Trump åbner for at genoverveje USA’s position om Falklandsøerne, samtidig med at Argentina skærper sit krav på det britiske territorium. Artikel 5 gælder ikke for Falklandsøerne – men netop derfor bliver sagen en interessant prøve på noget større: Vil USA under Trump stå sammen med et NATO-land, hvis det bliver angrebet, når amerikanerne ikke juridisk er tvunget til det?

Donald Trump har åbnet en sikkerhedspolitisk diskussion, der rækker langt ud over nogle øer i Sydatlanten.

USA’s præsident har sagt, at Washington er i gang med at gennemgå sin position omkring Falklandsøerne. Samtidig har Argentinas præsident Javier Milei skærpet Argentinas krav på øerne og varslet hårdere tiltag mod selskaber, der deltager i olieudvinding omkring dem.

Der er ikke tegn på, at Argentina står foran et militært angreb. Milei har tværtimod tidligere afvist brugen af militær magt og fastholdt, at Argentina vil forfølge sit krav diplomatisk.

Men situationen rejser alligevel et principielt spørgsmål, som er langt større end Falklandsøerne:

Vil Donald Trumps USA støtte et NATO-land, hvis det bliver angrebet?

For Storbritannien er ikke bare endnu en amerikansk partner. Det er en af USA’s nærmeste militære, politiske og efterretningsmæssige allierede.

Og hvis selv Storbritannien ikke på forhånd kan være sikker på amerikansk støtte, hvad fortæller det så resten af NATO?

Artikel 5 gælder ikke på Falklandsøerne

Her er det afgørende at slå én ting helt fast:

Et angreb på Falklandsøerne vil ikke i sig selv være omfattet af NATO’s artikel 5.

NATO-traktatens artikel 6 definerer det geografiske område, hvor artikel 5’s kollektive forsvarsforpligtelse gælder. For øer under et medlemslands jurisdiktion omfatter den øer i det nordatlantiske område nord for Krebsens vendekreds.

Falklandsøerne ligger langt syd for denne grænse.

Det betyder, at et eventuelt argentinsk angreb på Falklandsøerne ikke automatisk vil være et angreb, som NATO-landene efter artikel 5 skal behandle som et angreb på dem alle.

Det så vi også i 1982.

Da Argentina invaderede Falklandsøerne, blev NATO ikke aktiveret som kollektiv forsvarsalliance. Storbritannien gennemførte selv den militære operation for at generobre øerne.

USA forsøgte først at mægle, men valgte siden at støtte Storbritannien blandt andet med efterretninger, logistik og adgang til militære faciliteter.

Og det er netop her, parallellen til 2026 bliver interessant.

Vil Trump gøre det samme som Reagan?

For spørgsmålet er ikke, om Trump skal hjælpe Storbritannien.

Spørgsmålet er, om han vil.

Det er en væsentlig forskel.

Hvis en konflikt ligger inden for NATO-traktatens geografiske område, eksisterer der en traktatmæssig forpligtelse til kollektivt forsvar. På Falklandsøerne findes denne forpligtelse ikke.

Her vil en amerikansk beslutning om at støtte Storbritannien i langt højere grad være et politisk og strategisk valg.

I 1982 traf Ronald Reagans USA i sidste ende dette valg.

Vil Donald Trump gøre det samme?

Det spørgsmål bliver mere interessant, når Trump samtidig har et tæt politisk forhold til Argentinas præsident Javier Milei og nu offentligt siger, at USA gennemgår sin position omkring øerne.

Det handler om tillid

NATO fungerer ikke alene på grund af ordlyden i Washingtontraktaten.

Alliancen fungerer, fordi potentielle modstandere forventes at tro på, at medlemslandene vil stå sammen.

Derfor har amerikanske præsidenters udmeldinger om NATO så stor betydning.

Hvis USA begynder at behandle støtte til selv sine nærmeste allierede som et spørgsmål, der fra sag til sag kan forhandles, ændrer det opfattelsen af alliancen.

Det betyder ikke, at en konflikt omkring Falklandsøerne juridisk kan sammenlignes med et angreb på Polen, Estland eller Danmark.

Det kan den ikke.

Artikel 5 gælder i de sidstnævnte tilfælde. Den gælder ikke på Falklandsøerne.

Men politisk rejser situationen alligevel spørgsmålet om, hvordan Trump opfatter en alliance.

Er en allieret kun en allieret, når en traktat direkte kræver amerikansk støtte?

Eller står USA også sammen med sine allierede, når deres territorium og fundamentale interesser bliver truet uden for traktatens geografiske dækningsområde?

Hvad fortæller det resten af NATO?

Storbritannien er en atomvåbenmagt.

Landet er permanent medlem af FN’s Sikkerhedsråd.

Det er en af USA’s nærmeste efterretningspartnere gennem Five Eyes.

Britiske og amerikanske soldater har kæmpet side om side i generationer.

Hvis der findes et NATO-land, der traditionelt burde kunne regne med amerikansk politisk og militær opbakning, er Storbritannien blandt de mest oplagte.

Derfor bliver Falklands-spørgsmålet interessant for resten af Europa.

For hvis Trump begynder at signalere, at selv forholdet til Storbritannien kan gøres til genstand for en politisk handel, vil andre allierede naturligt spørge:

Hvor sikker kan man så være på USA?

En prøve uden for artikel 5

Det paradoksale er derfor, at Falklandsøernes placering uden for artikel 5 faktisk gør sagen mere interessant.

For her kan Trump ikke gemme sig bag en klar NATO-forpligtelse.

Han skal vælge.

Hvis Argentina en dag igen skulle anvende militær magt mod Falklandsøerne, ville Washington skulle tage stilling til, om USA politisk og militært vil støtte Storbritannien.

Ikke fordi artikel 5 kræver det.

Men fordi Storbritannien er en allieret.

Der er meget langt fra Argentinas nuværende diplomatiske og økonomiske pres til en ny Falklandskrig. Der er derfor ingen grund til at gøre den aktuelle konflikt mere militær, end den er.

Men Trumps udmelding har alligevel gjort spørgsmålet relevant.

For NATO’s troværdighed handler ikke kun om traktattekster.

Den handler også om, hvorvidt medlemmerne tror på hinanden.

Og derfor kan nogle øer langt uden for NATO’s geografiske område ende med at stille et af de vigtigste spørgsmål til Trump-administrationen:

Vil USA stå sammen med et NATO-land, når det virkelig gælder – også når artikel 5 ikke tvinger amerikanerne til det?