Norge er klar til at investere op mod 135 milliarder norske kroner i nye britiske fregatter. Men forhandlingerne er stødt på grund, og den norske forsvarsindustri frygter at blive snydt for milliardordrer. Nu kræver industrien konkrete garantier, før kontrakten underskrives. Sagen rejser et ubehageligt spørgsmål: Er Danmark lige så konsekvent, når vores egne forsvarsmilliarder skal omsættes til arbejdspladser, teknologi og national forsyningssikkerhed?

Milliardkontrakt skaber uro i Norge

Det skulle være en historisk styrkelse af det norske søforsvar og samtidig en af de største industrielle muligheder i Norges nyere historie. Men mere end et år efter beslutningen om at vælge Storbritannien som strategisk partner i anskaffelsen af nye fregatter er den endelige anskaffelseskontrakt endnu ikke på plads.

Ifølge Aftenposten den 18. oktober 2026 er forhandlingerne løbet ind i betydelige vanskeligheder, og bekymringen vokser blandt norske industriorganisationer.

Det handler ikke alene om fregatter. Det handler om, hvorvidt Norge får tilstrækkeligt industrielt udbytte af den historiske investering, eller om de norske milliarder først og fremmest kommer til at skabe arbejdspladser, produktion og teknologisk udvikling i Storbritannien.

Norge har valgt mindst fem britiske Type 26-fregatter med mulighed for en sjette. Fregatterne skal styrke landets evne til ubådsbekæmpelse, maritim overvågning og operationer i Nordatlanten. Første leverance forventes fortsat omkring 2030.

Men selv om det militære behov er klart, er de industrielle og kommercielle aftaler endnu ikke endeligt faldet på plads. Og netop her er den norske debat ved at udvikle sig til en principiel diskussion om, hvem der egentlig skal have gavn af de enorme investeringer i Europas forsvar.

Norsk forsvarsindustri kræver handling – ikke hensigtserklæringer

Den norske forsvarsindustri har gjort sin position bemærkelsesværdigt klar. Forsvars- og Sikkerhedsindustriens Forening (FSI) mener ikke, at den norske stat bør acceptere en kontrakt, før Storbritannien har forpligtet sig til konkrete industriprojekter svarende til mindst halvdelen af den samlede industriforpligtelse.

Det fremgår af organisationens udtalelse, som VG omtalte den 15. oktober.

Det er et ganske vidtgående krav. For det betyder i praksis, at industrien ønsker at gøre konkrete industrielle resultater til en forudsætning for en af landets vigtigste militære anskaffelser.

Den norske regerings egen industristrategi understøtter princippet om, at fregatanskaffelsen ikke alene skal levere militær kapacitet, men også bidrage til at opretholde og udvikle en konkurrencedygtig national forsvarsindustri.

Storbritannien har på myndighedsniveau forpligtet sig til at identificere og udvikle industrimuligheder svarende til værdien af selve materielanskaffelsen. Men en overordnet forpligtelse er ikke nødvendigvis det samme som konkrete ordrer, produktionsaftaler og arbejdspladser.

Og det er netop forskellen, som nu skaber bekymring.

For hvad hjælper det at have en politisk aftale om industrisamarbejde, hvis de nationale virksomheder efterfølgende opdager, at de mest attraktive leverancer allerede er placeret hos andre?

Norge har forstået noget, Danmark bør tage alvorligt

Der er en afgørende forskel på at købe militært materiel og at opbygge en national forsvarskapacitet.

Når et land investerer milliarder i nye fregatter, kampfly, luftforsvar eller landmilitært materiel, køber det naturligvis først og fremmest militær effekt. Det skal være udgangspunktet.

Men anskaffelserne skaber også muligheder for at udvikle teknologi, etablere produktion, uddanne specialister og sikre nationale virksomheder en plads i internationale forsyningskæder.

Det kan få stor betydning for den nationale forsyningssikkerhed. En virksomhed, der producerer, reparerer eller videreudvikler kritiske militære komponenter i Danmark, kan i en krisesituation være langt mere strategisk værdifuld end en virksomhed, der alene fungerer som importør.

Det betyder ikke, at alt nødvendigvis skal produceres nationalt. Det betyder, at vi bør vide, hvilke kompetencer vi ønsker at kunne opretholde selv, og hvilke vi med fordel kan dele med vores allierede.

Den norske tilgang viser, at industripolitik og forsvarspolitik ikke behøver at være adskilte størrelser. Tværtimod kan de understøtte hinanden, hvis politikerne stiller krav tidligt nok i processen.

Det er præcis den diskussion, Danmark bør tage langt mere systematisk.

Danmark har reglerne – men udnytter vi mulighederne?

Danmark har allerede et system for industrisamarbejde, som administreres af Erhvervsstyrelsen. Ved forsvarsanskaffelser fra potentielle udenlandske leverandører på over 50 millioner kroner skal myndighederne vurdere, om der er behov for særlige foranstaltninger, der understøtter danske forsvarsindustrielle kompetencer.

Det er vigtigt at understrege, at vurderingen ikke automatisk udløser krav om industrisamarbejde. Det afhænger af en konkret vurdering af Danmarks væsentlige sikkerhedsinteresser og de relevante EU-retlige rammer.

Når industrisamarbejde kræves, skal den udenlandske leverandør indgå en betinget aftale med Erhvervsstyrelsen, inden kontrakten med Forsvaret underskrives. Danmark har altså allerede en mekanisme, der på visse områder ligner den norske tilgang.

Men spørgsmålet er, om vi er tilstrækkeligt ambitiøse med, hvad vi ønsker at opnå.

For en ting er at have regler om industrisamarbejde. Noget ganske andet er at sikre, at samarbejdet fører til reel produktion, nye kompetencer, eksportmuligheder og langsigtet industriel kapacitet i Danmark.

Erhvervsstyrelsens oversigter viser, at der eksisterer konkrete forpligtelser hos udenlandske forsvarsleverandører. Og i forbindelse med anskaffelsen af jordbaseret luftforsvar har myndighederne eksempelvis udtrykkeligt stillet krav om industrisamarbejde med danske virksomheder.

Dermed kan man ikke hævde, at Danmark slet ikke arbejder med problemstillingen.

Men man kan med god grund spørge, om vi i tilstrækkelig grad måler på den reelle industrielle effekt frem for alene på værdien af registrerede aktiviteter.

Forsvarsindustri er blevet et spørgsmål om national sikkerhed

Krigen i Ukraine har med al tydelighed demonstreret, at moderne krigsførelse ikke alene handler om, hvem der har de bedste våbensystemer. Det handler også om, hvem der kan producere, vedligeholde, reparere og erstatte dem hurtigt nok.

En nation kan have verdens bedste forsvarsmateriel på papiret, men hvis reservedele, ammunition eller kritiske komponenter ikke kan fremskaffes under en krise, reduceres den operative effekt dramatisk.

Derfor er national industriel kapacitet ikke længere blot et spørgsmål om erhvervsfremme. Det er en del af den samlede forsvarsevne.

Og det er netop her, den norske debat bliver interessant.

Norge ønsker ikke blot at købe britiske fregatter. Landet ønsker også at sikre sig en industriel position i det samlede samarbejde, herunder muligheder inden for teknologi, vedligeholdelse og fremtidige leverancer.

For Danmark burde den samme tankegang være relevant inden for eksempelvis maritime systemer, undervandsteknologi, droner, kommunikationssystemer, sensorer, ammunition og avanceret software.

Det er områder, hvor danske virksomheder kan bidrage med specialiserede løsninger, og hvor en stærkere industriel position samtidig kan understøtte vores egen sikkerhed.

Små og mellemstore virksomheder må ikke ende som tilskuere

En særlig udfordring ved store forsvarsanskaffelser er, at industrisamarbejdet ofte organiseres omkring meget store internationale leverandører.

Det er forståeligt. De store virksomheder har kapaciteten, erfaringen og økonomien til at gennemføre milliardprojekter.

Men hvis industrisamarbejdet i praksis først og fremmest kommer en begrænset kreds af etablerede virksomheder til gode, risikerer vi at overse nogle af de mest interessante teknologiske muligheder.

Danmark har mange små og mellemstore virksomheder, der arbejder med løsninger inden for blandt andet elektronik, robotteknologi, cybersikkerhed, autonome systemer, sensorer og avanceret produktion.

En del af disse virksomheder er endnu ikke etableret på forsvarsmarkedet. Andre har teknologier, som kan anvendes militært, men mangler adgang til de rette beslutningstagere, internationale hovedleverandører og udviklingsprogrammer.

Hvis vi ønsker at udvikle en stærkere dansk forsvarsindustri, skal disse virksomheder have mulighed for at komme ind i samarbejdet langt tidligere.

Det kræver ikke nødvendigvis, at Danmark vælger danske leverandører frem for udenlandske. Det kræver, at vi politisk og industrielt arbejder mere målrettet med at identificere, hvilke danske kompetencer der kan indgå i de internationale leverandørkæder.

Og at vi følger op på, om mulighederne rent faktisk bliver realiseret.

Men der er også en risiko ved den norske model

Det ville være for enkelt blot at konkludere, at Danmark skal kopiere Norge.

For den norske situation illustrerer også et vanskeligt dilemma.

Norge har et akut behov for at modernisere sin maritime kampkraft. Type 26-fregatterne skal blandt andet styrke evnen til ubådsbekæmpelse i Nordatlanten og bidrage til NATO’s kollektive forsvar.

Hvis omfattende industrielle forhandlinger forsinker anskaffelsen, kan det potentielt få militære konsekvenser.

Det er endnu ikke dokumenteret, at uenigheden om industrisamarbejdet i sig selv vil forsinke leveringen af fregatterne. Ifølge den norske materielmyndighed er forventningen fortsat, at leverancerne begynder omkring 2030.

Men dilemmaet er reelt.

Hvor længe skal man forhandle om nationale industrifordele, hvis Forsvaret samtidig har brug for nyt materiel?

Det rigtige svar kan næppe være, at industrielle hensyn altid skal veje tungere end operative behov. Omvendt kan det heller ikke være, at industripolitikken først kommer på bordet, når beslutningen om leverandør og system allerede er truffet.

Netop derfor bør de industrielle mål fastlægges tidligt og være en integreret del af den samlede anskaffelsesstrategi.

Politikerne skal tage ansvar – ikke overlade alt til indkøberne

En af de væsentligste pointer i den norske sag er, at industrisamarbejde ikke alene kan betragtes som en teknisk eller administrativ opgave.

Det er en politisk beslutning, hvor meget national kapacitet man ønsker at opbygge, og hvilke kompetencer man vurderer som strategisk nødvendige.

Forsvarets indkøbsorganisationer skal naturligvis sikre, at materiellet opfylder de operative krav, leveres til tiden og anskaffes på forsvarlige økonomiske vilkår.

Men det er politikerne, der skal fastlægge de overordnede nationale ambitioner.

Hvis Danmark ønsker at være stærkere inden for eksempelvis undervandsovervågning, autonome systemer, ammunition eller militær kommunikation, skal ambitionerne afspejles i vores industrielle strategi og i de anskaffelser, hvor det er relevant og lovligt.

Det kræver et langt tættere samspil mellem forsvarspolitik, erhvervspolitik og industripolitik.

Og ikke mindst kræver det, at de politiske beslutningstagere forstår, at forsvarsanskaffelser ikke kun handler om at bruge penge. De handler også om, hvilke kompetencer og kapaciteter Danmark skal råde over i fremtiden.

Danmark bør lære af Norge – før milliarderne er brugt

Norge har endnu ikke fundet den endelige løsning på fregatforhandlingerne. Men landet har gjort det tydeligt, at national industriel deltagelse er en væsentlig del af den samlede forsvarsinvestering.

Det er en tilgang, Danmark med fordel kan lade sig inspirere af.

Ikke ved at indføre generelle krav om dansk produktion uanset pris, kvalitet og lovgivning. Men ved at stille mere præcise krav til den industrielle effekt, når Danmarks væsentlige sikkerhedsinteresser gør det nødvendigt.

Vi bør i langt højere grad kunne dokumentere, hvilke kompetencer vores investeringer udvikler, hvilke virksomheder der får adgang til nye markeder, og hvordan industrisamarbejdet styrker den nationale forsyningssikkerhed.

For når de store forsvarskontrakter først er underskrevet, og leverandørkæderne etableret, kan det være både vanskeligt og dyrt at ændre den industrielle arbejdsdeling.

Det er derfor, debatten skal tages nu.

Danmark står over for historisk store investeringer i Forsvaret. Investeringer, der skal styrke vores militære kapacitet og vores bidrag til NATO.

Men de kan også være med til at skabe fundamentet for en stærkere dansk forsvarsindustri i de kommende årtier.

Spørgsmålet er ikke, om Danmark skal købe det bedste materiel til Forsvaret. Det skal vi naturligvis. Spørgsmålet er, om vi samtidig er dygtige nok til at sikre, at en større del af de historiske investeringer også styrker Danmarks industrielle og sikkerhedspolitiske fundament.

Norge kæmper i øjeblikket for at sikre sin del af milliarderne.

Måske er det på tide, at danske politikere spørger sig selv, om vi kæmper hårdt nok for vores.