvanlig tydelig omkring den sikkerhedspolitiske situation.

Rusland skal ikke alene vurderes ud fra, hvad landet gør i Ukraine i dag. NATO skal forberede sig på, hvad Rusland kan være i stand til om få år.

Breuer har gentagne gange peget på omkring 2029 som et kritisk tidspunkt, hvor Rusland kan have genetableret tilstrækkelig militær kapacitet til potentielt at kunne angribe NATO-territorium.

Det har også præget hans prioriteter for Bundeswehr.

Her har fokus blandt andet været rettet mod luft- og missilforsvar, bekæmpelse af droner, elektronisk krigsførelse, langtrækkende præcisionsvåben, større ammunitionsbeholdninger og militære kapaciteter i rummet.

Fællesnævneren er ikke vanskelig at få øje på:

Krigsduelighed.

Ikke alene planer, strategier og budgetter, men styrker der faktisk kan indsættes, forsynes og kæmpe.

NATO har pengene – nu skal kapaciteterne komme

Det gør tidspunktet for valget interessant.

NATO-landene har allerede truffet de store politiske beslutninger om en historisk forøgelse af investeringerne i forsvar og sikkerhed. Diskussionen handler derfor i stigende grad ikke længere alene om, hvor mange penge medlemslandene skal bruge.

Spørgsmålet er, hvad NATO får for pengene.

NATO beskrev selv mødet i København som en overgang fra at forpligte budgetter til at levere kapaciteter.

Det er en væsentlig forskel.

Et forsvarsbudget skaber ikke i sig selv afskrækkelse. Det gør kampklare brigader, ammunition, luftforsvar, droner, efterretninger, satellitter, logistik, infrastruktur og evnen til hurtigt at flytte og understøtte styrker.

Det er her, NATO’s næste store udfordring ligger.

En vigtig post – men ikke NATO’s øverstkommanderende

Formanden for NATO’s Militærkomité bliver undertiden fremstillet som NATO’s øverste militære chef. Det kræver en vigtig nuancering.

Breuer bliver ikke NATO’s operative øverstkommanderende. Den rolle ligger hos Supreme Allied Commander Europe – SACEUR.

Men formanden for Militærkomitéen er NATO’s højest placerede militære officer og fungerer som den centrale militære rådgiver for generalsekretæren og som talerør for medlemslandenes forsvarschefer.

Militærkomitéen er dermed et afgørende forbindelsesled mellem NATO’s politiske beslutninger og den militære kommandostruktur.

Breuer kan ikke alene bestemme NATO’s militære kurs. Alliancen er politisk styret, og Militærkomitéens rådgivning bygger på konsensus.

Men han kommer til at sidde centralt, når de politiske ambitioner skal oversættes til militære behov og militær rådgivning.

Det gør posten vigtig netop nu.

Tyskland får samtidig en særlig placering

Der er også en større europæisk dimension i valget.

USA har gennem længere tid presset de europæiske NATO-lande til at tage et langt større ansvar for Europas konventionelle forsvar. Samtidig er Tyskland på vej mod en historisk militær oprustning.

Reuters peger i sin omtale af valget på, at de tyske forsvarsudgifter kan overstige 200 milliarder euro årligt i 2030.

At en tysk general i netop denne periode bliver valgt til NATO’s højeste militære formandspost, er derfor symbolsk interessant.

Tyskland er ikke længere blot Europas største økonomi.

Landet forventes i stigende grad også at blive en af de bærende militære magter i Europas forsvar.

Det begynder stadig hos politikerne

Der er samtidig en vigtig pointe, som let forsvinder i diskussionen om generaler, kapaciteter og militære planer.

NATO er og bliver en politisk ledet alliance.

Det er medlemslandenes politiske ledelser, der beslutter ambitionsniveauet. Det er også politiske beslutninger, der danner udgangspunktet for NATO Defence Planning Process – NDPP – hvor alliancens behov omsættes til konkrete kapabilitetskrav og mål for medlemslandene.

Militæret kan rådgive om, hvad der kræves for at løse opgaven.

Men politikerne definerer i sidste ende opgaven.

Det er derfor også værd at holde fast i, når NATO-landenes enorme kommende investeringer diskuteres. Adgangen til det kommende forsvarsmarked begynder ikke nødvendigvis ved indkøbskontoret. Den begynder langt tidligere, når politiske prioriteter bliver til militære krav og efterfølgende til konkrete kapabiliteter.

Fra procenter til effekt

Det er måske også den vigtigste fortælling i valget af Carsten Breuer.

NATO har brugt enorme politiske kræfter på spørgsmålet om, hvor meget medlemslandene skal bruge på forsvar.

Den diskussion forsvinder ikke. Men den næste bliver mindst lige så vanskelig. For flere penge er ikke automatisk lig med mere forsvar.

Hvis de enorme investeringer skal skabe reel afskrækkelse, skal de omsættes til produktion, personel, lagre, teknologi, infrastruktur og militære enheder, der faktisk kan kæmpe.

Breuer har som tysk forsvarschef gjort netop krigsduelighed og tid til centrale temaer.

Nu bliver han placeret midt i den alliance, der skal løse samme opgave i langt større skala.

NATO har besluttet at bruge pengene. Nu kommer prøven på, om alliancen også kan omsætte dem til reel kampkraft.