Schweiz gør nu droner, robotter og bekæmpelse af droner til en permanent del af sin militære organisation. Danmark har allerede et stærkt dronecenter og investerer massivt i teknologien. Men det schweiziske næste skridt rejser et relevant spørgsmål: Skal Danmark også have egentlige droneenheder – og måske på sigt en dronebataljon?

Krigen i Ukraine har gjort én ting meget tydelig: Droner er ikke længere specialudstyr.

De er blevet en grundlæggende del af moderne krigsførelse på linje med artilleri, efterretning, kommunikation og elektronisk krigsførelse.

Schweiz tager nu konsekvensen.

Det schweiziske forsvarsministerium, DDPS, har gjort droner, antidroneteknologi og robotteknologi til et strategisk prioriteret område. Der etableres et nyt civilt-militært center for ubemandede systemer, en særlig drone-rekrutskole og frem mod 2028 en egentlig dronebataljon.

Det interessante set med danske øjne er ikke alene teknologien.

Det er organiseringen.

For Danmark er allerede kommet langt. Forsvarets Dronecenter i Odense er etableret, Hæren uddanner taktiske droneoperatører, Forsvaret gennemfører operative test, og der investeres i både droner og antidronesystemer. Så sent som den 26.-27. august samlede Dronecentret omkring 80 deltagere fra Forsvaret, virksomheder, startups og forskningsmiljøer til FDC CORE på HCA Airport.

Spørgsmålet er derfor ikke længere, om Danmark skal satse på droner.

Spørgsmålet er, hvordan droner bliver en permanent del af Forsvarets operative struktur.

Schweiz går fra innovation til organisation

Schweizerne har arbejdet med området længe.

Landets Taskforce Drones blev etableret allerede i 2024 med det formål at teste, evaluere og videreudvikle dronesystemer under så realistiske forhold som muligt. Samarbejdet omfatter både militæret, forskningsverdenen og industrien.

Samtidig eksisterer Swiss Drone and Robotics Center under armasuisse Science and Technology, som blandt andet samarbejder med ETH Zürich. Ved ARCHE 2026 deltog omkring 160 personer fra forskellige forskningsmiljøer i praktiske forsøg med droner og robotteknologi.

Det nye er, at Schweiz nu binder disse aktiviteter langt tættere sammen med den operative militære struktur.

Det kommende center for ubemandede systemer skal kombinere en teknologisk del med en militær kommando. Militære behov skal kobles direkte sammen med kompetencer hos armasuisse, universiteter, startups og industrien.

Dermed forsøger schweizerne at forkorte den måske vigtigste afstand i moderne forsvarsinnovation:

Afstanden mellem laboratoriet og soldaten.

Og derefter kommer næste skridt.

Soldaterne skal uddannes til teknologien, og teknologien skal organiseres militært.

Derfor kommer både en særlig rekrutskole og en dronebataljon.

Danmark er faktisk allerede godt på vej

Danmark begynder ikke fra nul.

Tværtimod.

Forsvarets Dronecenter blev lanceret i marts 2025 og skulle i 2026 være fuldt bemandet med omkring 100 militære og civile medarbejdere. Centret er placeret omkring H.C. Andersen Airport og har samtidig aktiviteter i Forskerparken i Odense for netop at kunne arbejde tæt sammen med industri og akademia.

Det ligner på mange områder den schweiziske tanke.

Og udviklingen accelererer.

Forsvaret gennemførte eksempelvis i januar den første testflyvning fra H.C. Andersen Airport gennem civilt luftrum til Gniben. Forsvaret fremhævede samtidig, at dronekapaciteten udvikles på tværs af alle tre værn og med erfaringer fra samarbejdet med Ukraine, industrien og akademia.

Hæren har desuden etableret uddannelse af taktiske droneoperatører ved Efterretningsregimentet. De uddannede operatører skal blandt andet være med til at modtage og implementere nye droner og senere opstille TUAS-enheder til beredskab og internationale operationer.

På antidronesiden går udviklingen lige så hurtigt.

I juli fik regeringen Folketingets opbakning til hasteanskaffelse af yderligere droner og antidronesystemer.

Og den 19. august indgik FMI en aftale med Terma om et nyt kommando- og kontrolsystem, der skal forbinde forskellige sensorer og skabe et fælles nationalt dronesituationsbillede. Systemet er designet til blandt andet militære installationer, lufthavne, havne, energianlæg og anden kritisk infrastruktur.

Danmark mangler altså ikke aktivitet.

Men Schweiz rejser spørgsmålet, om Danmark mangler struktur.

Næste skridt kunne være permanente droneenheder

Der er stor forskel på at have droner ude ved forskellige militære enheder og på at gøre dronekrigsførelse til et egentligt militært speciale.

Ukraine viser, hvorfor forskellen er vigtig.

Droneoperationer handler ikke længere kun om at flyve et kamera hen over slagmarken.

De omfatter blandt andet rekognoscering, målopklaring, elektronisk krigsførelse, logistiske droner, maritime systemer, jordrobotter, FPV-systemer, langtrækkende droner og bekæmpelse af fjendtlige droner.

Samtidig ændrer teknologien sig med ekstrem hastighed.

NATO har derfor besluttet at øge uddannelsen markant. Alliancen annoncerede i juli investeringer på mere end 40 mia. dollar i antidroneteknologi over fem år og har samtidig som mål at uddanne fem gange så mange droneoperatører inden udgangen af 2027.

Det peger mod en udvikling, hvor dronekompetencer ikke længere kan være noget, der alene ligger hos enkelte specialister.

De skal industrialiseres militært.

Danmark bør overveje en drone-rekrutskole

Her er måske den mest interessante schweiziske idé for Danmark.

En særlig drone-rekrutskole.

Danmark står samtidig foran en betydelig udvidelse af Forsvaret og værnepligten. Det åbner en mulighed for at skabe en ny type militær kompetence.

Nogle unge kommer ind i Forsvaret med kompetencer inden for gaming, programmering, elektronik, robotteknologi, modellering og teknologi, som tidligere havde begrænset militær anvendelse.

I dronekrigsførelsen kan de være særdeles relevante.

En dansk droneuddannelse kunne derfor skabe en systematisk pipeline fra værnepligtig til droneoperatør, tekniker, instruktør eller specialist.

Det ville samtidig skabe en reserve af uddannet personel, der efter endt tjeneste kunne indgå i mobiliseringsstrukturen.

Schweiz synes netop at tænke uddannelse og organisation sammen.

Det bør Danmark også overveje.

Men Danmark kan gå endnu længere

Den danske fordel er vores teknologiske økosystem.

Odense er allerede et internationalt miljø for robotter, autonome systemer og droner. Forsvarets seneste FDC CORE-arrangement samlede operative enheder, forskere, etablerede virksomheder, startups og investorer omkring konkrete militære problemer.

Det er præcis den model, der skal udbygges.

Men forsvarsinnovation må ikke ende som demonstrationer, hackathons og pilotprojekter.

Der skal eksistere en direkte vej:

Operativt behov → virksomhed → prototype → militær test → anskaffelse → uddannelse → operativ enhed.

Og helst på måneder frem for år.

På det punkt er den schweiziske model interessant, fordi teknologi, uddannelse og militær organisation bliver tænkt som ét samlet system.

Robotterne skal med

Der er samtidig en anden vigtig detalje i den schweiziske beslutning.

Det handler ikke kun om flyvende droner.

Det handler om ubemandede systemer og robotik.

Det er væsentligt.

Næste fase af udviklingen bliver ikke alene tusindvis af små droner over slagmarken. Det bliver kombinationen af ubemandede systemer i luften, på landjorden, på havet og under vandet.

Robotter kan transportere ammunition og forsyninger, evakuere sårede, gennemføre minerydning, rekognoscere farlige områder og løse opgaver, hvor man ellers ville risikere soldaters liv.

Schweiz har allerede gennemført omfattende realistiske forsøg med landrobotter. Ved European Land Robot Trial i 2026 blev systemerne blandt andet testet inden for rekognoscering, transport og search-and-rescue.

Danmark bør derfor passe på med at gøre debatten for snæver.

Det handler ikke om en “dronehær”.

Det handler om ubemandet krigsførelse.

Danmark behøver ikke kopiere Schweiz

En dansk model behøver ikke ende med en bataljon præcis som den schweiziske.

Droner skal netop integreres helt ned i Hærens enheder og samtidig anvendes af Flyvevåbnet, Søværnet, Specialoperationskommandoen og Hjemmeværnet.

Forsvaret gennemførte eksempelvis i juni en øvelse, hvor den samme drone først fungerede som dansk efterretningskapacitet og derefter som mål for Forsvarets C-UAS-enheder. Hæren, Flyvevåbnet og Specialoperationskommandoen deltog i testen.

Det illustrerer netop, hvor tværgående området er.

En dansk dronebataljon kunne derfor være én mulighed.

En anden kunne være et større værnsfælles Unmanned Systems Command, som både arbejder med luft-, land-, overflade- og undervandssystemer og samtidig understøtter operative droneenheder ude ved regimenter, brigader, flyvestationer og flådestationer.

Det afgørende er ikke navnet på organisationen.

Det afgørende er, at der bliver skabt militær masse.

Den vigtigste schweiziske lektie

Danmark har på få år bevæget sig hurtigt på droneområdet.

• Vi har et dronecenter.
• Vi uddanner droneoperatører.
• Vi tester systemer.
• Vi samarbejder med universiteter og industri.
• Vi køber droner og antidronesystemer.

Og vi er ved at etablere et nationalt dronesituationsbillede.

Det er betydelige fremskridt.

Men Schweiz viser næste mulige fase.

Droner skal ikke længere alene behandles som teknologi, der skal anskaffes. De skal behandles som en militær kapacitet, der skal organiseres, bemandes, uddannes, trænes og løbende videreudvikles.

Derfor er spørgsmålet efter den schweiziske beslutning ikke, om Danmark skal købe flere droner.

Det gør vi allerede.

Det interessante spørgsmål er:

Skal Danmark nu tage næste skridt og opbygge egentlige droneenheder – måske i sidste ende en dansk dronebataljon?

Det spørgsmål bør være en del af den næste diskussion om Forsvarets struktur.

For én ting synes efter Ukraine efterhånden vanskelig at bestride:

Fremtidens brigade kommer ikke alene til at bestå af kampvogne, infanteri og artilleri.

Den kommer også til at have hundredvis – måske tusindvis – af ubemandede systemer omkring sig.

Og de skal flyves, vedligeholdes, udvikles, koordineres og bekæmpes.

Det kræver mere end droner.

Det kræver en organisation.