En ny norsk undersøgelse af Forsvarets investeringsprojekter viser, at økonomiske risici ofte undervurderes, beslutningsgrundlaget kan være utilstrækkeligt, og målene er så uklare, at det bliver vanskeligt at vurdere resultaterne. Konklusionerne bør vække interesse i Danmark, hvor historisk store forsvarsinvesteringer skal omsættes til reel militær kapacitet – og helst hurtigere end tidligere.

Milliarder til forsvar er ikke det samme som milliarder i forsvarsevne.

Det er en af de væsentligste pointer, der kan udledes af en ny norsk analyse, som Forsvarets forskningsinstitutt (FFI) har gennemført på baggrund af eksterne kvalitetssikringsrapporter fra norske forsvarsinvesteringer i perioden 2019-2025.

Undersøgelsen viser, at der generelt er mange positive forhold i investeringsprojekterne, men også at en række problemer går igen.

Blandt de væsentligste er mangelfuld dokumentation, uklare projektmål og en systematisk forskel mellem projektorganisationernes egne vurderinger af økonomiske risici og de eksterne eksperters vurderinger.

De eksterne eksperter vurderer gennemgående usikkerheden som større.

Det fremgår af en kronik offentliggjort i norske Forsvarets forum den 10. oktober 2026, skrevet af forskerne Helene Berg og Jan Erik Voldhaug fra FFI sammen med Marit Østensen fra den norske forsvarsstab.

Forsvarets egne beregninger er ikke altid tilstrækkelige

Et af de mest interessante resultater handler om, hvordan risiko vurderes, før milliardinvesteringer bliver politisk godkendt.

Når et forsvarsprojekt fremlægges, indgår der typisk beregninger af anskaffelsespris, tidsplan, tekniske forhold og forventede gevinster.

Men de norske erfaringer viser, at forudsætningerne bag beregningerne ikke altid er tilstrækkeligt dokumenterede.

Samtidig kan målsætningerne være formuleret så bredt, at det efterfølgende bliver vanskeligt at afgøre, om investeringen faktisk har leveret det forventede resultat.

Det er ikke nødvendigvis udtryk for dårlige projekter. Men det er udtryk for en beslutningsproces, hvor den politiske og økonomiske kontrol kan blive vanskeligere end nødvendigt.

For Danmark rejser det et centralt spørgsmål:

Når Folketinget godkender milliardinvesteringer i Forsvaret, ved politikerne så tilstrækkeligt præcist, hvilken operativ kapacitet pengene skal skabe, hvornår kapaciteten skal være klar, og hvad den samlede regning bliver?

Kampkraft handler om langt mere end indkøb

Et andet væsentligt resultat af den norske analyse er behovet for at betragte investeringer som en samlet kapacitet frem for en isoleret materielanskaffelse.

Det nytter ikke meget at købe avancerede våbensystemer, hvis der mangler personel til at betjene dem, reservedele til at vedligeholde dem eller faciliteter til at anvende dem.

En ny dronekapacitet kræver eksempelvis ikke alene droner.

Den kræver uddannede operatører, kommunikationssystemer, vedligeholdelse, reservedele, logistisk understøttelse og integration med Forsvarets øvrige operative systemer.

Det samme gælder kampfly, skibe, luftforsvar og landmilitære kapaciteter.

Den norske undersøgelse understreger netop, at manglende sammenhæng mellem materiel, infrastruktur, organisation og personel kan svække effekten af investeringerne.

Det er en vigtig påmindelse til Danmark.

For en forsvarsinvestering er først en succes, når den skaber den militære effekt, der var formålet med anskaffelsen.

Norge vil gøre op med standardprocedurerne

Måske er den mest interessante norske erkendelse, at alle forsvarsanskaffelser ikke længere kan behandles efter samme model.

Norge arbejder med at ændre sin investeringsmodel, Prinsix, så processen i højere grad tilpasses projekternes størrelse, kompleksitet og betydning.

Enkle anskaffelser skal kunne gennemføres gennem enklere procedurer, mens de store og komplicerede projekter fortsat skal underkastes omfattende kvalitetssikring.

Det er en væsentlig ændring i tankegangen.

For i en sikkerhedspolitisk situation, hvor militære behov udvikler sig hurtigt, kan en langsommelig anskaffelsesproces i sig selv udgøre en risiko.

Et våbensystem, der leveres flere år for sent, kan have mistet en væsentlig del af sin operative relevans, selv om anskaffelsen formelt har fulgt alle gældende procedurer.

Det gælder ikke mindst droner, elektronisk krigsførelse og andre teknologier, hvor udviklingen foregår med en hastighed, som traditionelle forsvarsanskaffelser kan have vanskeligt ved at følge.

Det centrale spørgsmål er derfor ikke alene, om en anskaffelse gennemføres korrekt, men også om den gennemføres hurtigt nok til at være relevant.

Danmark bør stille de samme kritiske spørgsmål

De norske resultater dokumenterer ikke, at danske forsvarsanskaffelser lider under præcis de samme problemer.

Men de giver anledning til at undersøge, om vi i Danmark er tilstrækkeligt opmærksomme på forholdet mellem økonomi, tidsforbrug og operativ effekt.

Danmark står over for en omfattende genopbygning af Forsvaret. Det omfatter blandt andet luftforsvar, landmilitære kapaciteter, maritime systemer, droner og den nødvendige infrastruktur.

Samtidig skal Forsvaret opfylde stadig større NATO-forpligtelser.

Derfor bør den danske debat ikke alene handle om, hvor mange milliarder der afsættes, men også om, hvor hurtigt investeringerne bliver omsat til brugbare kapaciteter.

Det rejser især fem spørgsmål:

1. Er de operative mål for danske forsvarsanskaffelser tilstrækkeligt konkrete og målbare?
2. Er de økonomiske risici tilstrækkeligt belyst, inden projekterne godkendes?
3. Indregnes omkostningerne ved forsinkelser og tabt operativ effekt?
4. Er der tilstrækkelig sammenhæng mellem materiel, uddannelse, personel og infrastruktur?
5. Kan mindre og teknologisk modne anskaffelser gennemføres hurtigere uden at gå på kompromis med ansvarlig økonomisk forvaltning?

Det er spørgsmål, som både Forsvarsministeriet, Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) og Folketingets forsvarsordførere med fordel kan forholde sig til.

Den skjulte pris ved forsinkelser

Der er imidlertid en yderligere dimension, som fortjener større opmærksomhed.

Traditionelt vurderes en forsvarsanskaffelse i høj grad ud fra den forventede anskaffelsespris og risikoen for budgetoverskridelser.

Men hvad koster det, når anskaffelsen bliver forsinket?

Forsinkelser kan betyde, at leverandører må ændre produktionsplaner, at priser genforhandles, og at uddannelse eller implementering udskydes.

De kan også betyde, at Forsvaret i en længere periode står uden den kapacitet, der oprindeligt var identificeret som nødvendig.

Dermed kan en anskaffelse, som på papiret fremstår økonomisk forsvarlig, i praksis blive dyrere og give mindre militær effekt.

Netop derfor bør tidsfaktoren i højere grad indgå i vurderingen af forsvarsinvesteringer.

Ikke alene som en tidsplan, men som en selvstændig økonomisk og operativ risiko.

Kontrol og hastighed er ikke modsætninger

Den norske FFI-rapport, Ekstern kvalitetssikring av Forsvarets investeringsprosjekter – hva kan vi lære?, rapport 26/024, anbefaler blandt andet bedre dokumentation af beregningsforudsætninger, tydeligere mål, forbedrede planer for realisering af gevinster og mere systematisk håndtering af projektændringer.

Rapporten peger desuden på mangler i blandt andet kontraktstrategier, gennemførelsesplaner og ansvarsfordeling.

Det understreger en væsentlig pointe: Effektivisering handler ikke nødvendigvis om at fjerne kontrollen, men om at gøre den mere målrettet.

De store og komplekse projekter kræver grundige analyser og kvalitetssikring.

Men mindre komplicerede anskaffelser bør ikke nødvendigvis underlægges samme omfattende proces.

For Danmark er udfordringen derfor at finde en model, hvor kontrolniveauet afspejler projektets faktiske kompleksitet og risiko – og hvor tidsforbruget samtidig indgår i vurderingen.

Perspektiv: Vi skal måle kampkraft – ikke alene forbrug

Den norske undersøgelse bør give anledning til eftertanke i Danmark.

For selv om de danske forsvarsbudgetter vokser markant, er det ikke i sig selv dokumentation for, at Forsvarets operative evne vokser tilsvarende.

Et budget kan være brugt korrekt, uden at en nødvendig kapacitet er leveret til tiden.

Et indkøb kan være gennemført efter alle regler, uden at resultatet bliver optimalt.

Og en anskaffelse kan være billigst på papiret, men dyrere i praksis, hvis forsinkelser, integration og manglende operativ effekt medregnes.

Den egentlige målestok for fremtidens forsvarsinvesteringer bør derfor ikke alene være, hvor mange penge vi bruger, men hvor meget kampkraft vi får – og hvornår vi får den.

Det er måske den vigtigste lære, Danmark kan tage med fra den norske undersøgelse.