Den svenske forsvarskoncern Saab ser mulighed for at genopbygge en nordisk kapacitet til at udvikle, bygge og vedligeholde avancerede krigsskibe. Det rammer direkte ned i den danske debat om nye fregatter og genopbygningen af dansk militær skibsproduktion. Spørgsmålet er derfor ikke længere alene, hvilke skibe Danmark skal købe – men om den historiske investering kan bruges til at skabe en permanent nordisk maritim forsvarsindustri.

Europa mangler ikke kun ammunition, missiler og luftforsvar. Der er også opstået en alvorlig mangel på kapacitet til at bygge de mange krigsskibe, som de europæiske flåder nu efterspørger.

Det har den svenske forsvarskoncern Saab fået øje på.

I et interview med Jyllands-Posten åbner den svenske våbengigant for ambitionen om at være med til at genopbygge en egentlig nordisk krigsskibsindustri. Det er interessant set med danske øjne, fordi Danmark netop står foran nogle af de største maritime investeringer i nyere tid.

Og fordi Danmark samtidig har besluttet, at en betydelig del af fremtidens militære skibsbygning igen skal kunne foregå herhjemme.

Dermed kan den danske fregatanskaffelse udvikle sig til noget langt større end spørgsmålet om, hvem der skal levere Søværnets næste fregat.

Det kan blive begyndelsen på en ny nordisk industriel struktur omkring militær skibsbygning.

Saab samler kræfterne på det maritime område

Saabs ambition kommer ikke ud af ingenting.

Den svenske koncern gennemførte 1. april en større reorganisering, hvor Kockums og hovedparten af koncernens Naval Combat Systems blev samlet i ét nyt forretningsområde: Saab Naval.

Dermed samles skibsdesign, ubåde, overfladeskibe, sensorer, kampinformationssystemer, ildledelse og kommunikation i én organisation.

Det er en markant strategisk bevægelse.

Saab er allerede blandt Europas stærkeste maritime forsvarsvirksomheder, ikke mindst gennem Kockums og virksomhedens kompetencer inden for ubåde og avancerede maritime systemer. Men ambitionen bliver stadig tydeligere: Saab vil ikke blot levere enkelte komponenter til andre virksomheders skibe. Koncernen ønsker en stærkere position i hele den maritime værdikæde.

Det understøttes af de seneste ordrer.

I juli indgik Saab eksempelvis en aftale til omkring 8,7 mia. svenske kroner med tyske TKMS om levering og integration af blandt andet kampinformationssystemer, kompositstrukturer og radarer til fire nye tyske MEKO A-200 DEU-fregatter.

Saab har samtidig udbygget samarbejdet med den polske forsvarsindustri. I maj indgik Saab og den polske PGZ-koncern en strategisk aftale om blandt andet vedligeholdelse af overfladeskibe og ubåde, integration af polske virksomheder i Saabs forsyningskæde og potentielle fælles eksportprojekter.

Det viser en model, som også er interessant for Danmark:

Man behøver ikke nødvendigvis bygge hele skibet ét sted.

Skibsproduktion kan fordeles mellem flere værfter og virksomheder, mens design, moduler, systemintegration, sensorer, våbensystemer og efterfølgende vedligeholdelse fordeles på tværs af lande.

Danmark er allerede på vej i samme retning

Det interessante er, at den danske regering allerede har taget de første skridt mod præcis den type model.

Med flådeplanen er der truffet beslutning om at genetablere produktionskapacitet til større militære skibe i Danmark.

Forligskredsen besluttede i februar en distribueret byggestrategi for de kommende arktiske skibe. Tanken er, at forskellige dele af skibene kan produceres flere steder i Danmark, hvorefter de samles på en statsejet samlefacilitet i Frederikshavn.

Det afgørende er, at anlægget i Frederikshavn ifølge Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse skal dimensioneres, så det senere kan anvendes til større skibe end de arktiske fartøjer.

Det åbner den interessante mulighed:

Frederikshavn kan blive fundamentet for noget langt større end produktionen af de første arktiske skibe.

Danmark kan i princippet etablere en permanent produktionskapacitet, som efterfølgende kan anvendes til fregatter, støttefartøjer og andre større militære skibe.

Dermed ændres perspektivet på den kommende fregatanskaffelse fundamentalt.

Kampen om fregatterne handler i stigende grad om industrien

Danmark står foran en kommende beslutning om nye fregatter, og konkurrencen er allerede begyndt at tage form.

Britiske Babcock underskrev under DALO Industry Days i august en ny samarbejdsaftale med Danske Flådeskibe, som består af OMT, Terma, PensionDanmark og Semco Maritime.

Målet er at kombinere Babcocks erfaring med fregatdesign og internationale programmer med dansk industriel kapacitet inden for konstruktion, integration og vedligeholdelse.

Det betyder, at konkurrencen ikke længere alene handler om tekniske specifikationer.

Den handler også om:

• Hvor meget skal bygges i Danmark?
• Hvor mange danske arbejdspladser skabes?
• Hvor meget teknologi overføres?

Kan Danmark selv vedligeholde og modernisere skibene?

Og kan investeringen skabe en industri, som efterfølgende kan eksportere?

Det er her, Saabs nordiske vision bliver særlig interessant.

Hvorfor ikke bygge nordisk?

De nordiske lande står med en usædvanlig mulighed.

Danmark, Norge, Sverige og Finland er nu alle medlemmer af NATO og opererer i et stadig mere sammenhængende strategisk område fra Nordatlanten over Arktis til Østersøen.

Samtidig skal landenes flåder investere betydelige beløb i nye fartøjer og maritime kapaciteter.

Det burde næsten automatisk rejse spørgsmålet:

Hvorfor udvikler Norden ikke en langt stærkere fælles industriel base for militær skibsbygning?

Danmark har blandt andet kompetencer inden for skibsdesign, integration, radar, kommunikation, maritime systemer og kommerciel skibsproduktion.

Sverige har Saab, Kockums og årtiers erfaring med avancerede militære fartøjer og undervandsteknologi.

Norge har en stærk maritim industri og betydelige kompetencer inden for blandt andet sensorer, missiler, skibsteknologi og maritime operationer.

Finland har tilsvarende betydelig erfaring med skibsbygning og operationer under vanskelige nordiske forhold.

Tilsammen eksisterer en stor del af den nødvendige kompetence allerede.

Problemet er, at kapaciteten er fragmenteret.

Polen viser, hvordan modellen kan fungere

Saabs polske projekter viser samtidig, hvordan en mere distribueret europæisk model kan fungere.

Saab er eksempelvis hovedleverandør på Polens to nye SIGINT-skibe i DELFIN-programmet, men selve skrogene bygges på Remontowa Shipbuilding i Gdańsk, mens Saab står for blandt andet systemintegration.

Det er i praksis den samme industrielle filosofi, som Danmark nu bevæger sig imod:

• Design ét sted.
• Produktion flere steder.
• Systemintegration et tredje sted.
• Endelig samling et fjerde sted.

Hvis man kan standardisere grænseflader og produktionsmetoder, bliver værfterne mindre afhængige af at kunne bygge et komplet krigsskib alene.

Det kan være afgørende, fordi Europas udfordring netop er produktionskapacitet.

Den danske mulighed er større end fregatterne

Den største risiko for Danmark er derfor, at den kommende fregatanskaffelse bliver behandlet som endnu et traditionelt materielindkøb.

Danmark skal naturligvis først og fremmest anskaffe de skibe, Søværnet har behov for.

Men når staten potentielt investerer tocifrede milliardbeløb i nye krigsskibe, bør spørgsmålet være større end anskaffelsesprisen.

Danmark bør spørge:

Hvilken industriel position ønsker vi at stå med om 20 år?

Hvis de kommende skibe blot bygges i udlandet og sejles til Danmark, får Danmark en flåde.

Hvis Danmark derimod bruger anskaffelsen til at opbygge design-, produktions-, integrations- og vedligeholdelseskapacitet, får Danmark både en flåde og en industri.

Det sidste kan vise sig at være langt mere værdifuldt.

En ny nordisk arbejdsdeling

Saabs udmelding bør derfor også læses som en invitation til en større diskussion.

Det er næppe realistisk – eller økonomisk fornuftigt – at Danmark, Sverige, Norge og Finland hver især forsøger at skabe komplette nationale krigsskibsindustrier.

Men en nordisk arbejdsdeling kan være anderledes interessant.

• Et land kan være stærkt på design.
• Et andet på skrogproduktion.
• Et tredje på sensorer og våbensystemer.
• Et fjerde på integration og vedligeholdelse.

Samtidig kan forskellige værfter producere sektioner parallelt.

Det vil både kunne øge produktionskapaciteten og gøre den nordiske forsvarsindustri mindre sårbar.

Og måske vigtigst: Det kan skabe tilstrækkelig volumen til, at det økonomisk giver mening at fastholde kompetencer og produktionsapparat mellem de enkelte nationale ordrer.

Danmark skal vælge industri – ikke kun skib

Konkurrencen om fremtidens danske fregatter er derfor ved at udvikle sig til noget langt mere interessant end en klassisk konkurrence mellem forskellige skibsdesign.

Babcock og Danske Flådeskibe har allerede præsenteret en model med betydelig dansk industriel involvering.

Andre europæiske aktører positionerer sig.

Og nu signalerer Saab, at koncernen ser potentiale i at genopbygge en bredere nordisk krigsskibsindustri.

For Danmark betyder det, at forhandlingspositionen potentielt er stærk.

Der er ikke kun konkurrence om at sælge os skibe.

Der er konkurrence om at blive strategisk partner for genopbygningen af dansk og nordisk maritim forsvarsindustri.

Det bør Danmark udnytte.

For måske er det vigtigste spørgsmål i den kommende fregatkonkurrence slet ikke:

Hvilken fregat skal Danmark købe?

Men snarere:

Hvilken maritim industri ønsker Danmark og Norden at have, når den sidste af de nye fregatter stadig sejler omkring 2070?