De internationale forsvarsgiganter ruster sig til kampen om Danmarks kommende fregatter. Partnerskaber indgås, konsortier dannes, og positionerne bliver trukket op. Men mens industrien allerede opfører sig, som om milliardordren er på vej, mangler vi fortsat svar på to afgørende spørgsmål: Kommer fregatterne overhovedet – og hvem sikrer, at Danmark får andet og mere ud af investeringen end nogle nye krigsskibe?

Der er efterhånden noget næsten fascinerende over den kamp, der udspiller sig omkring Danmarks mulige anskaffelse af nye fregatter.

De store internationale spillere er begyndt at positionere sig. Partnerskabsaftaler bliver indgået. Memorandums of Understanding bliver underskrevet. Danske virksomheder bliver inviteret indenfor, og nye konsortier, grupperinger og industrielle alliancer ser dagens lys.

Kært barn har mange navne.

Babcock har længe været synlig. Naval Group har markeret sine ambitioner. Tyske og andre internationale aktører forsøger at placere sig strategisk. Og nu er opmærksomheden også rettet mod italienske Fincantieri og spørgsmålet om, hvad koncernen konkret kan tilbyde Danmark.

Det er, som om hele den internationale maritime forsvarsindustri er ved at finde sine pladser ved bordet.

Der er bare ét problem.

Vi ved endnu ikke, om der overhovedet bliver serveret middag.

Først skal nogen beslutte, om fregatterne kommer

Midt i alle pressemeddelelserne, de flotte præsentationer og de strategiske partnerskaber synes ét ganske fundamentalt spørgsmål at drukne:

Skal Danmark faktisk købe nye fregatter?

Ikke om Danmark har behov for at styrke sin maritime kampkraft. Det er der gode sikkerhedspolitiske argumenter for.

Men om den politiske beslutning bliver truffet, hvilken kapacitet der i givet fald skal anskaffes, hvor mange skibe der er tale om, og hvordan anskaffelsen skal finansieres og gennemføres.

Det er ikke uvæsentlige detaljer.

Tværtimod er det selve forudsætningen for den industrielle kappestrid, vi nu er vidner til.

Alligevel bevæger virksomhederne sig allerede, som om startskuddet har lydt.

Det er forståeligt. En potentiel fregatordre repræsenterer enorme økonomiske interesser, strategisk adgang til det danske forsvarsmarked og muligheder for årtiers samarbejde.

Men måske burde vi begynde med at få det politiske grundlag på plads, før vi lader os imponere alt for meget af den industrielle opmarch.

Norge bør få alarmklokkerne til at ringe

Og så er der Norge.

For hvis der er én udvikling, danske politikere, embedsmænd og industrivirksomheder bør følge særdeles nøje, er det netop det norske fregatprojekt.

Norge har valgt et strategisk samarbejde med Storbritannien om anskaffelse af mindst fem Type 26-fregatter.

Men allerede nu er der betydelig debat om, hvorvidt norsk industri får tilstrækkeligt ud af den enorme investering.

Den norske forsvarsindustris brancheorganisation har advaret om, at konkrete og forpligtende industriaftaler skal være på plads, før de endelige kontrakter underskrives. I oktober er kritikken blevet skærpet med krav om dokumenterbare samarbejdsprojekter.

Det er ikke småting. Det er selve den nationale erhvervsinteresse, der er på spil.

Og her bør Danmark lære af erfaringerne, inden vi selv står med underskriften på en milliardkontrakt.

For vi risikerer at gentage en velkendt fejl:

At være fremragende til at købe forsvarsmateriel, men langt mindre ambitiøse, når det handler om at sikre dansk industris langsigtede udbytte.

Vi skal ikke købe os til endnu en bunke hensigtserklæringer

Lad mig slå én ting fast.

Jeg har intet imod internationale partnerskaber. Tværtimod.

Dansk forsvarsindustri har brug for adgang til internationale værdikæder, teknologi, markeder og store systemintegratorer. Og vores maritime virksomheder har kompetencer, som bør være attraktive for enhver international fregatproducent.

Men et partnerskab er ikke nødvendigvis en ordre.

En hensigtserklæring er ikke nødvendigvis en investering.

Og et memorandum of understanding er bestemt ikke det samme som et langsigtet industrielt engagement.

Vi har allerede set Babcock indgå en samarbejdserklæring med Danske Flådeskibe, som blandt andet omfatter OMT, Terma, Semco Maritime og PensionDanmark. Her er ambitionen netop at skabe betydelig dansk industriel involvering.

Det er interessant. Og det er et skridt i den rigtige retning.

Men det afgørende spørgsmål er fortsat, hvor store og forpligtende de danske leverancer bliver, og hvordan ambitionerne omsættes til konkret dansk værdiskabelse.

Det samme spørgsmål bør stilles til Naval Group, Fincantieri og alle andre, der ønsker at komme i betragtning.

For indtil videre savner jeg stadig at se en samlet, gennemarbejdet og offentligt efterprøvbar plan fra de store internationale aktører, der for alvor dokumenterer, hvordan en dansk fregatanskaffelse bliver en erhvervsøkonomisk succes for Danmark.

Og det burde være et helt centralt konkurrenceparameter.

Modkøb skal skabe værdi – ikke bare se imponerende ud på papiret

Danmark har allerede et system for forsvarsindustrielt samarbejde, ofte omtalt som modkøb eller offset.

Systemet giver mulighed for at pålægge udenlandske leverandører forpligtelser til at samarbejde med danske virksomheder.

Men her er det værd at se nærmere på tallene.

I et svar til Folketinget fra oktober 2025 fremgår det, at der i perioden 2015-2024 blev indgået industrisamarbejdsaftaler for omkring 20 milliarder kroner.

Af disse blev der registreret afviklet industrisamarbejde for omkring 18 milliarder kroner.

Men de faktiske køb af forsvarsrelaterede produkter i Danmark udgjorde omkring 7 milliarder kroner.

De resterende cirka 11 milliarder kroner blev registreret som udviklingsprojekter, blandt andet gennem teknologi og rådgivning.

Udviklingsprojekter kan naturligvis skabe betydelig værdi. Teknologioverførsel, forskning og innovation kan være mindst lige så vigtige som en konkret produktionsordre.

Men vi skal kunne dokumentere værdien.

For når milliardbeløb bliver opgjort som opfyldte modkøbsforpligtelser, må det være legitimt at spørge:

• Hvor mange danske arbejdspladser har det skabt?
• Hvor meget dansk eksport har det genereret?
• Hvor mange virksomheder har fået adgang til internationale forsyningskæder?
• Og hvor mange nye industrielle kompetencer har Danmark rent faktisk opbygget?

Det er den slags resultater, vi skal måle på.

Ikke alene på, hvor mange milliarder der kan registreres i et administrativt regnskab.

Vis os planen – ikke bare partnerlisten

Hvis jeg sad på den anden side af bordet og skulle vurdere de internationale fregatproducenter, ville jeg stille ét meget enkelt krav:

Vis mig, hvad Danmark får ud af det.

Ikke i flotte vendinger. Ikke i pressemeddelelser. Ikke i generelle løfter om samarbejde.

Men i en konkret, forpligtende industriplan.

• Hvilke danske virksomheder skal levere hvilke systemer?
• Hvilke dele af produktionen, integrationen, vedligeholdelsen og den fremtidige modernisering skal placeres i Danmark?
• Hvilke danske teknologier skal integreres i skibene?
• Hvordan sikres danske virksomheder adgang til leverandørens øvrige internationale programmer?
• Hvilke investeringer vil producenten selv foretage i Danmark?

Og måske vigtigst af alt:

Hvordan sikrer vi, at danske virksomheder ikke blot bliver underleverandører til Danmarks egne fregatter, men også får adgang til fremtidige internationale ordrer?

For det er her, den virkelige erhvervspolitiske gevinst ligger.

En fregatanskaffelse må ikke ende som en isoleret dansk milliardordre med nogle tilknyttede industriprojekter.

Den bør være begyndelsen på et industrielt løft, der rækker årtier frem.

Den bedste fregat er ikke nødvendigvis den bedste aftale

Selvfølgelig skal Forsvarets operative behov komme først.

Danmark skal have de skibe, der bedst kan løse de militære opgaver, som Søværnet bliver stillet over for.

Men når de operative krav er opfyldt, må det industrielle og strategiske udbytte også spille en væsentlig rolle inden for de gældende regler.

For der er forskel på at købe et krigsskib og at investere i national forsvarsevne.

Det sidste handler også om forsyningssikkerhed, teknologisk suverænitet, vedligeholdelseskapacitet, eksportmuligheder og evnen til at holde skibene operative i en krisesituation.

Og det er netop derfor, industrisamarbejde ikke blot bør betragtes som en efterfølgende kompensation for et stort udenlandsk indkøb.

Det bør tænkes ind fra begyndelsen som en integreret del af den samlede strategiske løsning.

Hvem tør være den første til at lægge kortene på bordet?

Jeg vil faktisk gerne udfordre de internationale fregatproducenter.

Babcock. Naval Group. Fincantieri. Og alle de øvrige, der ønsker at levere Danmarks fremtidige fregatter.

Hvem bliver den første til at fremlægge en konkret og ambitiøs plan for dansk industriel værdiskabelse?

Ikke blot en liste over samarbejdspartnere.

Men en plan med mål, forpligtelser, investeringer og dokumenterbare resultater.

En plan, hvor vi kan se, hvordan danske virksomheder kommer med i internationale værdikæder. Hvordan danske teknologier får nye eksportmuligheder. Og hvordan Danmark står med en stærkere maritim forsvarsindustri, når den sidste fregat engang er leveret.

Det ville være en konkurrence, der virkelig var værd at følge.

Og det ville være et langt mere interessant udgangspunkt for den politiske diskussion end endnu en underskrevet hensigtserklæring.

Hvis fregatterne kommer …

Vi står måske foran en af de største maritime forsvarsanskaffelser i nyere dansk historie.

Allerede nu er fronterne ved at blive trukket op.

Alliancerne formes. Konsortierne samles. De internationale producenter viser muskler.

Men Danmark bør ikke lade sig forblænde af størrelsen på de virksomheder, der banker på døren.

Vi bør i stedet stille langt større krav til, hvad de vil efterlade i Danmark.

For i sidste ende handler det ikke alene om, hvem der kan bygge de bedste fregatter.

Det handler om, hvem der kan levere den bedste samlede løsning for dansk forsvar, dansk industri og dansk sikkerhed.

Og måske burde vi allerede nu gøre det klart for alle interesserede producenter: Den, der vil vinde en dansk fregatordre, skal ikke alene vise, hvad Danmark kan købe. Vedkommende skal også vise, hvad Danmark kan blive.

Hvis fregatterne altså kommer.